• Læs op
• Udskriv

Det første ord, der falder en ind, når man træder ind i SPIR’s lokaler på hovedgaden i Taastrup, er hygge. Der er bløde sofaer, grønne planter og positive budskaber i de mange billedrammer på væggene.

I det hele taget er der rart at være, selvom meningen med det hele er, at brugerne først og fremmest skal være hjemme hos sig selv.

SPIR er nemlig et alternativ til et botilbud, og medarbejderne er udekørende. Borgerne er mennesker fra 16 år, der ville være i målgruppen for et botilbud, men som ønsker at blive i eget hjem.

”Vi rykker ud i stedet for at bede borgeren om at rykke ind. Det handler om relationer, tryghed og tillid, og når det er i deres egne rammer, har vi endnu bedre forudsætninger for at hjælpe”, forklarer Helle Winzent Vilain.

Løser samme opgaver som pædagoger 

Helle Winzent Vilain og Nana Drews Westh er begge social- og sundhedsassistenter. Det samme er endnu en kollega og områdeleder Jane Svendsen. Hende vender vi tilbage til.

Med lederen og en teamkoordinator er der 14 medarbejdere i SPIR. To tredjedele af dem er pædagoger, og Helle og Nana må tænke sig om en ekstra gang, da de bliver bedt om at fortælle, hvad der adskiller deres opgaver fra pædagogernes.

”Vi løser de samme opgaver, men der bliver også tænkt i kompetencer, når vi bliver matchet med en borger. Jeg støtter en fyr, der lige har fået konstateret diabetes. Der har jeg noget i min faglige bagage, som pædagogerne ikke har lige så naturligt”, siger Helle, der desuden blandt andet drager nytte af at have arbejdet på en neurologisk afdeling.

”Men det er jo borgeren, der skal finde støtten hjælpsom, og hvis det ikke er tilfældet, må vi finde et andet match. Vi gør meget ud af at sige til borgerne, at hvis de ikke synes, der er en naturlig kemi, er det ok at sige det. Det vigtige er, at de når deres mål”, tilføjer Nana.

Borgerne er samarbejdspartnere

Borgerne visiteres til pakker á 2,5 – 5 – 10 eller 20 timers støtte pr. uge. Hjælpen justeres løbende, og mange bliver med små skridt ad gangen i stand til at klare sig med færre timer eller helt slippe hjælpen og kaste sig ud i arbejde eller uddannelse.

SPIR-medarbejdernes opgave er at støtte borgerne i at nå egne mål. Den funktion i forhold til faste borgere, som mange andre steder hedder ’kontaktperson’, kaldes i SPIR for ’samarbejdspartner’.

”Vi motiverer ikke – vi kan kun inspirere. Motivationen skal komme indefra”, forklarer Helle.

”Det, de ikke har fået med sig hjemmefra, får vi italesat og spejlet. Det handler om at udvikle deres selvværd, så de føler sig gode nok og ved, at de kan. Eller - hvis de ikke kan - ved, hvad de så skal gøre. Vi vil gerne forstyrre dem, så de fokuserer på dét, der har været godt, i stedet for at dvæle ved det, der ikke virker”.

Skal med ud at fiske

SPIR arbejder med en rehabiliterende tilgang, der betyder en målrettet, koordineret og tidsbegrænset indsats, fortæller Helle.

”Sammen med borgeren arbejder vi i så bitte små steps, at man faktisk kun kan opleve, at man udvikler sig. Hvis vi laver for langsigtede delmål, kan oplevelsen være, at der ikke sker en pind. Vi kan være helt nede på, at det er en succes, når jeg overhovedet bliver lukket ind, og at det første delmål er, at vi skal have opbygget en relation”.

”Nogle borgere skal støttes i basale hverdagsfunktioner, mens andre har helt andre behov. Jeg har for eksempel været med en borger til sexmesse, fordi det var det, der var relevant for den borger at udvikle”.

Et par dage efter interviewet skal Helle med en borger ud at fiske, og hun har derfor sammen med borgeren blandt andet måttet sætte sig ind i, hvor man køber et fisketegn, og om man skal bruge blink eller krog.

”Det handler om at finde noget indhold, som stimulerer til at få ro på tankerne og komme ud af boligen, bryde isolationen og finde en fritidsinteresse. Vi er med borgerne i de ting, de gerne vil”.

