• Læs op
• Udskriv

Da FOA SOSU i november 2019 holdt generalforsamling, var der især ét indlæg fra talerstolen, der gjorde indtryk på tilhørerne.

Social- og sundhedsassistent-elev Eleni Schønnemann modtog en både stående og lang klapsalve for sit budskab om som elev at være en stolt SOSU, men også en sårbar SOSU.

”Det er vigtigt, at nogen siger noget”, svarer hun, da Medlemsbladet FOA SOSU besøger hende for at få uddybet, hvad det var der drev hende op på talerstolen.

”Jeg har selv prøvet hvor hårdt det kan være at komme til et sted som elev, hvis man bliver overladt mere eller mindre til sig selv”.

Eleni fortæller om vejledere, der ikke har tid nok. Og om pressede kolleger, der ikke har ressourcer til at se, at der er elever, der bliver sat til at knokle uden at have de nødvendige kompetencer.

At sige fra kræver mod, og det har Eleni. Hun tog selv initiativet til at bede om et nyt praktiksted, da det første ikke fungerede, og hun har sagt fra over for flere opgaver, hun ikke var oplært til.

”Som ny elev slår man ikke til over for fysisk og psykisk plejekrævende borgere, man ikke kender. Jeg vil have en ordentlig oplæring, og jeg skal ikke administrere medicin uden at have kompetencerne”.

Der er ikke noget så demotiverende som himmelvendte øjne, og som kollega til en elev skal man være indstillet på ikke kun at dele ud af sin viden, men også få stillet spørgsmål til egen praksis, mener Eleni.

”På skolen oplæres vi i, hvilke metoder der er de korrekte, eksempelvis hvad angår forflytning og kommunikation. Derfor er det naturligt, når vi kommer ud i praktik, at spørge, hvis vi mener, en kollega forflytter forkert”, siger Eleni.

I sin kamp for at holde den faglige fane højt har hun undervejs fået en del blå mærker, men hun har også lært en masse om sig selv og sin egen måde at kommunikere på undervejs.

”Jeg har tit været i rollen som den bedrevidende, men jeg har lært at skrue ned for det, og det har hjulpet mig meget. Jeg gør tingene på den måde, jeg mener, de skal gøres, men jeg er blevet lidt mere ydmyg og stiller ikke nødvendigvis spørgsmål til alt, der ikke følger retningslinjerne. Men det er en utrolig svær balancegang, og indimellem er man simpelthen nødt til at sige fra, for eksempel hvis man oplever omsorgssvigt eller brud på tavshedspligten”.

Eleni Schønnemanns gode oplevelser i praktikken overskygger dog langt de dårlige, understreger hun, og priser sig lykkelig over, at hun afbrød en uddannelse som optiker.

”Jeg elsker at arbejde med mennesker og være der for andre. Desuden er det et fag, hvor du udvikler dig utrolig meget, både hvad angår evnen til at sætte grænser, indgå i relationer og skabe fællesskaber.  Det er et fag, der rummer det hele, og man lærer at være omstillingsparat, for man aner ikke, hvad der venter om hjørnet”.

”I hjemmeplejen har du kun dig selv, og du er nødt til at lære at tilrettelægge din tid og i det hele taget være meget selvstændig. Hvis du kan klare det, kan du klare det hele”, siger Eleni og slår fast at hun har valgt ”verdens bedste fag”.

Og sådan hænger de to budskaber fra den dag på talerstolen uløseligt sammen: Hvis man betragter eleverne og deres begejstring for faget som en ressource, bevarer de begejstringen.

Eller som Eleni sagde, den dag, hele salen rejste sig op og klappede:

”Hold da op hvor er I seje! Jeg er så glad for at være sammen med jer. For jeg ved, hvor hårdt det kan være, og jeg ved, hvor vigtigt det er, at vi har et stærkt fællesskab”.