• Læs op
• Udskriv

Henriette ser glad ud. Meget glad endda.

I en alder af 56 år læser hun til social- og sundhedsassistent, og det er endnu bedre, end hun havde forestillet sig, fortæller hun og lyser op i et stort smil.

”I min første praktik var det som at komme hjem, og jeg havde det stadig i fingrene. Atmosfæren er den samme. Selvfølgelig er der sket nogle faglige ting, og der er kommet ny medicin, men mennesker er stadigvæk mennesker”.

Tretten år på apoteket

Henriette forlod faget og sit job som social- og sundhedshjælper for 15 siden og har tilbragt de sidste 13 af dem på sygehusapoteket på Rigshospitalet.

Men for tre år siden, skete der noget.

”Jeg tog orlov i tre måneder og tog på højskole. Det med at komme væk fra hverdagen satte en hel masse tanker i gang, og jeg fandt ud af, at jeg savnede at have med mennesker at gøre”.

Men der skulle ske noget mere, så Henriette besluttede, at hun i stedet for at vende tilbage til sit gamle fag ville læse til social- og sundhedsassistent. Men fordi hun havde været væk fra faget så længe, kunne hun ikke opfylde betingelserne for at få voksen-elevløn, og så hang økonomien ikke sammen.

Turen gik derfor tilbage til sygehusapoteket, og Henriette skrinlagde sin drøm. Men så skete der noget igen.

”Jeg fik hjernerystelse, og da jeg kom tilbage på arbejde, var jeg blevet støjfølsom. På sygehusapoteket er der ventilation og udluftning, partikeltæller og LAF bænke (sterilt skab med ventilation, red.), der alt sammen larmer, og så vendte tankerne om at begynde på uddannelsen tilbage”.

”De var jo begyndt at tale endnu mere, om at de mangler mennesker, så jeg tænkte, at nu kunne det måske godt lade sig gøre.

Det kunne det, og for et år siden begyndte Henriette som elev i Rødovre Kommune på voksenelevløn

”Så jeg er kun gået 12.000 kroner ned i løn før skat. Det er jo ingenting”, siger hun med et stort grin.

En god klasse

”Jeg elsker det virkelig – det gør jeg. Jeg elsker at være tilbage i skolen”, siger Henriette på en måde, så man ikke kan være i tvivl om, at hun mener det.

”Jeg er kommet i en rigtig god klasse. Jeg har været SÅ heldig. Den yngste er 23 år, de fleste er i trediverne, og så er der to, der er ældre end mig”.

”Min største udfordring er det der med computerne. Jeg er jo ikke vant til at arbejde med computere. Men så spørger jeg, og så kommer der altid en, der kan vise mig, hvad jeg skal gøre”.

”I det hele taget kan du spørge om næsten hvad som helst og være sikker på at få svar. Vi er rigtig mange, der har fået merit, og næsten uanset hvad vores underviser spørger om, er der en eller anden, der har arbejdet med det i 5 eller 10 år, som fuldstændig ved, hvordan det fungerer. Det er helt fantastisk”.

Hader at stille sig frem

Når det kommer til eksamener, er det straks værre, indrømmer hun.

”Jeg hader det. Jeg har det ikke godt med at stille mig op og sige noget. Folk skal ikke kigge på mig - de skal helst lade som om, jeg ikke er der”.

I det lys er det overraskende at Henriette gik på talerstolen på FOA SOSUs generalforsamling i november og over for 300 fremmede mennesker erklærede sin kærlighed til faget og fortalte, hvor lykkelig hun var for at være vendt tilbage.

”Jeg ved heller ikke helt, hvad der gik af mig. Men jeg blev gal, da der var en, der talte om alt det, han syntes havde været galt i praktikken. Det kan da godt være, at han har haft en dårlig vejleder, men hvis det hele har været så dårligt under sådan en lang uddannelse, hvorfor har han så ikke sagt fra? Det var ikke fordi, han var ung og uerfaren, for så kan jeg godt forstå, det kan være svært. Vi har selv et ansvar for, hvad vi vil stå model til. Snak da sammen for pokker”.

Ingen forudfattede meninger

Henriette har lovet sig selv ikke at have forudfattede meninger om, hvad der skal ske, når hun er færdig med sin uddannelse om halvandet år.

”Det vigtigste er, at jeg kommer til at arbejde i fag, hvor man kan gøre folk glade – måske bare ved at bruge et halvt minut og lægge en hånd på skulderen og spørge, hvordan de har det, og om de har sovet godt. Der skal så lidt til”.

”Umiddelbart tænker jeg, at det bliver noget med rehabilitering, måske aftenvagt på et genoptræningscenter. Jeg kan godt lide tanken om, at borgerne kan komme hjem og få en hverdag igen. På et plejecenter går det jo kun én vej. Jeg vil gerne hjælpe dem videre og få vendt deres mindset fra det, de ikke kan, så de i stedet for glæder sig over alt det, de kan”.

Hun kan godt ærgre sig lidt over, at der gik tre år, fra tankerne meldte sig første gang, til hun med en voksenelevløn i hånden kunne gå i gang med uddannelsen. Men også dét kan vendes til noget positivt.

”Jeg tror egentlig bare, det har gjort mig endnu mere sikker på, hvor meget jeg savnede det. Og det gør, at jeg er endnu mere motiveret nu”.