• Læs op
• Udskriv

Enten stortrives man i det, eller også trives man slet ikke.

Social- og sundhedshjælper Martin Damgaard og social- og sundhedsassistent Betina Kruse Lund har begge lige fra begyndelsen været begejstrede for deres arbejde i specialteamet i Rødovre Hjemmepleje.

Specialteamet tager sig af borgere med komplekse problemstillinger, hvor den almindelige hjemmepleje ikke slår til.

Borgerne er blandt andre alkoholikere, tidligere hjemløse og stofmisbrugere og borgere med skizofreni, borderline, hashpsykose, hjerneskade og malersyndrom.

Eller som Martin Damgaard Larsen siger ”de skæve eksistenser”.

”Nogle borgere har behov for massiv hjælp flere gange om dagen, mens der hos andre kun er behov for et kort besøg for at tjekke, om der ligger lort i hjørnerne, og om skraldespanden er tømt, så der ikke kommer dyr op til overboen”, fortæller han.

Teamet blev oprettet i 2009, fordi de ofte udadreagerende borgere påvirkede arbejdsmiljøet i hjemmeplejen, hvilket resulterede i et højt sygefravær.

Martin har været med næsten helt fra begyndelsen, mens Betina sluttede sig til teamet, da hun havde færdiggjort sin uddannelse i sommeren 2017.

”Efter at have været her i en praktik, vidste jeg bare, at jeg ville tilbage”, fortæller Betina, der i dag har svært ved at forestille sig, at hun kunne være andre steder.

”Så skulle det være fordi, jeg skiftede til noget, hvor jeg kunne gå endnu dybere ind i det her felt”.

”Jeg bliver her, til jeg skal på pension. Jeg kan aldrig gå tilbage - jeg ville dødkede mig”, siger Martin, der med sine 55 år ikke har udsigt til pension foreløbig.

”Sådan har alle vores kolleger det. Når man først har været her, hvor ikke to dage er ens, vil man ikke tilbage til den almindelige hjemmepleje”, siger han, men tilføjer, at der selvfølgelig også er nogle, der ikke kan holde til det og hurtigt er væk igen.

”Det kræver først og fremmest rummelighed at kunne være her”, siger Betina. ”Nogle borgere kan være plakatfulde, når man banker på, og have besøg af en håndfuld drukkammerater, der skal ud, før man kan gå i gang”.

Med til rummeligheden hører også at kunne rumme de ofte hårde skæbner uden at tage dem ind, mener hun.

”Du skal have empati, men når du går ud ad døren, skal du lægge den fra dig”.

”Jeg har en knap, jeg trykker på klokken 15.20”, supplerer Martin ”Hvis du tager deres problemer med hjem, kan du ikke være her”.

Det, der adskiller specialteamet fra den almindelige hjemmepleje, er - foruden sammensætningen af borgerne - rammerne og måden, arbejdet er organiseret på.

Teammedarbejderne kommunikerer dagligt om alle borgere, og der er lagt en handleplan for hver enkelt. Alle medarbejdere skal kunne komme hos alle borgere, men handleplanen gør, at alle kender rammen, inden de går ind til en borger, så de ikke kan spilles ud mod hinanden.

”Vi godt kan være uenige som kollegaer, men vi finder altid en løsning og handler alle efter aftalen”, fortæller Betina. 

Teamet får månedlig supervision og har alle haft kurser inden for kommunikation, og selvom de har mange helt basale opgaver med pleje og rengøring, er relationsarbejdet noget af det, der fylder mest.

”Jeg har en borger, hvor det tog mig halvandet år, før jeg fik ham i bad. Nu går han næsten selv i bad hver fredag. Vi kan komme ud til en borger, hvor hjemmet ligner lort, men hvis borgeren siger nej til hjælpen den dag, er det videre til den næste. Det er jo ikke vores behov, der skal dækkes”, siger Martin og tilføjer, at de verbale overfald koster flere mentale ressourcer end den dårlige hygiejne.

For at holde til at være i specialteamet, skal man kunne have fokus på opgaven, samtidig med, at man får smidt mudder i hovedet siger Betina, der har måttet finde sig i at blive kaldt ”luderso”, mens Martin har lagt øre til, at han er et ”bøssesvin” og et ”fucking røvhul”.

På den slags dage finder de afløb i teamets frokoststue i en personalegruppe, der ligesom borgerne skiller sig lidt ud fra normen.

”Vi har en ekstremt sort humor. Vi kan godt have grovfilen på, ellers bliver det for hårdt. Da Betina startede her, sad hun som en lille mus i et hjørne – se hende nu!”, griner Martin og ser over på Betina, der breder armene ud for at give en karakteristik af sine kolleger i teamet.

”De fylder et helt bord. Hver”.

”Rødovre Kommune er et godt eksempel på, hvordan man med fokus på struktur, kommunikation på tværs af teamet samt kvalifikationer, der understøtter arbejdet med skæve eksistenser, kan sikre et godt arbejdsmiljø for de medarbejdere, som løfter opgaven”.

Sanne Vængebo Mogensen, arbejdsmiljøkonsulent, FOA SOSU

”Det er relevant alle steder”

I Brøndby Kommune har man siden 2016 i et ud af tre distrikter i hjemmeplejen haft et specialteam, der udelukkende tager sig af distriktets komplekse borgere.

”Der var for mange borgere, der ikke fik de ydelser, de var visiteret til, fordi vi simpelthen gik forgæves”, forklarer områdeleder Laila Lavesen om baggrunden for, hvorfor distriktet, bl.a. med inspiration fra Rødovre, etablerede det særlige team.

Teamet har ikke en højere normering end i den øvrige hjemmepleje, men fik i forbindelse med etableringen 80.000 kroner til kompetenceudvikling i form af vikardækning, når medarbejdere skulle på kursus. Kurserne har været AMU-kurser og gratis undervisning blandt andet fra den kommunale hjerneskadekoordinator og alkoholambulatorium. 

En håndfuld andre kommuner i hovedstadsområdet har lignende teams, men det undrer Laila Lavesen, at ideen ikke har bredt sig til samtlige kommuner og heller ikke til de øvrige distrikter i Brøndby Kommunes hjemmepleje.

”Vi vil meget gerne dele ud af vores erfaringer til andre, og jeg kan ikke forstå, de ikke står i kø. Det her er relevant alle steder”, mener hun.