Lønkampen fortsætter ved andre borde

Mens jeg skriver disse linjer, er afstemningen om nye overenskomster på det offentlige område netop gået i gang. Og inden, I modtager bladet i jeres postkasser, er den slut.

Jeg ved derfor i skrivende stund ikke, om kampen om nye overenskomster er forbi for denne gang. Men jeg ved, at lønkampen ikke er – den slutter aldrig.

Kampen for bedre løn- og arbejdsvilkår foregår nemlig ikke kun ved forhandlingsbordene i Danske Regioner, Kommunernes Landsforening og Finansministeriet.

Den foregår helt ude på arbejdspladserne, hvor der hvert år forhandles med ledelsen om lokale lønmidler.

Der skal ikke lægges mindre arm ved de lokale forhandlingsborde, end der skal, når der forhandles overenskomster. Men heldigvis har vi nogle tillidsrepræsentanter med muskuløse overarme. Og tandsættet fejler heller ikke noget, så de bider sig fast i bordet og accepterer ikke uden videre et nej.

Indsatsen under corona er et oplagt argument for en større andel af de lokale midler til vores faggrupper, men indsatsen i hverdagen burde være argument nok.

Et forhandlingsbord, der heller ikke er til at komme udenom, når vi snakker løn, er det bord, du selv sidder ved til ansættelsessamtalen, når du skifter job.

Alt for mange glemmer at tale løn ved jobsamtalen. Det er utrolig ærgerligt.

Herfra skal lyde en opfordring til at bruge den voldsomme mangel på faglært personale til at bede om ekstra i lønningsposen eller forbedrede vilkår i forbindelse med jobskifte.

Kommunerne ved godt, at der ikke står en lang kø af ansøgere bag dig, så de er ekstra lydhøre.

Din markedsværdi er høj i disse år, og din arbejdskraft er værdsat.

Husk også at sætte pris på dig selv.