Udsigt fra en lygtepæl
FOA SOSUs fællestillidsrepræsentant i Høje-Taastrup Kommune, Brith Dorph Josephsen, gav den fuld gas i valgkampen som kandidat for Socialdemokratiet. Selvom indsatsen ikke udløste en plads i kommunalbestyrelsen, har valgkampen på ingen måde været forgæves, mener hun.
Af: Anne Guldager
Lørdag den 23. oktober oktober var en travl dag i Brith Dorph Josephsens familie.
Hendes to voksne drenge, svigerdøtre, en nevø og hans to børn klatrede op og ned af lygtepælene, og inden dagen var omme, hang Brith Dorph Josephsens billede på 55 valgplakater i kommunen.
For den 60-årige social- og sundhedshjælper og fællestillidsrepræsentant i Høje-Taastrup var det første gang, hun prøvede kræfter med en valgkamp.
Ideen om at stille op kom ikke fra hende selv, men fra Socialdemokratiet, der allerede forud for kommunalvalget i 2017 havde været ude efter hende.
”Dengang sagde jeg nej, fordi jeg var bange for, at al min tid ville gå med politik. Men da jeg så blev spurgt igen, var jeg i mellemtiden blevet alene”.
”Jeg tænkte, at skulle det være, skulle det være nu, inden jeg blev for gammel, og mens jeg stadig havde fingrene i bolledejen ude på arbejdspladserne”, fortæller hun.
Aviser, roser og morgenbrød
Da FOA SOSU taler med Brith Dorph Josephsen fire dage efter valget, sidder den opslidende valgkamp stadig i hende.
”Jeg har uddelt 1.800 aviser og flyers, og hver fredag eftermiddag har jeg stemt dørklokker og uddelt roser”.
”I den sidste uge før valget delte jeg morgenbrød ud fra kl. 6.30 til 8.00, og roser og flyers om eftermiddagen. Det betød, at jeg mødte senere på arbejde, end jeg plejer, og derfor måtte arbejde om aftenen. Hold op, hvor har jeg været træt! Dagen efter valget kunne jeg ingenting”.
Anstrengelserne resulterede i 168 personlige stemmer, eller som hun siger: ”162 flere end end dem, jeg kunne få fra familien – det er da meget godt”.
En lettelse
Anstrengelserne rakte dog ikke til en post i kommunalbestyrelsen, men det gør måske heller ikke så meget.
”Hvis jeg skal være helt ærlig, blev jeg lidt lettet. Jeg tror, det ville have gjort mit samarbejde med den øverste ledelse mere besværligt, hvis jeg var kommet ind”, gætter Brith Dorph Josephsen.
Til gengæld har det givet et personligt kendskab til flere politikere, som kan bruges i arbejdet som fællestillidsrepræsentant, mener hun.
”Nu ved de, hvem hende der Brith er. Det tror jeg bliver et gode for hele ældreplejen og social- og handcapområdet, Desuden forventer jeg at blive inviteret med til partiets formøder inden kommunalbestyrelsesmøderne, da jeg er valgt som 3. suppleant. På den måde kan jeg være med til at klæde dem på”.
Vigtigt møde
Kommunalvalg eller ej, er det i Høje Taastrup en tradition, at medlemmer af kommunalbestyrelsen, inklusive borgmester Michael Ziegler hvert år deltager i et velbesøgt møde med FOAs medlemmer.
”Jeg har hørt mange gange fra både Michael Ziegler og andre, at de er glade for mødet, og at det, vi fortæller dem gør indtryk. Det møde skal vi for alt i verden holde fast i, og måske spiller mødet faktisk en endnu større rolle, end hvis jeg var kommet i kommunalbestyrelsen”.