Sprogskam
I et projekt har SOSU-uddannelsen på SOSU H gjort en ekstra indsats for at få fagsproget til at blomstre hos elever med dansk som andetsprog.
Af: Anne Guldager
Det kan være svært nok for danske elever at tilegne sig et fagsprog på SOSU-uddannelsen. Og er man vokset op med et andet modersmål, er det endnu sværere. Særligt hvis man skammer sig over at spørge, hvis der er noget, man ikke forstår.
Social- og sundhedsuddannelsen på SOSU H i Skelbækgade på Vesterbro har i et samarbejde med Københavns Kommune gennemført et projekt, der skal løfte fagsproget og gøre overgangen til praktikken lettere for elever med dansk som andetsprog.
”Eleverne oplever ofte det, vi kalder sprogskam. Det går ud over deres stolthed, hvis de indrømmer, at der er noget, de ikke forstår. Og de er bange for at det påvirker deres karakterer og uddannelsesforløb”, fortæller projektleder Anita Arslan.
Kulturel barriere
Skolen ansatte i projektperioden fem undervisningsassistenter med kompetencer i dansk som andetsprog. Undervisningsassistenterne var til stede sammen med den almindelige underviser og hjalp eleverne med at forstå opgaverne, reflektere over dem og sætte egne ord på.
”Hvis man træner for eksempel en forflytning eller stomipleje får man mere ud af undervisningen, hvis man forklarer med egne ord, hvad man gør, samtidig med, at man viser det. Det udvikler ens fagsprog, at man kan reflektere og lære af sine fejl. Eleverne kommer med en masse kompetencer, men de skal vænne sig til, at man også kan lære ved at begå fejl og søge støtte til det der er svært", siger Anita Arslan.
Overgangen mellem skole og praktik
Projektet er todelt, og anden del handler om overgangen mellem skole og praktik.
Her har 40 udvalgte elever haft tilknyttet en mentor i to timer om ugen i første skoleperiode af hovedforløbet og i begyndelsen af deres første praktikperiode.
”Mange oplever det som et kulturchok at gå fra skole til praktik, og det kan være særligt svært for elever med dansk som andet sprog. Mentorerne giver en tryghed, fordi der er opbygget en relation allerede på skolen. Relationen gør det lettere at tale om dét, der er svært, og indrømme, når der er noget, man ikke forstår”, forklarer Anita Arslan.
Gode erfaringer
”Erfaringerne fra projektet er, at jo mere eleverne får lov at tale dansk i trygge rammer, jo mere udvikler de sig fagligt. Det er det, vi hører fra underviserne, og vi kan også aflæse det på elevernes karakterer fra danskundervisningen”, lyder det fra Anita Arslan.
Hun lægger vægt på, at både undervisningsassistenter og mentorer havde erfaring med undervisning af dansk som andetsprog. Disse kompetencer har praktikvejlederne måske ikke.
Anita Arslan håber, at der vil blive udviklet et kursus til vejlederne, men i mellemtiden er der små ting, man kan skrue på både som vejleder og kollega, mener hun.
”Det er ikke raketvidenskab. Først og fremmest handler det om at arbejde på relationen, så eleven er tryg. Man skal tale med eleverne om, at det er ok at have svært ved at tale dansk. Det er vigtigt, at eleverne tør sige, hvis der er noget, de ikke forstår. Men det er lige så vigtigt, at de accepterer, at vejlederen stiller spørgsmål til, om de har forstået det”.
”Bed eleven sætte egne ord på en instruktion, så de ikke bare gentager noget, de i virkeligheden ikke har forstået. Det giver samtaletræning og sikrer, at der ikke er information, der er glippet”.
En svær overgang
Anita Arslan hører indimellem historier fra tosprogede elever, der oplever, at kolleger taler hårdt til dem og betvivler deres faglighed.
”Man kan jo sagtens være fagligt dygtig, selvom man har svært ved at sætte ord på det. Men hvis man oplever at blive grinet ad, når man siger noget, så er det, at sprogskammen kommer”, mener hun.
”Eleverne er virkelig sårbare i overgangen mellem skole og praktik: Jeg tror ikke, at der er nogen af os, der kan sætte os ind i, hvor svært det er”.
Fakta om projektet
Projektet på SOSU H er gennemført i samarbejde med Københavns Kommune i sidste kvartal 2020. En fortsat brug af undervisningsassistenterne er sat på stand by, men ordningen videreføres i en anden form, når undervisningen igen kan foregå fysisk på skolen. Det er op til de kommuner, hvor eleverne er ansat, om der skal etableres mentorordninger, der kan lette overgangen mellem skole og første praktikforløb.