• Læs op
• Udskriv

Sidste sommer fik Afdelingen for Hjerne- og Nervesygdomme (tidligere Neurologisk Afdeling) på Herlev Hospital et påbud fra Arbejdstilsynet.

Risikoen for at blive udsat for vold og trusler var for høj, mente Arbejdstilsynet, og ledelsen blev pålagt at gøre noget ved det.

Det førte blandt andet til udvælgelse af syv ressourcepersoner, der skal have et særligt fokus på forebyggelsen. En af de syv er social- og sundhedsassistent Sanne Lindberg Madsen.

Slår, kradser og bider

Det var afdelingslederen, der spurgte Sanne Madsen, der har været på afdelingen i et år, om hun havde lyst til at blive en af de i alt syv ressourcepersoner fordelt på afdelingens to etager. På Sanne Lindberg Madsens etage er de to øvrige ressourcepersoner sygeplejersker.

”Jeg sagde ja, fordi jeg syntes det lød både spændende og meget relevant. Jeg har stået masser af gange i situationer med udadreagerende patienter, for eksempel demente, der i afmagt kommer til at slå, sparke, kradse, bide eller komme med verbale trusler”.

”Vi er en sygeplejegruppe, der finder os i rigtig meget. Vi glemmer at tænke på os selv og synes nærmest, at det er en del af jobbet på en neurologisk afdeling at få bide- og kradsemærker”, siger Sanne Lindberg Madsen.

I stedet for at finde sig i næsten hvad som helst har Sanne Lindberg Madsen nu lært at vende den om:

”Det er også at tage hensyn til patienten at tænke på, hvad man vil ønske for sig selv, hvis man lå dér. Jeg vil ikke ønske at komme til at bide eller måske ligefrem gøre nogen uarbejdsdygtig”.

Skilt på døren

Hele afdelingen har modtaget en dags undervisning i forebyggelse af vold og trusler, og ressourcegruppen har fået en dag ekstra, så de kan gå forrest i en ændring af kulturen og vejlede deres kolleger. Desuden er det ressourcegruppen, der arbejder med at få procedurer, vejledninger og måden, man dokumenterer på, til at passe til det øgede fokus på forebyggelse.

Blandt andet er der indført faste procedurer for, hvordan det skal dokumenteres i Sundhedsplatformen, hvis en patient er udadreagerende, så det er let for andre at få øje på.

Desuden skal det markeres på patienttavlen i vagtrummet, og der arbejdes på at få et skilt på døren ind til selve patientstuen. Der er faggrupper, for eksempel portører og terapeuter, der ikke kommer i vagtrummet, så skiltet på døren skal signalere, at man måske lige skal have fat i en kollega fra plejen og høre, hvad man skal være særligt opmærksom på, inden man går ind til den pågældende patient.

Hold afstand

Selvom de to dages uddannelse, som Sanne Lindberg Madsen, har modtaget, kan synes som lidt, har det givet mange nye værktøjer, fortæller hun.

”Det lyder måske mærkeligt for udenforstående, men det kan have en beroligende effekt at skærme patientens ansigt med et stykke stof for derved at fjerne fokus fra det, der gør patienten utryg, og give patienten andet at tænke på end vores hvide kitler”.

”Det kan også hjælpe at stå lidt på afstand i begyndelsen. Vi er jo vant til bare at vade lige hen til sengen. Start ved fodenden, aflæs de små signaler, se på patientens øjne – er du velkommen? Eller måske er det, der er brug for, at man kommer i øjenhøjde ved at sætte sig på en stol, mens man taler med patienten i stedet for at blive stående og kigge ned.”

Andre kan have brug for, at man forholder sig tavs i stedet for at prøve at forklare, hvad der skal foregå og hvorfor, forklarer Sanne Lindberg Madsen.

”Hvis patienten er i det stadie, hvor hjernen bare kører for fuldt tryk, vil han ikke reagere på det, man siger. Når den demente eller hjerneskadede patient udsættes for noget, patienten opfatter som fare, tager reptilhjernen over, og patienten tænker kun på at opnå kontrol og slår derfor fra sig enten fysisk eller verbalt. I de tilfælde opnår man ikke noget ved at tale, men det er virkelig svært at lukke munden, når man er vant til at forklare og berolige, og jeg ville aldrig have tænkt på, at tavshed kunne være et af værktøjerne, hvis jeg ikke havde været på kursus”.

Det er ok at trække sig

Indimellem er der dog ikke noget, der virker, og så skal man passe på sig selv, understreger Sanne Lindberg Madsen.

”Vi har talt meget, om man kan tillade sig at trække sig, hvis en patient bliver voldsom. Vi er jo ikke ligefrem opdraget til at lade en patient ligge i sin egen afføring, men hvis omkostningen er slag og spark, kan det være nødvendigt i situationen”.

At kunne håndtere udadreagerende adfærd er ikke kun relevant i forhold til afdelingens patienter, men også i forhold til pårørende, tilføjer hun.

”De pårørende er ofte i krise, og det kan godt komme til at gå ud over os, så de bliver aggressive i stemmeføring og ordforråd”.

”Arbejdet med de pårørende kan være det, der går dybest ind. Vi vil det bedste for patienterne, og det påvirker en, hvis man bliver mødt med, at man gør noget forkert og bliver overfuset eller måske endda truet. De pårørende skal føle, at de har kontrol - at de bliver hørt og forstået, og at vi samarbejder om, at patienten får den bedst mulige indlæggelse”.

”Det er vigtigt, at den pårørende føler omsorg og opmærksomhed, og det kan være de helt små ting, der gør forskellen som for eksempel at sætte sig ned i stedet for at stå op eller tilbyde en kop kaffe. Men vi skal også kunne sige fra og bruge hinanden”.

Skal være en del af dagligdagen

Bliver situationerne for svære, eller skrider opmærksomheden på forebyggelse, er det ressourcepersonernes opgave at vejlede kollegerne, uanset faggruppe, og det har Sanne Lindberg Madsen ingen problemer med, erklærer hun.

”Jeg er ikke bange for at sige, ”nu skal I høre på mig” – heller ikke til sygeplejersker”.

En af hendes opgaver bliver at overbevise kollegerne om, at det er nødvendigt at indberette alle episoder med vold og trusler som utilsigtede hændelser, så man kan lære af dem og for at fastholde fokus på forebyggelse, der ellers kan være en udfordring i en travl hverdag.

”Vi bør egentlig ikke sige, at travlhed kan påvirke processen, men det er svært at undgå. Forhåbentlig bliver det her en del af vores dagligdag og noget, vi bare gør. Jeg kan høre på de kolleger, der har været på kursus, at de har fået meget med sig, de allerede synes, de kan bruge”.