Camilla Pedersen fortæller, hvorfor hun stiller op til posten som faglig sekretær i FOA SOSU.

Camilla Pedersen

Camilla Pedersen, 29 år, er kandidat til posten som faglig sekretær i FOA SOSU

Jeg er

  • 29 år
  • Tillidsrepræsentant på Demenscenter Bakkegården
  • Medlem af vores bestyrelse
  • Tidligere byrådsmedlem i Gladsaxe for Socialdemokratiet
  • Tidligere medlem af FOAs hovedbestyrelse for FOA Ungdom

 

Jeg stiller op som faglig sekretær, fordi vi fortjener mere anerkendelse

Jeg brænder for vores medlemmers hverdag. Jeg har lyst til at bruge al min tid og al min energi på netop det. Derfor stiller jeg op som faglig sekretær.

Vi er dem, der møder befolkningen, når de har allermest brug for hjælp, støtte og omsorg. Det er os, de møder på hospitalet, i ældreplejen og i psykiatrien. Vi er kernen i velfærdssamfundet. Der har været for mange negative historier om dårlig pleje, specielt indenfor ældreområdet. Men det er ikke den historie jeg ser i min hverdag. Jeg ser kollegaer, der med en solid faglighed gør, hvad de kan for at skabe meningsfulde liv for borgerne. Kollegaer der kæmper for at få ressourcerne til at række til alt det, vi gerne vil.  

Den historie skal vi fortælle.

  • Vi skal sætte flere dagsordner og tale hinanden op i offentligheden.
  • Vi skal søge mere politisk indflydelse. Det er folketinget, regionen, og kommunerne, der beslutter vores vilkår. Vi skal sikre, at de kender konsekvenserne af det, de beslutter.
  • Vi skal lære mere af hinanden på tværs. Når nogen lykkes med en god lokalaftale, skal den spredes. Når nogen lykkes med nye måder at imødekomme og organisere vores kollegaer på, skal de ud og leve flere steder.

Derfor skal du stemme på mig:

I de seneste 15 år har jeg været politisk aktiv. I den tid har jeg blandt andet siddet i byrådet i Gladsaxe for Socialdemokratiet, været næstformand i en vælgerforening. Været aktiv i FOA ungdom, som jeg også repræsenterede i FOAs hovedbestyrelse.

I mine år i politik har jeg lært en masse om politikudvikling, påvirkning af politiske processer, hvordan man spiller en gruppe bedre. Hvordan man samarbejder på tværs af områder, der ikke nødvendigvis kan sammenlignes på alle parametre.

Men allervigtigst så banker mit hjerte for den helt klare grundsten, som jeg mener, at fagforeningen spiller i det danske samfund.

I dag er jeg tillidsrepræsentant og blander mig i debatten om vores fag og vilkår, hvor end jeg får muligheden, på TV, i aviser og på de sociale medier, og så er jeg medlem af vores bestyrelse i afdelingen, hvor jeg bidrager aktivt med mine ideer og mine meninger. Men jeg har lyst til at være med helt inde i maskinrummet. Ikke kun i de overordnede diskussioner, men også i arbejdet med at få diskussionerne til at leve i hverdagen.

Jeg mener selv, jeg har en god portion erfaring, en god energi, et solidt engagement, og så er jeg villig til at lære alt det, som jeg endnu ikke kan. Jeg håber på din støtte. Det vil gøre mig stolt, taknemmelig og fyldt af kampånd for vores medlemmer at blive valgt som faglig sekretær.

 

Lagt på den 30.10.2020