• Læs op
• Udskriv

Sølund i København er et af de plejehjem, der har været hårdest ramt af coronavirus, både hvad angår antallet af smittede og antallet af beboere, der er afgået ved døden med COVID-19.

Med mange døde på et enkelt plejecenter, er det naturligt, at Sølund har haft mediernes opmærksomhed, men både for medarbejdere, beboere og pårørende har opmærksomheden været et ekstra pres, fortæller tillidsrepræsentant Irene Mohr.

”Det er jo først og fremmest ledelsen, der har stillet sig frem, men medierne har også været meget ivrige efter at komme til at tale med medarbejdere. Min mand blev for eksempel en aften kl. 22 ringet op af en journalist, der ville tale med mig”.

Irene Mohr har også kolleger, der er blevet kontaktet, fordi journalisterne har kunnet se på Facebook, at de har en relation til Sølund. En har oplevet, at en journalist har ventet på parkeringspladsen efter fyraften, og selv er Irene Mohr blevet passet op af en journalist, da hun var med en beboer ude at trække luft i gårdhaven.

”At være i pressens søgelys på den måde har gjort mig mistroisk, når jeg bliver ringet op fra et nummer, jeg ikke kender, og bliver spurgt til noget arbejdsrelateret. Det sætter en del tanker i gang - er de nu også dem, de udgiver sig for at være, eller har de bagtanker med det, de spørger om? Det har fyldt rigtig meget for mig - og gør det stadig”.

Det har været en hård tid, men forløbet er ikke gået ud over det kollegiale sammenhold på Sølund, siger Irene Mohr.

”Det her er jo noget, der ikke bare har ramt os, men hele verden. Jeg synes, stemningen har været god under det hele. Nogle kolleger og også deres pårørende har været bekymrede for selv at blive smittet, men vi er allesammen mødt op på arbejde alligevel. Vi er jo professionelle”.

Selvom det på ingen måde har været rart at se sin arbejdsplads omtalt som ”dødsplejehjem” med dårlig hygiejne, er det ikke det, der fylder mest, når Irene Mohr ser tilbage på epidemiens første måneder.

”Det sværeste har helt klart været, at vi ikke har kunnet yde den omsorg, vi er vant til; det er hårdt ikke at kunne give et kram. Når vi har visir på, er det som om vi taler i en kasse, og beboerne kan ikke høre, hvad vi siger. Og når vi har masker på, kan de ikke se, at vi smiler. Det er det, der gør det svært”.

Irene Mohr fortæller, at der har været god opbakning fra ledelsen, som under hele forløbet har været til rådighed for samataler med både beboere, pårørende og personale.

Desuden har alle medarbejdere haft mulighed for at tale med en krisepsykolog igennem kommunens arbejdsmiljøenhed, og det har flere haft glæde af, fortæller hun.

”Dem, jeg har talt med, fortæller, at det har været godt. De har fået mulighed for at mærke efter, hvordan de selv har det. Det glemmer man måske en gang imellem at tænke over, når man har travlt med at yde omsorg for andre”.