Coronaindsats bør koste
En indsats ud over det sædvanlige skal belønnes, men medlemmernes sikkerhed er ikke til salg, understreger formand Tina Græsted.
Af: Anne Guldager
”Der er ingen tvivl om, at mange medlemmer udfører en ekstraordinær stor indsats under corona-pandemien, og det bør de naturligvis honoreres for”, mener formand for FOA SOSU, Tina Græsted.
Hun forstår derfor godt de medlemmer, der undrer sig over, at der ikke automatisk følger et tillæg med, når man arbejder med smittede borgere eller patienter.
”Men det ville være en glidebane, hvis vi satte vores sikkerhed til salg”, mener hun.
”FOA har kæmpet for, at risikogrupperne kan få fuld løn, selvom de har måttet blive hjemme eller er blevet flyttet til andre opgaver, og vi har kæmpet for værnemidler, teststrategi og anerkendelse af smitte som arbejdsskade. Arbejdsgiverne må aldrig kunne købe sig fra ansvaret for vores sikkerhed".
Tillæg for beredskab
"Men når det er sagt, bør de heller ikke kunne rende fra regningen, når deres medarbejdere knokler en vis legemsdel ud af bukserne”, siger Tina Græsted.
Det har været fremme i medierne, at der visse steder er forhandlet risikotillæg for særlige grupper, men det er misvisende, understreger formanden.
”De aftaler, vi har set, drejer sig om tillæg for at være i beredskab og blive kaldt på arbejde uden de sædvanlige varsler. Eller om tillæg for særlige opgaver som undervisning og supervision i forbindelse med corona. Der er ikke tale om risikotillæg”.
Bolden ligger hos arbejdsgiverne
Når man ser coronaindsatsen i et større perspektiv i stedet for at se isoleret på, hvem der har udsat sig særligt for smitte, er der mange, der har ydet - og stadig yder - en ekstraordinær indsats, mener Tina Græsted.
”Hvis man eksempelvis flytter personale til særlige Covid-afsnit, må dem, der bliver tilbage på de almindelige afdelinger løbe hurtigere, udvise mere fleksibilitet og påtage sig nye opgaver. Det bør også koste”.
Men bolden ligger hos arbejdsgiverne, understreger hun.
"Det er desværre ikke os, der bestemmer, hvad medlemmerne skal have i løn, og hvis arbejdsgiverne vil forhandle tillæg for vores medlemmer, skal de endelig ringe. Vi skal nok sidde klar ved telefonerne, og mens vi venter, gør vi os klar til de kommende lokallønsforhandlinger. Indsatsen under corona er oplagt at få i spil i forbindelse med lokale lønforhandlinger, fordi det er så forskelligt, hvad man har stået i”.