Opsigelser
Illustrationen er lavet ved hjælp af kunstig intelligens (Dall-e)

Det (u)rummelige arbejdsmarked

Manglen på faglært personale står i skærende kontrast til et rekordstort antal opsigelsessager. Også eleverne er ramt.

Arbejdsgiverne på social- og sundhedsområdet havde fart på i 2023, hvor der blev skrevet fyresedler i læssevis.

I årets første 10 måneder nåede antallet af opsigelsessager i FOA SOSU op på niveauet for hele 2022.

I 2022 behandlede fagforeningen i gennemsnit 68 sager om opsagte medlemmer pr. måned (ekskl. elever). Det tal steg i 2023 til 81.

Bruger ikke støtteordninger

”Det giver ikke mening, at arbejdsgiverne skriger på faglært arbejdskraft, samtidig med at de udsteder fyresedler i rekordstort omfang”, mener formand for FOA SOSU Tina Græsted.

”Mange af opsigelserne begrundes med sygdom eller manglende arbejdsevne. Men med de støtteordninger, der findes på arbejdsmarkedet, burde der kunne fastholdes langt flere”.

”Hvis man ønsker at fastholde en medarbejder med nedsat funktionsevne, kan arbejdspladsen blandt andet få støtte til særlige arbejdsredskaber og sågar personlig assistance til den pågældende. Men enten kender arbejdsgiverne ikke mulighederne, eller også lukker de øjnene med vilje. Jeg kunne godt frygte det sidste”, siger Tina Græsted.

Nogle elever kræver ekstra

Også hvad angår eleverne er arbejdsgiverne mindre tålmodige end tidligere.

I november 2023 var der 24 opsigelser af elever i FOA SOSUs 18 kommuner. I samme måned året før var tallet 7.

”Der kan være gode grunde til at opsige en elev, men der er også mange utrolig dårlige grunde”, mener Tina Græsted.

”Ja, det koster ressourcer at tage hensyn til elever med særlige behov, men arbejdsgiverne bør se det som en investering”, mener hun.

”Hvis sundhedsvæsnet og ældreplejen overhovedet skal kunne hænge sammen, er der ikke råd til at smide guld på gaden. Det risikerer man at gøre, hvis alle elever skæres over en kam”.

”Nogle har brug for mere tid, andre har brug for mere vejledning, og en hel del har brug for mere sproglig støtte. Men så er det dét, de skal have – ikke et spark ud ad døren. Det har vi som samfund simpelthen ikke råd til”.

Fastholdelse på dagsordenen

I efteråret 2023 præsenterede FOA SOSU et forslag til en fastholdelsespolitik, der skal ses som inspiration til de enkelte arbejdspladser.

Udkastet har fokus på forebyggelse og trivsel, ansvar over for medarbejdere og elever med særlige behov samt fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet.

Politikken opstiller en række punkter i forbindelse med fastholdelse af medarbejdere, der rammes af sygdom eller nedsat arbejdsevne. Det handler blandt andet om dialog, skånehensyn, støtte og tid, samarbejde med tillidsvalgte og uddannelse af ledere.

”Alle arbejdspladser bør se deres praksis efter i sømmene og vende fokus fra fravær til fastholdelse”, opfordrer Tina Græsted.