”Det her tilbud kan noget helt specielt, som jeg i hvert fald ikke har set nogen steder før, i forhold til den fleksibilitet, vi møder borgeren med”, tilføjer Nana.

Balloner og champagne

På tidspunktet for interviewet er der 32 borgere tilknyttet SPIR og tre mere på vej. Når en borger ”er klar til at flyve selv”, som Nana siger, fejres det med balloner, champagne og hjemmebagt kransekage.

Det er ikke alle borgere, der bliver i stand til at klare sig uden støtte, men SPIR’s vision, som hænger i en ramme på væggen er, at ”Alle kan og vil noget”.

 I de halvandet år, SPIR har eksisteret, er 7 borgere helt afsluttet, 12 borgere er gået fra meget støtte til mindre, 6 borgere er startet på en uddannelse, og 2 er blevet selvforsørgende.

”Jeg tror, at samtlige af de borgere, der er blevet i stand til at klare sig selv uden SPIR, har været forbi flere gange for at sige ’hej’ og ’tak for hjælpen’. Eller bare for at sige ’jeg har det sindssygt godt’. Og det er jo vildt fedt”, siger Nana.

”Vi kan måske godt lyde lidt selvfede, men det er en arbejdsplads, hvor der er højt til loftet, og det er i orden at prale. Sådan tror jeg ikke, det er på alle arbejdspladser”, mener hun.

Ledelse og trivsel

Under interviewet kommer Helle og Nana flere gange ind på, hvor meget god ledelse betyder for deres engagement og resultater.

”Vores leder har en utrolig stor indflydelse på vores arbejdsmiljø, fordi hun er så meget menneske, som hun er”, siger Helle om områdeleder Jane Svendsen.

”Fordi Jane formår at være nærværende og forstående i forhold til os, har vi overskud til at tage os af borgerne. Jeg har en oplevelse af, at uanset hvad, så har hun min ryg. Hun vil til hver en tid gå ind og tage ansvar, hvis jeg fortæller hende, at jeg har brug for hjælp”.

Jane er meget tydelig i, hvad vi kan forvente af hende, og hvad hun forventer af os. Det gør, at vi er trygge ved at gå til hende – og omvendt”, tilføjer Nana.

”Der er tillid hele vejen, og vi oplever ikke nogen form for kontrol. Jane kan godt sige, hvis der er noget, hun bliver opmærksom på. Men så gør hun det generelt og udstiller ikke nogen. Hun efterlever det her med, at en fejl er først en fejl, anden gang man begår den. Første gang er det læring, og hvis vi ikke begår fejl, udvikler vi os ikke”.

Den tillidsbaserede ledelse betyder også, at der i høj grad lyttes til medarbejdernes ønsker til arbejdstid og planlægning, fortæller Helle.

”Hvis vi kommer og beder om at få fri, spørger Jane ikke hvorfor. Hun har tillid til, at der er en god grund, og hun tager selv vagten, hvis det er nødvendigt. Vi bliver aldrig pålagt noget – det er os, der byder os til. Det gør vi, fordi hun er som hun er”.

Mangler viden om handicapområdet

Som alle andre steder oplever man også i SPIR, at det kan være svært at skaffe medarbejdere, fortæller Helle.

”Vi har ikke problemer med at holde på folk, og når vi slår en stilling op, er det fordi vi vokser, men vi har svært ved at finde gode vikarer”.

Det hænger blandt andet sammen med, at der på uddannelsen mangler fokus på handicapområdet, mener hun.

”Handicapområdet har så meget brug for den faglighed, som social- og sundhedsassistenter har, men det fylder alt for lidt på uddannelsen. Vi oplever, at nyuddannede social- og sundhedsassistenter ikke er rustet til, at der findes udviklingshæmmede borgere eller borgere med store senhjerneskader, hvor det vil være rigtig fint også at have noget neuropædagogik”.

Både hun og Nana har bygget ovenpå deres uddannelse med efteruddannelse og kurser, men de menneskelige kompetencer er lige så vigtige som de faglige, understreger Helle.

”Man kan altid tilegne sig nogle flere kompetencer, men man kan ikke lære at være menneske”.