• Læs op
• Udskriv

Hvad gør man, når det, man gør, aldrig er godt nok?
Det spørgsmål har fire medarbejdere på et plejecenter i Høje Taastrup stillet sig selv utallige gange. Uden at finde et svar.

Igennem en periode på flere år har en pårørende igen og igen klaget over behandlingen af en beboer på plejecenteret.

Der er blevet klaget til medarbejderne selv. Til deres nærmeste leder. Til ældrechefen og sågar til borgmesteren.

I efteråret 2020 blev borgeren flyttet til et andet plejecenter, men et halvt år efter dukkede endnu en klage op.

Da medlemsbladet en juni-dag mødes med Mette, Anni og Tina, der er tre af de fire medarbejdere, skinner solen, og humøret er højt. Men det er tydeligt, som samtalen skrider frem, at oplevelsen langt fra er gået i glemmebogen, og at særligt følelsen af afmagt står tilbage.

Ingenting var for småt til at udløse et møgfald, fortæller de. En plet på skjorten eller et glas saft, der ikke var blevet båret ud, var nok.

”Vi har stor forståelse for, at når man afleverer for eksempel sin far eller ægtefælle på et plejecenter, kan man komme i krise. Den pårørende føler måske, at her kommer nogle tøser, der tror de ved bedre. Det kan vi sagtens rumme, og selvfølgeliglig er det de pårørende, der kender beboeren bedst”, understreger Anni.

”I de første tre måneder var vi verdens bedste, men derefter gjorde vi ALT forkert. Vi fik skældud for at tage borgeren for sent op, for tidligt op, give ham for lidt mad, for meget mad”, fortæller hun.

Ikke kun plejen var det galt med, men også for eksempel sengen, madrassen, kørestolen og bleerne.

Alle sejl blev sat til for at stoppe klagerne. Både seng, madras og bleer og så videre blev skiftet ud. Og undervejs blev der inddraget en lang række eksperter og eksterne konsulenter – praktiserende læge, geriatrisk team, diætist, demenskonsulent, ergoterapeut, blekonsulent og så videre. Men lige meget hjalp det.

I den sidste del af forløbet stillede både en person fra plejen, plejecentrets leder og en afdelingssygeplejerske op til over en times samtale med den pårørende hver eneste uge. Kun ét middel blev ikke taget i brug: At sige fra.

Det er Brith Dorph Josephsen, fællestillidsrepræsentant i Høje-Taastrup, der har taget initiativ og lægger have til interviewet. Og det er hende, der stiller et af eftermiddagens centrale spørgsmål:
”Hvornår kan man sige, at nok er nok”, spørger hun – og kommer selv med svaret:
”Det kan man ikke”.

”Vi havde ikke taletid, men var nødt til bare at tage imod. Den pårørende brugte både sociale medier og den lokale avis til at klage over det faglige niveau på plejecenteret”, siger Anni.

”Som medarbejder må du jo ikke sige noget, så vi havde ikke samme mulighed for at gå i medierne og forsvare os selv og vores arbejdsplads. Vi kunne ikke svare igen”.

De tre medarbejdere understreger, at de hele tiden har mærket opbakning fra ledelsen, der aldrig har sået tvivl om deres faglighed. Men heller ikke ledelsen har haft nogen handlemuligheder andre end at tilbyde de fire en samtale med en psykolog.

”De forsøgte at beskytte os, så godt de kunne, og vi fik at vide, at de godt kunne forstå vores frustrationer, men jeg tænker, at det vel var det samme svar, de gav til den pårørende”, gætter Anni.

Da det var værst, var det umuligt at ryste oplevelserne af sig, selvom arbejdsdagen sluttede,

”Vi spekulerede over, om vi ville havne på forsiden af aviserne eller blive hængt ud med navn på sociale medier. Vi følte, at det var så dybt uretfærdigt, at vi skulle udsættes for det her, og gik hjem fra arbejde med ondt i maven”, siger Mette.  

Alle tre fortæller de om søvnproblemer, træthed, tristhed og stress. Indimellem overvejede de at melde sig syge, men det blev ved tanken.

”Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men det har nok været noget med, at man vidste, at hvis man ikke gik på arbejde, ville det bare gå ud over en anden”, siger Anni.

Mette kan huske, at hun på et tidspunkt fik sagt til sin fællestillidsrepræsentant, at nu havde hun fået nok og ville skifte fag, men uden at gøre alvor af det.

Kun Tina var en enkelt gang på nippet til at bryde sammen.

”Jeg kunne mærke, at jeg var ved at knække, så jeg sagde til familien, at nu måtte der en leder på”, fortæller hun.

Tina brød sammen over for sin leder, men heller ikke hun meldte sig syg. I stedet for gik de fire kolleger ud og drak en øl efter fyraften og fik det talt igennem.  

Inden interviewet er forbi, bliver de tre kolleger bedt om at komme med et råd til andre, der måtte komme ud for det samme.

Pludselig kan man høre bierne summe i haven, for der bliver meget stille, indtil Anni bryder tavsheden.

”Hold sammen og vær tro mod de fælles aftaler i stedet for at please den pårørende og opfylde urimelige krav for at få fred”, siger hun og fortsætter:

”Jeg ved ikke, hvad der gør, at det ikke lykkedes for den pårørende at splitte os som gruppe – måske var det fordi, vi kan lide hinanden”.

Ingen af de tre kan forestille sig, at de igen kan komme ud for noget svarende til det, den pårørende har udsat dem for. Men der er en klar tendens til, at pårørende i stigende grad kommer med urealistiske forventninger og krav, mener de.

Det er derfor nærliggende at spørge, om der er noget, de vil gøre anderledes, hvis der kommer en næste gang?

”Min barre for, hvad jeg vil finde mig i, er blevet løftet. Jeg går ALDRIG det her igennem en anden gang”, erklærer Anni, der dog efter at have tænkt sig lidt om må tilføje et ”måske”.

For hvad er egentlig alternativet, spørger hun og ser på de andre.

”Så skal det i hvert fald være sammen med jer”.

Af hensyn til deres arbejdsplads ønsker Mette, Tina og Anni ikke at stå frem med efternavn eller foto.

Læs også artiklen "Kan kommunen sige stop?"

Sag i Arbejdsretten

I Kolding Kommune kører en sag i Arbejdsretten. Sagen skal afgøre, om medarbejdere i hjemmeplejen kan nægte at komme i et hjem, hvor de udsættes for chikane fra en pårørende, blandt andet i form af videoovervågning. Ved redaktionens slutning var sagen endnu ikke afgjort.

I en undersøgelse svarer hver syvende af FOAs medlemmer i ældreplejen ja til, at de er blevet video- eller lydovervåget i forbindelse med deres arbejde. I tre ud af fire af tilfældene er det pårørende, der står bag overvågningen.