En dag om ugen sidder Susanne Brandborg i ”Modtagelsen”, hvor hun tager imod udskrivelser fra hospitalerne og passer telefon.
Foto:
Morten Rode/Monsun
SOSU som visitator
Susanne Brandborg nyder sit alsidige og selvstændige job som visitator, hvor hun får bragt både sin faglige og menneskelige erfaring i spil.
Af: Dorthe Kirkgaard Nielsen
Hvordan får man de pårørende som medspillere? Og hvordan hjælper man borgerne bedst muligt? Det er to vigtige spørgsmål at stille sig selv, når man som social- og sundhedsassistent Susanne Brandborg arbejder som visitator.
”Jobbet som visitator kræver både is i maven, overblik, menneskelighed, intuition og gode kommunikative evner. For nogle gange kan kommunikationen være svær, og du kan godt komme ud til et visitationsmøde hos en borger, hvor der sidder fem pårørende med korslagte arme”.
”Det er dog meget sjældent, at jeg går fra et visitationsmøde, hvor vi ikke har fundet en god løsning for borgeren, og det er vigtigt, at borgerne føler sig ordentligt behandlet”, siger Susanne Brandborg, der de seneste 12 år har arbejdet som visitator i lokalområde Bispebjerg/Nørrebro – under Myndighedskontoret i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.
Vigtig funktion
De i alt 21 visitatorer på stedet – heraf tre social- og sundhedsassistenter - står for tildelingen af alt fra personlig pleje, praktisk hjælp og plejebolig til rehabiliteringsforløb, træningstilbud, plejeorlov, hjælpemidler og boligindretning til kommunens borgere over 65 år, forklarer Susanne Brandborg.
”Vi arbejder med helhedssagsbehandling, hvor vi behandler alle ansøgninger for de samme borgere – lige bortset fra kropsbårne hjælpemidler. Ellers står vi for alt andet, så borgerne og de pårørende kun skal forholde sig til én visitator”.
Selve arbejdet består i at behandle ansøgninger på skrift eller pr. telefon. Ansøgningerne kommer fra borgerne selv, deres pårørende eller samarbejdspartnere som praktiserende læger.
”Efter ansøgningen besøger jeg oftest borgeren, laver en funktionsvurdering i forhold til, hvilke udfordringer borgeren har, og hvad borgeren har af ønsker. For de borgere, der har brug for personlig eller praktisk hjælp, sender jeg så en indstilling til vores Udrednings- og Rehabiliteringsafdeling. Derefter finder vi ud af, hvad borgeren har behov for”.
Et paradigmeskifte
Med de seneste 10 års øgede fokus på hverdagsrehabilitering er blikket på borgerne et helt andet, end da Susanne Brandborg selv arbejdede som først sygehjælper og dernæst social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen.
”Som sygehjælper blev vi jo opdraget til at gøre alt for borgeren, så der er bestemt sket et paradigmeskifte, som også kan være med til at give en bedre selvfølelse og en større livskvalitet for borgerne. For ethvert menneske vil i bund og grund gerne være så selvstændigt som muligt”.
”Selvfølgelig er der nogle, hvor hverdagsrehabilitering ikke giver mening, og det har jeg mulighed for fagligt at begrunde. Samtidig er det mig som visitator, der opsætter formålet med udrednings- og rehabiliteringsforløbet, og et mål kan også være, at borgeren skal kunne komme i dagcentret,” fortæller Susanne Brandborg.
Stor opbakning
Selvom borgerne og deres pårørende ikke altid er enige, mener Susanne Brandborg, at hun som visitator har mulighed for give borgerne den hjælp, de har brug for. Dog ikke altid så hurtigt, som specielt de pårørende ønsker sig.
For eksempel når en datter til en demenssyg mor ringer ind og vil have moderen på plejehjem nu. Fordi moderen tænder for kartoflerne uden vand i gryden, går udenfor uden tøj på og konstant smider sine nøgler væk.
”Jeg er sådan set enig i, at det bedste vil være, at moderen kommer på plejehjem, men vi kan ikke bare flytte borgere med magt. Så det kan være en stor pædagogisk opgave at forklare, hvorfor vi som kommune ikke bare kan fikse det problem med det samme”.
Nogle gange bliver de pårørende både vrede, sure og personlige.
”En ting er, at vi kan være uenige om noget, men nogle pårørende fylder rigtig meget, og det kan være svært, men her hjælper vi hinanden. Vi arbejder i tre teams, hvor vi er gode til at tale tingene igennem, og så har vi en meget støttende leder, der altid bakker os op”.
Demensansvarlig
Susanne Brandborg er en af arbejdspladsens to demensansvarlige visitatorer, der hjælper, vejleder og rådgiver de øvrige visitatorer - og behandler komplekse sager vedrørende demens og deltager i lokale og centrale demensnetværk.
Yderligere sidder hun en dag om ugen i ”Modtagelsen”, hvor hun tager imod udskrivelser fra hospitalerne og passer telefon.
Netop variationen og selvstændigheden i arbejdet sætter Susanne Brandborg stor pris på. Samtidig er hun glad for at være i en afdeling med i alt 25 ansatte, hvor social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, ergoterapeuter, administrativt personale og en enkelt fysioterapeut arbejder tæt sammen – og på lige fod.
”Det giver en god dynamik, fordi vi kommer med forskellige perspektiver og forskellige fagligheder”.
Ifølge Susanne Brandborg byder afdelingens tre social- og sundhedsassistenter ind med en særlig faglighed, fordi de qua deres uddannelse er generalister – ikke specialister.
”Vi bidrager med det brede spektrum; pleje og omsorg, det sygeplejefaglige og aktiviteter”.
Ikke for nyuddannede
Skal man kunne varetage et job som visitator, skal man både kunne prioritere, arbejde selvstændigt og være villig til at tage den nationale visitatoruddannelse, hvor man blandt andet bliver undervist i lovgivningen på området, forklarer Susanne Brandborg.
”Jobbet kræver også nogle personlige egenskaber. Man er en myndighedsperson, så man skal kunne sige fra og til på en ordentlig måde, og man skal have et panser, så man kan klare presset udefra – især fra pårørende, der ikke kan forstå et nej”.
”Det er bestemt ikke et job for nyuddannede, for det kræver noget erfaring at stå imod med, og en bred faglig baggrund er en stor fordel”.