• Læs op
• Udskriv

Det har været et underligt forår.

Når du læser disse linjer har vi måske taget hul på en lige så underlig sommer, men mens jeg skriver dette, er vi kun i midten af maj.

Jeg har derfor 1. maj i frisk erindring, og den var ikke bare underlig, men også lidt trist.

I fagforeningen er 1. maj normalt en festdag, hvor vi fylder teltet i gården med flere hundrede glade medlemmer. Men i år var gården gabende tom, og vi måtte nøjes med at sende jer en videohilsen i stedet for at være sammen, feste sammen og ikke mindst kunne tale sammen om de resultater, vi har opnået, og dem vi stadig kæmper sammen for.

Hvornår vi for alvor kan slå dørene op og byde hverdagen indenfor, ved vi ikke. Under alle omstændigheder bliver det for mit eget vedkommende kun for en kort bemærkning, for jeg har nået pensionsalderen, og så siger FOAs love, at man som valgt skal ophøre med sit hverv. Dette sker med udgangen af august.

Jeg er sikker på, at jeg kommer til at gå ud ad døren med en tåre i øjenkrogen, men det bliver også med en enorm stolthed. En stolthed over at have repræsenteret faggrupper, der har vist så meget handlekraft, viljestyrke og evne til omstilling, når det gjaldt.

Det skal vi i FOA forstå at udnytte i kampen for bedre løn- og arbejdsforhold. Står det til FOA, får arbejdsgiverne ikke lov at glemme, at I ydede en helt fænomenal indsats under vanskelige og til tider kaotiske omstændigheder.

Og når du søger dit næste job, skal du også bruge det selv.

Fortæl, hvordan du var klar, da du med et øjebliks varsel blev flyttet til en ny arbejdsfunktion på en anden hospitalsafdeling. Hvordan du uden at kny iførte dig fyrværkeribrillerne i en ny smittefarlig hverdag. Og hvordan du formåede at yde ekstra omsorg til ulykkelige borgere, der ikke måtte se deres familier, samtidig med, at du skulle forholde dig til frygten for selv at smitte andre eller tage smitte med hjem.

På min opslagstavle på kontoret hænger dette citat fra forfatteren Carl Scharnberg: ”Hvorfor er de, der arbejder med livsvigtige områder, altid lavtlønnede”?

Den virkelighed, tror jeg, er blevet tydeligere for mange under coronakrisen. Hvis vi formår at fastholde den fornyede respekt for vores fag og faggrupper og ikke mindst for os selv, vil der også kunne være kommet noget godt ud af alt det her.

Foråret 2020 vil for altid være fordømt, men ikke forsømt.

Pas godt på jer selv og hinanden.

• Læs mere om formandsvalg