• Læs op
• Udskriv

I 20 år har social- og sundhedsassistent Anette Praëms job været forebyggende hjemmebesøg i Københavns Kommunes hjemmepleje på Bispebjerg/Nørrebro.

Men i januar måned landede endnu en arbejdsopgave på hendes bord.

De forebyggende hjemmebesøg var sat delvis på stand by, og Annette Praëm og hendes to kolleger blev bedt om at deltage i arbejdet med koordinering af vaccinationen af de borgere, der havde brug for hjælp.

”Det er et kæmpe puslespil”, fortæller hun.

”Vi ved ikke, hvornår vaccinerne bliver leveret, så vi skal rykke med det samme, når de er der”.

Annette Praëm og hendes kolleger kan få besked en tidlig morgen klokken 7 om, at der er borgere, der skal køres til vaccinecentret samme eftermiddag. Og kommer beskeden fredag eftermiddag om, at der er borgere, der skal vaccineres søndag, er der dømt arbejde lørdag.

”Vi bestiller kørsel, får fat i frivillige ledsagere og informerer hjemmeplejen. Og vi skal selvfølgelig også have fat i borgerne, så de kan få besked”.

Tilbage på ventelisten

Ikke mindst det sidste kan tage tid, fortæller Annette Praëm:

”I mobilens tidsalder har man jo ikke altid papir og blyant ved siden af telefonen. Borgerne skal have oplyst, hvornår de skal vaccineres, hvornår de bliver hentet, og hvornår de bliver kørt hjem. Så vi er nødt til at vente på, at de har fundet noget at skrive med, inden vi kan afslutte samtalen”.

Det hele skal dokumenteres, så før planlægningen af en vaccination er på plads, kan der let være gået et kvarter.

Og bliver en borger syg og må aflyse, skal bestillingerne annulleres og processen starte forfra, når borgeren er rask.

”Jeg havde en borger, der ville have en anden tid, fordi han skulle til fødselsdag. Men den går ikke. Hvis man ikke vil have den tid, man har fået tildelt, kommer man tilbage på ventelisten, medmindre man er syg”.

Glade borgere

Det til tider hektiske arbejdsmiljø på hjemmekontoret opvejes af de mange positive tilkendegivelser fra borgerne, fortæller Annette Praëm.

”De fleste bliver jo simpelthen så glade og takker mange gange, når vi ringer og siger, at nu skal de vaccineres. Det er en gave at blive anerkendt på den måde”.

”Det er meget få, der er utrygge, og som siger nej. Dem taler vi selvfølgelig med, så de er klar over, hvilke konsekvenser det kan have. Men de får også at vide, at skulle de ombestemme sig, kommer de selvfølgelig på listen igen”.

Da interviewet finder sted, er Annette Praëm og hendes kolleger kommet igennem bunken med den gruppe, der kan køres ud til vaccinationsstedet. Den næste bunke er dem, der skal vaccineres hjemme. Her skal der ikke bestilles kørsel og ledsagere, men koordinatorerne skal lave kørelister til lægerne og sørge for, at hjemmeplejen er til stede, hvis borgeren ikke selv er i stand til at lukke op.

Derefter gælder det gruppen af 80-84 årige, der ikke modtager hjælp fra hjemmeplejen i det daglige, men som visiteres til hjælp fra koordinatorerne, fordi de ikke selv kan finde ud af at bestille tid og komme frem til vaccinationsstedet.

Hvornår Annette Praëm i fuldt omfang kan vende tilbage til sit gamle job, ved hun ikke.

Hun tager hver dag som den kommer og glæder sig imens over anerkendelsen fra borgerne. ”Og så er det en fornøjelse at opleve det fantastiske samarbejde på tværs i forvaltningen - mellem os, visitationen, ledelsen og kollegerne i hjemmeplejen”, tilføjer hun.