Tillidsrepræsentant Bente Bech Jørgensen og arbejdsmiljørepræsentant Anja Thorsager var begge blandt de ufatteligt mange smittede på Plejehjemmet Irlandsvej i Tårnby.
En fantastisk indsats i nogle vanvittige uger
Et rekordstort smitteudbrud fik næsten lagt et plejehjem i Tårnby ned. Tillidsrepræsentanten og arbejdsmiljørepræsentanten gør status efter nogle vanvittige uger, hvor også de selv var smittede.
Af: Anne Guldager
”Jeg troede, smerterne i min krop stammede fra, at jeg havde båret rundt på mine tvillingebørnebørn”.
Med i alt fem børnebørn og et fysisk krævende arbejde er sygehjælper Bente Bech Jørgensen vant til lidt af hvert, men smerterne var alligevel anderledes denne gang, og mistanken kom snigende.
Og ganske rigtigt. Bente Bech Jørgensen var en af de 36 medarbejdere, der sammen med 46 beboere alle blev testet positiv med Covid19 på plejehjemmet Irlandsvej i Tårnby den 25. november. Inden udbruddet var ovre, var over 100 blevet smittet, og ”Irlandsvej” blevet danmarksberømt.
Fulgte med på afstand
Også social- og sundhedsassistent Anja Thorsager var iblandt de smittede.
Hun og Bente Bech Jørgensen måtte derfor i de mest hektiske dage følge med på afstand.
En afstand, der føles endnu længere, når man som Anja og Bente er henholdsvis arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentant og derfor vant til at være der for kollegerne i dagligdagen i mere end én forstand.
”Det kom fuldstændig bag på mig, at jeg var smittet”, fortæller Anja Thorsager. ”Vi var jo blevet testet løbende, og jeg havde været negativ hver gang.
Der gik et par dage, fra hun måtte gå i isolation, og til hun fik symptomer. Hun nåede derfor at blive ramt af en dyb frustration over at sidde med hænderne i skødet uden at kunne hjælpe de tilbageværende kolleger, som hun vidste lå vandret. Til gengæld fik hun et lidt mildere forløb end Bente Bech Jørgensen og kom derfor hurtigere retur.
Læste mails fra sygesengen
Fra sygesengen kunne Bente Bech Jørgensen som tillidsrepræsentant ikke undgå at mærke, at ”der var gang i den”, som hun siger.
”Jeg var jo ikke så syg, at jeg ikke kunne læse mails, og jeg kunne sagtens fornemme stemningen,”, fortæller hun.
”Når sådanne ting sker, synes man jo, at der skulle have ligget en færdig plan parat, men der var ingen der havde forestillet sig det her omfang. Der kan ikke undgå at opstå en form for kaos, når man lægger en arbejdsplads ned på én gang”.
”Vi skulle ned på nødberedskab, før der måtte komme vikarer, så vi var helt skeløjede af travlhed. Når man ramler ind i noget, der er så kritisk, er det svært at få det til at hænge sammen med ufaglærte”, tilføjer Anja Thorsager.
At plejehjemmet desuden igennem længere tid havde manglet flere på lederposterne, blandt andet afdelingslederne på de hårdest ramte afdelinger, gjorde det ikke lettere.
”Jeg måtte på et tidspunkt have fat i min øverste leder for at høre, hvor lang tid, hun egentlig troede, det tog at udføre morgenpleje på en isolationsstue. Vores virkelighed var langt fra hinanden, og ud over morgenplejen skal beboeren jo også have hjælp flere gange i løbet af dagen”, siger Anja Thorsager.
”Jeg havde en aftenvagt, hvor jeg skulle have udstyret af og på 28 gange”, tilføjer Bente Bech Jørgensen.
Logistikken kom på plads
Selvom kaos herskede særligt de første dage, har både Anja Thorsager og Bente Bech Jørgensen respekt for den logistik, der trods alt kom på plads forholdsvis hurtigt. Hvor plejehjemmet blev delt op i zoner, der ikke måtte overskrides, og hvor der kom meget tydelige instrukser for, hvem der måtte gøre hvad.
Zoneopdelingen betød, at alle måtte acceptere ikke at kunne udføre flere af deres sædvanlige opgaver, da man i perioden ikke måtte overskride sin egen zone. Eksempelvis blev Bente Bech Jørgensen irettesat, da hun overskred en zone for at tale med den konstituerede plejehjemsleder.
”Det er svært som tillidsrepræsentant ikke at kunne gå ind til ledelsen, som jeg plejer, og jeg er også nødt til at kunne bevæge mig rundt for at tale med mine kolleger fra de andre afdelinger. Jeg skal nok pænt gå igennem kælderen og klæde mig af og på, men når man er tillidsrepræsentant, kan man ikke nøjes med at tale i telefon med kolleger i krise. Der skal gives plads til frustrationerne – de skal ikke pakkes væk”.
Stærkere sammenhold
Selvom frustrationerne har været til at tage og føle på, og stadig er det, da Anja Thorsager og Bente Bech Jørgensen lader sig interviewe, er der også kommet noget godt ud af fortrædelighederne, mener de.
”Jeg har hørt folk sige, at det her har styrket sammenholdet. Blandt andet var der en elev, der sagde, at selvom det har været ganske forfærdeligt, er vi blevet meget mere opmærksomme på hinanden og bedre til at hjælpe hinanden. Vi er ikke længere bare kolleger, men gode kolleger”, siger Bente Bech Jørgensen.
”Vi har savnet det gode kollegaskab, så det må vi ikke sætte over styr igen. Det kan vi kun holde ved lige, hvis vi italesætter vores erfaringer. Anja og jeg skal skabe rum til, at kollegerne kan komme af med det, der har frustreret dem, så vi kan komme videre sammen”.
”Vi var jo i samme båd og stod i samme suppedas, så vi er nødt til at lægge det bag os”, siger Anja Thorsager.
Ros er ikke nok
At lægge frustrationerne bag sig er dog ikke ensbetydende med, at november og december 2020 bør indskrives i den kommunale glemmebog, understreger de begge.
Tværtimod.
”Vores konstituerede plejehjemsleder har været god til at rose, og det har betydet meget. Oftest har det dog været via mail, som det af gode grunde ikke har været nemt at følge med i for alle. Vi har også fået dejlig juleslik og frugt og ikke mindst en ekstra fin julegave”, fortæller Bente Bech Jørgensen.
”Men vores leder har ikke mulighed for at honorere indsatsen ud over den almindelige løn, hvilket mange har givet udtryk for ville have været bedre. Det skal komme fra arbejdsgiveren, Tårnby Kommune. Det håber vi, de kigger på. Borgmesteren har rost os og sagt, at det vi har gjort, har været helt fantastisk. Eller ”allerhelvedes godt”, som forvaltningschefen udtrykte det. Jeg synes, at den ros er rigtig dejlig, men man må gerne kunne se det på lønsedlen”.
Også Anja Thorsager har noteret sig at, personalet er blevet rost, men også hun så gerne, at anerkendelsen blev fulgt op af mere i løn
”For mig virker de fine ord lidt som varm luft – vi går jo bare ud og arbejder videre”.