Kampen fortsætter

Siden jeg sidst skrev i disse spalter, har vi fået en ny regering. Og Danmark skal ifølge landets nye statsminister, Mette Frederiksen, i en ny retning.

Det ser vi frem til, for det trænger vi til, men træerne vokser næppe ind i himlen.

Op til Folketingsvalget på pegede fagforeningen på, at der er brug for en politik, der sætter fællesskabet og den fælles velfærd i højsædet.

I København samlede fagbevægelsen sig i en daglig faneborg med fire krav til den nye regering: Afskaffelse af budgetloven. Mulighed for en værdig tilbagetrækning, før man er slidt ned. Stop for den stigende ulighed samt afskaffelse af det årlige nedskæringskrav på to procent på alle uddannelser.

Og der er gode takter i de foreløbige udmeldinger.

Regionerne bliver ikke nedlagt, og det giver nu muligheder for at komme videre med at genoprette sundhedsvæsenet. Her loves mere personale, bedre arbejdsforhold og udnyttelse af medarbejdernes kompetence. Der loves også genopretning af psykiatrien med en 10-årsplan, som endnu ikke er konkret.

Der loves også økonomi til, at velfærden kan følge med den demografiske udvikling. Men det er bare ikke nok. Der skal også findes penge til den nødvendige genopretning af ikke mindst sundheds- og ældreområdet.

Desværre er der ikke udsigt til ændring af budgetloven, der hindrer udviklingen af den kollektive velfærd. Der er umiddelbart heller ikke udsigt til en mere værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Tværtimod har regeringen bundet sig til alle tidligere indgåede aftaler. Herunder det såkaldte Velfærdsforlig fra 2006, som gradvist hæver pensionsalderen, så Folketinget allerede næste år vil vedtage at hæve pensionsalderen til 69 år fra 2035.

Der er derfor al mulig grund til, at vi fortsat skal stå sammen og være aktive i kampen for velfærden.

I København besluttede fagbevægelsen derfor straks efter valget, at kampen for at få afskaffet budgetloven og stigningen i pensionsalderen fortsætter ufortrødent, selvom der nu sidder en anden for bordenden i Statsministeriet.