• Læs op
• Udskriv

”Jeg vænner mig aldrig til at se et andet menneske fastspændt til en seng”.

Sådan siger social- og sundhedsassistenten Johan, der er ansat på et alment, intensivt lukket afsnit på Psykiatrisk Center Frederiksberg.

Men Johan er også arbejdsmiljørepræsentant, og han er først og fremmest en helt almindelig medarbejder og kollega, der ved, hvad det gør ved et menneske, når vold og trusler bliver en del af hverdagen.

Siden 2014 har psykiatrien sigtet efter et politisk mål om at nedbringe brugen af bæltefiksering med 50 procent.

Målet skulle være nået inden 2020, men selvom der er sket meget, er det ikke nået endnu. Og nu kan skruen ikke strammes yderligere, mener Johan.

”Der vil altid være en fare, uanset hvad, og selvfølgelig skal alle ikke i bælte. Men når det er det eneste, der er at gøre, skal det skal kunne iværksættes hurtigere, når vi som personalegruppe vurderer at det er nødvendigt”.

12 alarmer på en dag

Johans holdning er blevet skærpet efter flere eksempler med patienter, der på grund af manglende plads har været indlagt på afsnittet, selvom de hørte til på en retspsykiatrisk afdeling.

Hvis en patient skal i bælte, skal det som udgangspunkt godkendes af en læge, men på grund af den politiske målsætning og regionens retningslinjer, er lægerne meget tøvende, fortæller han.

”Vi havde en patient, som vi slet ikke kunne styre. Han brugte alle ressourcer i plejen. Fire sygeplejersker blev sygemeldt, og det gik ud over de 11 andre patienter på afdelingen, der blev dårligere. Han var årsag til 12 alarmer på én dag, men heller ikke den dag blev han lagt i bælte. Retspsykiatriske patienter er ofte skolede i systemet, så lige så snart, vi trykkede alarm, faldt han ned og var rolig, når lægen dukkede op. Men når så lægen så var gået igen, startede det hele forfra”.

”Først da en sygeplejerske fik nok og ringede ”mand amok” til politiet, blev han lagt i bælte. Det ironiske er så, at da han kom ud af bæltet igen, var han blevet så god, at vi endte med at kunne gå tur med ham.  Han havde brug for, at vi gav ham de samme rammer, som findes i retspsykiatrien, og det burde ikke have kostet fire sygemeldinger, før vi nåede så langt ”.

Savner ikke betonpsykiatrien

Johan understreger, at han på ingen måde ønsker sig tilbage til det, han kalder ”betonpsykiatrien” i gamle dage, hvor tvang var hverdag, og alt for mange medarbejdere manglede relevant uddannelse.

”Dengang var der ingen grænser for tvang, og det skal der selvfølgelig være. Men vi er nødt til at mødes et sted på midten”.

”Ni ud af 10 klarer vi selv uden tvang. Men når en patient er så voldsom, at de andre patienter låser sig inde, og vi ikke kan varetage deres pleje, kan det være det eneste valg. En patient, der bliver kaldt alarm på 12 gange på en dag, er ikke i målgruppen for mindre bæltefiksering”.

Fastholdelse er ikke bedre

Fra regionen er det meldt ud, at hvis der skal bruges tvang, bør førstevalget være fastholdelse fremfor bæltefiksering, men det er ofte værre, mener Johan.

”Fastholdelse giver ikke altid mening og er ofte farligere. Vores hænder bliver til anden slags fiksering, som er værre end bæltefiksering, når vi ikke er flere, end vi er, og har andre patienter, vi skal tage os af”.

”Jeg har oplevet, at det har krævet seks medarbejdere at fastholde en patient. Det er et kæmpe overgreb, og det ville have været bedre for patienten at blive lagt i bælte, men bæltet er blevet dæmoniseret. Det opfattes som en straf i stedet for et hjælpemiddel, der kan være nødvendigt for både personalet, de andre patienter og for den voldsomme patients egen skyld”. 

Der er brug for, at der bliver lavet nogle retningslinjer, så nødvendige beslutninger om bæltefikseringer ikke trækkes i langdrag, mener han.

 ”Alternativt skal vi have flere ressourcer og en bedre normering, men det ser jeg ikke lige for mig. Derfor mener jeg, at det ensidige fokus på nedbringelsen af tvang og bæltefiksering bør sættes på pause, så der kan komme fokus på medarbejdernes sikkerhed, og vi kan få nedbragt vold og overfald på afdelingerne rundt i landet”.

Skal løses på Christiansborg

Johan bebrejder hverken lægerne eller hospitalsledelsen, som han mener, sidder i en politisk klemme. Problemet er landsdækkende, og løsningen skal findes på Christiansborg, for det er der, det er skabt, mener han.

