• Læs op
• Udskriv

På neurologisk afdeling på Herlev Hospital har man systematiseret introduktionen af nye elever, så elever og afdeling lærer hinanden at kende så hurtigt som muligt, og ikke mindst så eleverne ved, hvad der forventes af dem.

Læringsmålene er vedtaget oppefra, og eleverne kender dem, inden de starter, men klinisk vejleder Lene Høeberg-Hansen gør meget ud af at ”oversætte” målene, så de bliver konkrete for eleverne.

”Vi har skrevet en hel manual til målene, så eleverne er klar over, hvordan vi tolker dem her på afdelingen, og hvad vi forventer”, fortæller hun.

Desuden rådes eleverne til, så hurtigt som muligt at få lært de latinske betegnelser, der bruges i afdelingen, så de ikke kommer bagud fra start.

Skal selv vise initiativ

At gøre sig umage for at være med fra begyndelsen er ikke kun vigtigt rent fagligt, men også socialt tilføjer Lene Høeberg-Hansen.

”Vi siger til dem, at de meget gerne må drikke formiddagskaffe og spise frokost sammen med os i stedet for at tage elevatoren ned til kantinen i forhallen. Jo mere de er sammen med os andre, jo lettere er det at blive socialiseret. Men det er jo op til dem selv”.

Lene Høeberg-Hansen oplever, at de fleste elever hurtigt falder til på afdelingen og selv byder sig til.

”Vi har ingen begrænsninger på, hvad de må. Jo mere, de lukker munden op, jo mere får de lov til. De er i bund og grund selv ansvarlige for deres uddannelse. Hvis de ikke viser initiativ, er det svært for os at hjælpe dem på vej”.

Vil gerne fortsætte

Lene Høeberg-Hansens erfaring er, at eleverne er glade for at være på afdelingen.

”Nogle fortæller, at de i deres forrige praktik følte, at de blev betragtet som billig arbejdskraft, og har bedt om at fortsætte hos os i stedet for at skulle tilbage til deres gamle praktiksted”, fortæller hun.

De gange, hun har oplevet, at afdelingen har været nødt til at afbryde samarbejdet med en elev kan tælles på to fingre, men det betyder ikke, at der aldrig er kurrer på tråden.

”Vi ser indimellem elever, der betragter det som en irettesættelse, hvis vi beder dem gøre tingene på en anden måde. Det undrer mig virkelig, for de er her for at lære. De elever, der siger ”fedt, at du fortæller mig det”, er dem, der lærer mest, mens de er her”, siger Lene Høeberg-Hansen. 

Det er samme indstilling, der gælder den anden vej, understreger hun.

”Hvis eleverne kommer og fortæller os om nye måder, vi kan gøre tingene på, eller nye hjælpemidler, vi ikke kender, tager vi med kyshånd imod det”.

Læs temaet om elever og praktik