• Læs op
• Udskriv

”Jeg er 60 år, og er opvokset i en arbejderfamilie, der vægtede fællesskab, når levevilkår skulle ændres. Derfor har det også været helt naturligt for mig at være organiseret i en fagforening i hele mit arbejdsliv”.

Sådan indleder Vibeke Jo Rasmussen sin historie, som hun har valgt at dele med FOA SOSU, så andre kan se, hvad de kan bruge en fagforening til, hvis det brænder sammen.

Vibeke Jo Rasmussen havde arbejdet som pædagog i 14 år, da hun første gang blev syg med stress og depression.

Herefter var det svært at få rigtigt fodfæste på arbejdsmarkedet, men virksomhedspraktikker på blandt andet plejehjem og hospital førte hende i retning af en uddannelse til social- og sundhedsassistent.

Hun indså dog hurtigt, at det store ansvar, der følger med at være social- og sundhedsassistent i en fast stilling, ikke harmonerede med hendes psyke. Vibeke Jo Rasmussen valgte derfor at blive tilknyttet et vikarbureau, så hun kunne sætte arbejdet på pause i de perioder, hvor hun ikke havde det godt.

Lammende smerter

Livet som vikar fik dog en brat afslutning.

”Årsskiftet 2019/2020, var jeg på weekendvagt, efter en fredfyldt jul. Jeg havde i flere år oplevet, at jeg kunne have dage med en generel ømhed i kroppen, men som altid, tænkte jeg, at det skulle nok bare arbejdes væk. Mens jeg var på arbejde, låste mit ene knæ pludselig, og så gik smerten væk. Men den næste dag på arbejdet skete det igen”.

I de følgende uger oplevede Vibeke Rasmussen det, hun beskriver som ”lammende smerter” forskellige steder i kroppen, og hun måtte melde sig syg. Fem måneder fik senere fik hun diagnosen fibromyalgi og slidgigt.

Stod uden indtægt

Vibeke Jo Rasmussen har siden løbende været til møder på jobcentret og i arbejdsprøvning, men det meste af tiden har hun ventet.

”Når jeg ser tilbage; så har jeg næsten brugt tre år i venteposition. Været afventende, stillet op, når jeg blev indkaldt til møde - og ventet igen”.

Den lange ventetid har ikke kun tæret på psyken, men i høj grad også på økonomien.

Fordi Vibeke Jo Rasmussen kun havde arbejdet som vikar i de perioder, hvor hun havde det godt psykisk, opfyldte hun ikke kravene til at få sygedagpenge.

Hun kunne ikke melde sig ledig, fordi hun var syg. Og hun kunne heller ikke få kontanthjælp, fordi hendes mand havde en indtægt.

I alt blev det til 2,5 år, hvor Vibeke Jo Rasmussen slet ingen indtægt har haft.

En fantastisk støtte

Men i februar 2022 begyndte der at ske noget. Det startede med en opringning fra Gigtforeningen.

”De ville høre, om jeg kunne tænke mig at støtte dem med 60 kroner om måneden. Jeg blev helt fortvivlet, fordi jeg ikke havde mulighed for at støtte en forening, der gør et fantastisk arbejde. Jeg fortalte min historie, lige der i telefonen, og blev opfordret til at tale med en socialrådgiver i Gigtforeningen. Socialrådgiveren rådede mig til at kontakte FOA – og det gjorde jeg”, fortæller Vibeke Jo Rasmussen.

”FOA SOSUs sagsbehandler har været en fantastisk støtte for mig, og ikke mindst for min mand. Sagsbehandleren har ringet og opmuntret mig, deltaget i adskillige møder med rehabiliteringsteamet og med jobcenteret. Han har udformet en klage har arbejdet for, at jeg fik en ressourceforløbsydelse i juli 2022”.

”Hans måde at etablere en god kontakt til sagsbehandleren på jobcentret har været fantastisk. Jeg sidder i dag, og tænker; at der er mange gode og dygtige mennesker i vores velfærdssamfund, som er underlagt lovstof og regler, men som alligevel har hjertet på rette sted”.

Tak til fællesskabet

Den 1. december 2022 gik Vibeke Jo Rasmussen på førtidspension. Det var ikke sket uden FOA SOSUs hjælp, mener hun og sender en tak, ikke kun til sin sagsbehandler, men til alle FOAs medlemmer.

”Jeg tror, at de unge, der vælger fagforeningen fra, mangler viden om, at de kan takke flere generationer af arbejdsomme mennesker, der har kæmpet for bedre løn og arbejdsvilkår”.

”Jeg takker alle, der har bidraget og bidrager til fagforeningsfællesskabet, og som indirekte har gjort det muligt for mig at få min førtidspension”, siger Vibeke Jo Rasmussen, der er stillet op til en artikel for at give en vigtig erfaring videre:

”Det gør mig trist, at det er nødvendigt at indhente ekstern hjælp, når man er syg, sårbar og fattig og befinder sig i en reel identitetskrise. Men man ikke skal underkende værdien af at være organiseret i en fagforening og bruge dem langt mere aktivt, når livet bliver svært”.