"Hun bliver svær at leve op til"
Tina Larsen er vild med sin tillidsrepræsentant. Og med, at der altid er en, hun kan gå til, hvis der skulle opstå spørgsmål eller problemer.
Af: Anne Guldager
”Hun er fantastisk”.
Social- og sundhedshjælper Tina Larsen finder de store ord frem, da hun skal beskrive sin tillidsrepræsentant.
Tina Larsen er ansat på Henriksdal Plejecenter i Taastrup, og det samme er hendes tillidsrepræsentant Brith Dorph Josephsen.
”Det er virkelig dejligt, at man kan gå til sin lokale tillidsrepræsentant i stedet for at skulle ringe til et eller andet fjernt kontor”, mener Tina Larsen.
Undersøger helt i bund
Selv har Tina Larsen ikke haft brug for sin tillidsrepræsentant i forbindelse med større ting, men i tidens løb er det blevet til mange små.
”Det kan være spørgsmål om arbejdstidsregler, tillæg osv., hvor man kan komme i tvivl, om man har fået det, man har krav på. Brith har altid tid, og skulle der være noget hun ikke ved, så undersøger hun det helt i bund”.
”For eksempel i forbindelse med corona-epidemien, hvor hun hele tiden har holdt sig opdateret, så hun kunne svare på spørgsmål om retningslinjer, om test var arbejdstid eller fritid og så videre”, fortæller Tina Larsen.
Bliver svær at leve op til
Selvom der endnu er et godt stykke tid til, at 60-årige Brith Dorph Josephsen siger farvel og tak, har hun og Tina Larsen talt om muligheden for, at Tina Larsen til den tid stiller op på posten. Men det bliver nogle svære sko at fylde ud, erkender Tina Larsen.
”Brith er en meget handlekraftig tillidsrepræsentant, der følger tingene helt til dørs, og som står fast over for ledelsen. Indimellem har jeg tænkt ”turde hun virkelig sige dét?”. Hun bliver svær at leve op til, så det er nok det eneste, der kunne få mig til ikke at stille op”.
”Men hvis jeg gør det alligevel, er det fordi, jeg ligesom Brith gerne vil gøre en forskel for mine kolleger, og fordi jeg synes, at den indsigt, der følger med tillidshvervet, vil være spændende”, siger Tina Larsen.
Når Tina Larsen aldrig har overvejet at melde sig ind i en af de ”gule fagforeninger”, hænger det i høj grad sammen med den værdi, der ligger i at have en lokal tillidsrepræsentant på arbejdspladsen, fortæller hun.
”For mig er det helt afgørende at stå i den fagforening, der forhandler vores overenskomst, kender vores fag og ved, hvad vi laver”.
Læs om Anita Hansen og Lise-Lotte Andersen, der også er lykkelige for at være bakket op af en lokal tillidsrepræsentant