• Læs op
• Udskriv

”Det er Lars, vi vil have”.

Sådan lød beskeden fra kirurgerne, da operationstekniker Lars Enok Angel Alarcón Agerbo lagde billet ind på funktionen som sektionsansvarlig i Rigshospitalets Læbe-Ganespalte Center, der er en del af Klinik for plastikkirurgi og brandsårsbehanling.

Funktionen var blevet ledig efter en operationssygeplejerske, og beskeden fra afdelingssygeplejersken var i første omgang, at den igen skulle besættes med en sygeplejerske.

Men det var kirurgerne ikke enige i. De ville have Lars Agerbo og slog i bordet over for den ledende overlæge.

”At jeg gik efter den funktion fik der til at ske noget nyt i det kæmpe hierarki, som Rigshospitalet er”, siger Lars Agerbo med den selvsikkerhed, der er nødvendig, når man skal bryde igennem en usynlig, men stærk barriere.

Opereres mange gange

De 120-140 børn med læbe-gane-spalte, der årligt fødes i Danmark, bliver alle opereret på Rigshospitalet.

Børnene er kun 2-3 måneder, når de får deres første operation. De følges, til de bliver 21 år og får i løbet af den tid 4-7 operationer, afhængigt af, hvor stor deres spalte er.

Kun to kirurger plus én under oplæring kan stå for operationerne, og de arbejder som regel i faste teams, der foruden kirurgen normalt består af en reservelæge plus to assisterende personaler som Lars Agerbo og operationssygeplejerskerne. Herudover deltager en anæstesisygeplejerske og indledningsvist også en anæstesilæge.

Som sektionsansvarlig koordinerer Lars Agerbo i samarbejde med afdelingssygeplejersken og kirurgerne blandt andet indkøb af medicoteknisk udstyr og nye instrumenter, oplæring af personale, sikring af optimerede operationsforløb samt forbedring af ergonomi og arbejdsforhold, så operationsstuen følger med udviklingen på området.

Lars Agerbo er ikke bare den eneste operationstekniker på Klinik for plastikkirurgi og brandsårsbehandling, men faktisk den eneste på hele Rigshospitalet, og det bliver han formentlig ved med at være. Han tilhører nemlig med egne ord ”en uddøende race”.

Den 2,5 år lange uddannelsen til operationstekniker eksisterer ikke længere. Den blev etableret som en erhvervsuddannelse i 2010, fordi der manglede sygeplejersker, men mødte fra begyndelsen en del modstand fra operationssygeplejerskerne, der frygtede at blive overflødige.

”Mange droppede derfor ud af uddannelsen eller forlod hurtigt faget, fordi de ikke fik mulighed for at udføre det, de var uddannet til, og flere valgte at videreuddanne sig til sygeplejersker”, fortæller Lars Agerbo.

”Jeg har selv tænkt på det samme, men det er blevet ved tanken, for her får jeg lov til fuldstændig det samme som en operationssygeplejerske. Eneste forskel er, at jeg ikke har vagter, fordi jeg ikke har autorisation og derfor ikke kan give medicin”.

Til gengæld har Lars Agerbo en række andre kompetencer.

Blandt andet har han en fortid som uddannet automekaniker, som er en god ballast, når man skal sætte sig ind i det komplicerede tekniske udstyr på en operationsstue og assistere ved en højt specialiseret operation.

”Alene det at holde et instrument og give det videre, så det ligger rigtigt i hånden, er en del af håndværket”, forklarer han og drager endnu en parallel til automekanikeren:

”At skille en bil ad i flere dele og samle den igen kan godt sammenlignes med en operation”.

Blandt dem, der nåede at uddanne sig til operationsteknikere, inden uddannelsen blev nedlagt, var flere håndværkere – heriblandt skræddere.

Sine egne kompetencer inden for syning har Lars Agerbo måttet finpudse ved at øve sig på en flæskesteg derhjemme, men han er nu i stand til at tage over, hvis kirurgen ikke selv ønsker at slå de sidste knuder.

I det hele taget viger Lars Agerbo ikke tilbage for at udvikle sine kompetencer og tage ansvar, og han afviser derfor heller ikke, at han med tiden kommer til at udfordre hierarkiet på Rigshospitalet endnu en gang. For eksempel hvis der bliver oprettet en funktion som medicoteknisk specialist på tværs af hele HovedOrtoCentret, der samlet varetager 35.000 operationer om året.

Men det er kun en løs tanke, tilføjer han.

”Det vigtigste for mig er, at jeg bliver vurderet på min faglighed og ikke bare på min uddannelse og titel. Og det gør jeg her”.

Hvis du synes, du har set Lars Agerbo før, er det fordi, han var med i Fagbladet FOAs juni-udgave. Artiklen dér havde fokus på Lars' arbejdsopgaver, og FOA SOSUs redaktion har vurderet, at hans rolle som mønsterbryder i det traditionelle sygehus-hierarki er så vigtig, at den skal der også fortælles om.