• Læs op
• Udskriv

EFTER 26 ÅR i butiksbranchen blev jeg arbejdsløs og skulle finde på noget andet.

Så kom dokumentaren på TV2 om plejehjemsbeboeren Else, der blev behandlet hårdere, end hvis hun havde fået en fængselsdom. Og der var også en historie fra Randers.

Jeg mente, at det kunne selv jeg gøre bedre.

Jeg bad derfor jobkonsulenten om at komme i praktik på et plejehjem. Hun troede ikke, at jeg ville holde ret længe, så hun skaffede mig en praktik i én måned, men jeg tænkte, ”jeg skal vise dem, skal jeg”.

Det gjorde jeg, og jeg var ansat som ufaglært i 9 måneder på Toftehaven i Ballerup, indtil jeg startede på skolen.

Min kæreste er social- og sundhedshjælper, hendes datter er social- og sundhedsassistent, og svigerdatteren er sygeplejerske, så jeg har tit følt mig udenfor, når snakken gik til familiemiddagene. Det er sjovere nu, hvor jeg også kan snakke med.

JEG VAR KUN LIGE STARTET på Toftehaven, da jeg blev sat foran en beboer, der netop havde mistet sin hustru. Min leder bad mig blive siddende og tale med ham, indtil hans kontaktperson kom.

Jeg kendte ham ikke, men susede ind på hans værelse og skannede alt, hvad der var af billeder og den slags, så vi kunne tale om hans kone og børn og det liv, de havde haft sammen.

Jeg elskede at være på Toftehaven, og hold kæft hvor har jeg savnet det, efter jeg er begyndt på skolen. Jeg savner kontakten til kollegerne og til de beboere, jeg var tæt på. Den ene er gået bort, mens jeg har været væk.

Jeg glæder mig til at komme ud i hjemmeplejen i min første praktik, men jeg er sikker på, at når jeg er færdig med uddannelsen, vil jeg tilbage til det job på Toftehaven, der står og venter på mig.

Min kæreste er ansat i hjemmeplejen, og jeg kan se, hvordan hun på fem minutter kan gå fra at være glad til at være stresset, når hun har set sin køreliste.

DET HAR VÆRET HÅRDT at starte på skolen som 57-årig. Det er mange år siden, min mås har siddet ned så mange timer om dagen. Men jeg er overrasket over, at det ikke betyder noget, at jeg kunne være far til alle mine klassekammerater.

Hvis de mobber mig, siger jeg bare, at jeg sladrer til chefen. Hun er 10 år yngre end mig.

Jeg tror, de synes, at jeg er pisseirriterende, fordi jeg er så megafrisk. Jeg har KOL og fik elevatorkort, fordi jeg havde svært ved at få vejret, da det var meget varmt, og vi sad tæt i klassen med en høj luftfugtighed. Men nu, hvor det er blevet koldere, tager jeg spiraltrappen op og sidder og venter, når de unge kommer pustende op, og deres lunger ligger halvvejs mellem 1. og 2. sal.

MANGE AF DE UNGE ved ikke, hvad de går ind til. Det er derfor, at så mange af dem holder op igen.

De sidder der med deres lange negle og kunstige øjenvipper og ser ud, som om deres liv krakelerer fuldstændig, når jeg fortæller, at de godt kan glemme at have lange negle og smykker på, når de kommer ud i praktik. Men de er nogle dejlige mennesker alle sammen.

I vores klasse er vi tre mænd. Den ene er fra Nigeria og den anden fra Istanbul, og så er der lille mig. Vi er ikke ens på nogen måder, men vi har det rigtig hyggeligt med hinanden og går alle tre op i det med liv og sjæl.

Meget af det, vi lærer på skolen, har ikke meget med virkeligheden at gøre, synes jeg. Hvis vi skal analysere en dårlig borger som en novelle, kan han jo nå at dø, inden man får hevet fat i en social- og sundhedsassistent.

SKOLEARBEJDE OG EKSAMENER er ikke lige mig, og jeg tror, man lærer hurtigere ved at være i det, røre ved det og føle det. Men nu skal jeg bare have det overstået. Jeg er ligeglad med karaktererne, så længe jeg bare består og kan kalde mig social- og sundhedshjælper.

Jeg har sagt til lederen på Toftehaven, at jeg vil blive ved med at arbejde, lige så længe som jeg får lov.