• Læs op
• Udskriv

Jeg hedder Nora og jeg er 37 år gammel. Jeg vil gerne dele min historie og inspirere andre kvinder, der er opvokset uden for Danmark.

Jeg kommer fra Egypten og flyttede til Danmark for 13 år siden. Jeg vidste med det samme, at jeg ville lære dansk, så jeg kunne tage en uddannelse og blive en del af det danske samfund.

Det var svært i starten. Min søster har været her længere end jeg, og hun beroligede mig og sagde ”det kommer, det kommer”, når jeg var ked af, at jeg ikke kunne sproget.

Jeg har aldrig fået kontanthjælp, for jeg VIL arbejde. I begyndelsen arbejde jeg i en børnehave, hvor jeg hjalp i køkkenet. Jeg har også gjort rent på Rigshospitalet, men jeg talte ikke med ret mange. Derfor søgte jeg ind på social- og sundhedshjælperuddannelsen, så jeg blev tvunget til at lære dansk.

Det var et chok, første gang jeg skulle hjælpe en mand i min praktik. Men jeg vænnede mig hurtigt til det.

Jeg har været ansat på Plejecentret Aftensol i to år. Jeg elsker mit job, og alt hvad det giver mig at være sammen med mine kolleger, beboerne og de pårørende.

Mine danske kolleger respekterer mig, min kultur og min religion. Vi snakker ofte om vores forskelligheder og lærer af hinanden. Her er et rum, hvor os med muslimsk baggrund kan gå ind og bede. Når jeg holder ramadan, tager kollegerne hensyn, selvom jeg ikke har bedt dem om det.

Da jeg var i praktik i hjemmeplejen, var jeg én gang ude for, at en borger lukkede døren og sagde, at hun ikke ville have hjælp af mig, fordi jeg bar hijab (tørklæde). Men siden har min religion ikke været en forhindring i mit arbejde. Beboerne er interesserede i min baggrund, men de går mere op i, hvem jeg er som person.

Jeg skylder Danmark at respektere dansk kultur, ligesom andre respekterer min. Det lærer jeg også mine børn. Selvom jeg er muslim, holder jeg af julen, hvor jeg synger, hygger og spiser risengrød sammen med beboerne. Jeg ved, hvor meget julen betyder for dem. Jul og Eid minder meget om hinanden. Man er sammen med familien, spiser god mad, får gaver og har pænt tøj på. Vi er slet ikke så forskellige.

Jeg har sagt til mine børn, at de skal tale dansk til mig, så jeg kan blive ved med at lære. Mine kolleger siger, at de kan høre, jeg er blevet bedre til dansk, og jeg har besluttet, at jeg vil læse til social- og sundhedsassistent om to år.

Når jeg møder kvinder, der sidder derhjemme og ikke kan tale dansk, siger jeg til dem, at de skal gå ud og finde et arbejde.  Min søster havde nemlig ret i det med sproget. Det kommer.