Charlotte Bartholin (i midten) var et af ansigterne på AMR-året

Farvel til et år med ekstra fokus på arbejdsmiljø

Social- og sundhedsassistent Charlotte Bartholin ser tilbage på arbejdsmiljørepræsentanternes år, der har budt på både store oplevelser og små skuffelser.

Den 12. december slutter arbejdsmiljørepræsentanternes år, som det begyndte - med et stormøde for arbejdsmiljørepræsentanter i Odense.

De 2.000 deltagere i stormødet er repræsentanter fra en lang række faggrupper under Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, og en af dem, der har været med hele vejen, er social- og sundhedsassistent i Københavns Kommunes hjemmepleje Charlotte Bartholin.

Charlotte Bartholin var på scenen, da året AMR-året blev skudt i gang i januar, hun står der igen til stormødet i december, og i juni måned var hun inviteret til Folkemødet på Bornholm for at tale arbejdsmiljøets sag ud fra et SOSU-perspektiv.

Svært at få kollegerne med

Med AMR-årets udgang er tiden inde til at gøre status. Hvad er der kommet ud af det, og har det været anstrengelserne værd?

”Jeg har personligt fået en masse ud af det, men jeg har også haft det tættere på end mine kolleger. Jeg har hængt på FHs plakater rundt omkring, og jeg og min rolle som arbejdsmiljørepræsentant er dermed selvfølgelig blevet mere synlig på arbejdspladsen”.

Charlotte Bartholin har deltaget i alle fagforeningens forskellige arrangementer om arbejdsmiljø i årets løb, men det har ikke altid været let at få kollegerne eller de andre arbejdsmiljørepræsentanter med, fortæller hun.

”Jeg tror ikke, det handler om manglende interesse, men mere om, at man er nødt til at prioritere i en travl hverdag”.

Meget privilegeret

Som en del af det forslag til arbejdsprogram for 2020, som fagforeningens bestyrelse lægger frem for generalforsamlingen den 20. november, står en målsætning om at styrke arbejdsmiljørepræsentanternes vilkår, uddannelse og kompetenceudvikling.

Mange arbejdsmiljørepræsentanter har svært ved at få fri til at deltage i kurser, men på det punkt er Charlotte Bartholin privilegeret, erkender hun.

”Jeg skal ikke bede om lov, men giver bare besked, når jeg har tilmeldt mig noget. Min leder ved godt, at kompetenceudvikling er en del af det at være arbejdsmiljørepræsentant”.

 

Læs også: Husk cykelhjelmen