”Det er ikke fair for ledelserne, at de skal indfri nogle mål, der er helt urealistiske. Og det er ikke fair over for lægerne at lægge ansvaret over på dem. Hvis politikerne kun har fokus på tvang og slet ikke tænker på medarbejdernes sikkerhed, og hvordan man kan tiltrække og fastholde personale, så forfalder psykiatrien”.

”Politikerne på Christiansborg skal give en klar og tydelig udmelding til regionerne om, at medarbejdernes sikkerhed er første prioritet. Uden en god sikkerhed på afdelingen kan medarbejderen ikke udføre en ordentlig pleje. Når alt andet er prøvet af, skal det være muligt hurtigere at få lov til at iværksætte en eventuel bæltefiksering, hvis personalegruppen vurderer, at det er nødvendigt. Ellers ender vi med at miste flere medarbejdere end vi kan nå at rekruttere”, siger Johan.

Gør en forskel

Johan har været ansat i psykiatrien i tre år, og det er derfor oplagt at spørge, hvad der gør, at han søger væk?

”Det er på grund af de andre patienter på afdelingen, som jeg synes, jeg gør en forskel for. Psykiatrien er det fedeste fag, når man kan lide at arbejde med mennesker”, lyder svaret.

”Jeg kan godt lide mit arbejde og mine kolleger, så jeg bevarer håbet om, at politikerne får øjnene op. Men jeg må indrømme, at jeg har været fristet af tanken om at sige op og blive vikar. Så ville jeg i højere grad kunne lægge ansvaret fra mig, ligesom jeg føler, at politikerne gør”.

Politisk målsætning

Der er ikke et egentligt forbud mod tvang i Psykiatriloven. Den specifikke målsætning for nedbringelse af bæltefikseringer er politisk.

I 2014 vedtog Folketinget som en del af Finansloven en målsætning om at antallet af bæltefikseringer skulle være halveret i 2020, og at der samlet set skulle bruges mindre tvang.

De forskellige regioner har hver deres handleplan for, hvordan de vil nå målsætningen.

I en redegørelse fra februar 2021 kritiserer Statsrevisorerne blandt andet, at den samlede brug af tvang er steget, formentlig blandt andet fordi bæltefiksering er erstattet med andre former for tvang.

Kilde: Rigsrevisionens rapport 2021

”Fuldkommen urimeligt”

Det kan blive nødvendigt at inddrage Folketingets Sundhedsudvalg for at få fokus på sikkerheden for medarbejdere i psykiatrien, mener næstformand i FOA SOSU, Charlotte von Mehren.

Næstformand i FOA SOSU, Charlotte von Mehren, har holdt flere møder med ansatte i Psykiatrisk Center Frederiksberg. Men der bliver brug for at få sagen op på et højere niveau, mener hun.

”Arbejdstilsynet har givet et påbud, der skal øge sikkerheden for de ansatte. Påbuddet er efterlevet, men jeg kan være bekymret for, at det skrider igen, fordi der mangler folk. Men indtil videre er den del på plads”.

Det er bare ikke nok, mener hun.

”Det store problem er, at farlige patienter bliver flyttet rundt mellem de almene, lukkede psykiatriske afsnit, der ikke er gearet til at håndtere dem på samme måde som på et retspsykiatrisk afsnit eller på ”Sikringen” med striksere regler”.

Desuden er anvendelsen af bæltefiksering på de almene psykiatriske afsnit forskellig fra region til region, og imellem centrene i Region Hovedstaden, fortæller Charlotte von Mehren. 

”Vores medlemmer skal ikke være mere udsat end andre steder, fordi det politisk er besluttet, at det skal være næsten umuligt at bæltefiksere”.

”Det er fuldkommen urimeligt at medarbejdere skal udsættes for voldelige overfald. Og det er ikke mindst urimeligt over for patienten, der i visse tilfælde skal have 6-8 medarbejdere liggende ovenpå sig i timevis, fordi fastholdelse er nødvendig for, at han ikke skal skade sig selv eller andre. I den slags situationer vil en bæltefiksering være et langt mindre overgreb”.

”Vores holdning er desuden, at vores medlemmer selvfølgelig skal have den samme løbende uddannelse i at håndtere farlige patienter, som for eksempel lægerne har”, tilføjer Charlotte von Mehren.

”Der foregår en masse sidemandsoplæring, og det er fint, men der bør skabes en systematik, hvor medarbejderne modtager egentlig undervisning ud over det antal dage, de i forvejen har om året”.

FOA SOSU har bedt den lokale ledelse om et møde. Målet er, at der bliver skabt ensartede retningslinjer på tværs af centrene i region Hovedstaden. Hvis ledelsen støder panden mod en mur, er næste skridt en henvendelse til Region Hovedstadens Psykiatri og i sidste ende Folketingets Sundhedsudvalg.