• Læs op
• Udskriv

Man er ikke nødvendigvis et bedre menneske, bare fordi man aldrig siger nej. Og man er helt sikkert ikke en bedre hjælper.

Det mener psykolog Peter Goetz, der beskæftiger sig med kunsten at sætte grænser i professionelt hjælpearbejde, senest i bogen ”Den gode, den onde og den virkelig velmenende hjælper”.

Bogen er skrevet i tryg uvidenhed om coronakrisen, men Peter Goetz giver alligevel gerne et bud på, hvad der kan være på spil, når nye retningslinjer sætter nye grænser, og man måske ikke helt har nået at rykke grænserne hos sig selv.

”Lad os tage det eksempel, hvor det er svært for en social- og sundhedshjælper at afvise en borgers ønske om praktisk hjælp. Hvorfor er det nu så svært for hende?”, spørger Peter Goetz. 

”Hun har endda sin arbejdsgiver i ryggen. Der er klart meldt ud, at borgerens praktiske hjælp er skåret ned på grund af corona-situationen, hvor hjemmekarantæner og øget sygefravær har gjort indhug i medarbejderressourcerne. Hun skal derfor gå, når hun har hjulpet borgeren med den personlige pleje og medicin, han har brug for. Det har kommunen klart og tydeligt bekendtgjort”. 

Når det alligevel bliver svært, kan det ifølge Peter Goetz, blandt andet være fordi social- og sundhedshjælperen føler, at hun gør ondt værre ved at gå i en tid, hvor borgeren i forvejen lider mange personlige afsavn i forbindelse med coronasituationen.

”Da hun valgte jobbet var det ikke for at være hård og afvisende, men for at være til hjælp og gavn for andre”.

Styrer dårligt uden grænser

For mennesker i professionelt hjælpearbejde er der flere ting på spil, når der skal sættes grænser. 

På den ene side hører det med til at være menneske, at man kan have et naturligt behov for at være medfølende og kærlig, en ambition om at være ”populær” eller en angst for at føle skyld eller skam, hvis man siger fra. 

Det gør det svært at gå fra et menneske, der mere end nogen sinde trænger til, at man bliver. På den anden side hører det med til professionelt hjælpearbejde at kunne afgrænse sin indsats, siger Peter Goetz. 

”Hvis jeg ikke er opmærksom på det, når jeg står med sådan et dilemma, kommer jeg til at styre dårligt. Jeg kan f.eks. uden at ville det komme til at give borgeren dårlig samvittighed, så han føler sig som en plageånd. Jeg kan i en fortravlet situation komme til at udstråle, at han burde være mindre krævende – i et mere eller mindre bevidst håb om at han så bare lader mig gå, så jeg slipper for at have dårlig samvittighed overfor ham”.

”Ens gode hjerte kan også komme til at løbe af med en, så man i stedet kommer til at blive for længe, selvom det ikke er med ens gode professionelle vilje. Så er man blevet offer for situationen, i stedet for at tage ansvar for, at man alligevel bliver lidt længere. Jeg vil personligt hellere have ekstra tid af en, der bliver med vilje, end af en, der har det skidt med det, fordi hun ikke kan sige fra. Hvis man ikke kan sige nej, kan man heller ikke sige helhjertet ja”, uddyber Peter Goetz.

Indre eller ydre pres

I tilfældet med den pågældende borger og i mange andre af den slags situationer, skal man være opmærksom på, om ens grænser udfordres af et indre pres for at være ”god”, eller om der er tale om et ydre pres fra f.eks. magtfulde pårørende, mener Peter Goetz.

”Hvis man bliver udsat for et sådant ydre pres, kan det være lederen, man skal have fat i for at få flere muskler at stå imod med. Men man har selv ansvaret for at stoppe op og bede om hjælpen”, understreger han.

”En god leder vil gerne beskytte dig. Men selv den bedste leder kan ikke gøre det uden at være klar over, hvor det brænder på. Så selvom om det kan være svært at gå til sin ledelse i den slags situationer, er det afgørende, at man får det gjort.”

Tid, rum og tillid

For at blive bedre til at sætte grænser er det godt at være nysgerrig på sine egne motiver, når det er svært – og man skal have mulighed for en fordomsfri dialog f.eks. med sine kolleger om det, mener Peter Goetz.

”Der skal være tid og rum til at tale om det på arbejdspladsen, hvis nogen har svært ved at sætte grænser for hjælpearbejdet. Og der skal være tillid til, at man ikke bliver hængt ud af sine kolleger og kommer til at føle sig som mindre god, bare fordi man giver udtryk for, at noget er svært”.

Bogen ”Den gode, den onde og den virkelig velmenende hjælper  - om at sætte grænser i professionelt hjælpearbejde” er skrevet af psykolog Peter Michael Goetz og udgivet af forlaget Samfundslitteratur.