• Læs op
• Udskriv

Da Randi Steiness begyndte i sit job som social- og sundhedsassistent på Ældrecentret Gildhøjhjemmet i Brøndby Kommune var der en ting, der undrede hende. Der blev ikke holdt frokostpause. Eller andre pauser for den sags skyld.

”Frokosten blev enten indtaget som et pædagogisk måltid sammen med beboerne eller ved pc’en, mens man dokumenterede”, fortæller Randi Steiness, der tidligere havde arbejdet i hjemmeplejen, hvor frokostpauserne blev brugt til at lade op og få ny energi til opgaverne.

I 2018 blev Randi Steiness valgt som tillidsrepræsentant, og da hun som led i TR-grunduddannelsen fik til opgave at vælge et tema på arbejdspladsen, som hun gerne ville arbejde med, var de manglende pauser derfor oplagt.

Kollegerne ville ikke

Centerlederen var positiv, og det samme var afdelingslederne. Til sin overraskelse oplevede Randi Steiness, at modstanden kom fra kollegerne, der ikke mente, at der var plads til 29 minutter uden fart på.

Det lykkedes hende dog at få indført frokostpausen som et forsøg på to ud af de fire afdelinger på Gildhøjhjemmet, men forsøget faldt hurtigt til jorden.

”På min egen afdeling gik det ikke så godt. På den anden afdeling gik det fint – men kun i en måned. Kollegerne syntes, at det var et pres at skulle holde pause, og at de fik mere travlt. Jeg følte, at jeg skulle rende rundt og være bussemand for at få folk til at holde deres pause, så jeg lod den ligge”.

Dér lå den så i to år, men så kom corona.

”Da vi ikke længere måtte spise sammen med beboerne, var det oplagt at tage det med pauserne op igen”, fortæller Randi Steiness, der nu endelig er nået næsten i mål med det projekt, hun begyndte for to år siden.

Medarbejderne på tre ud af fire afdelinger holder frokostpause, og de er glade for det.

Hviler hovedet

En af dem, der var skeptisk i begyndelsen, er social- og sundhedsassistent Marijanne Granum.

”Da Randi kom og sagde, at nu havde de indført frokostpause på hendes afdeling og opfordrede os til at gøre det samme, tænkte jeg, at det da overhovedet ikke kunne lade sig gøre”, fortæller hun.

”Men så fortalte Randi, hvordan de havde organiseret det hos dem, og så sagde vi ”når de kan, så kan vi også”.

Marijanne Granum har været ansat på Gildhøjhjemmet i ni år, og har tidligere slet ikke tænkt på en frokostpause som en mulighed.

”Jeg havde ikke tænkt på, at det overhovedet var noget, vi måtte”, fortæller Marijanne Granum, der tydeligt kan mærke, at hendes hoved har godt af pausen.

”Man kan også lige nå at få styr på det, hvis der er noget, der skal ordnes på hjemmefronten. Så har man ikke det hængende over hovedet hele dagen og kan gå til opgaverne med ny energi”.

Når det indimellem glipper med frokostpausen – og det gør det – er kollegerne blevet bedre til at huske hinanden på at få en pause alligevel, fortæller Marijanne Granum.

”Så holder vi 10 minutter her og 10 minutter der. Det er ikke det samme, men det er bedre end ingenting”, mener hun.

Pauserne skal planlægges

Det er ikke nok at beslutte sig for at holde frokostpause, understreger Randi Steiness – pausen skal planlægges, hvis den skal blive en del af kulturen.

På Gildhøjhjemmet er der derfor i samarbejde med afdelingslederne lagt en fast plan for, hvornår frokostpauserne på de tre afdelinger finder sted.

Halvdelen af medarbejderne holder pause, mens den anden halvdel er sammen med beboerne. Og derefter bytter man.

”Nu har kollegerne set, at det godt kan lade sig gøre, så jeg tror det holder. Det tager lang tid at bryde en vane, som folk har haft gennem mange år. Men nu ved de, at det kan fungere, så nu tror jeg, at det hænger fast som en ny vane”, mener Randi Steiness.

”Selvfølgelig ville man altid kunne finde på noget at lave, hvis man ikke holdt pause. Men man arbejder bedre efter en pause – og vi skal huske, at vi jo faktisk har ret til den”.

• Giv pausekulturen et eftersyn