Vallensbæk. Illustration Niels Poulsen
Illustration Niels Poulsen

Hvad er det, de kan i Vallensbæk?

Sygefraværet dykker, udfordringerne med at skaffe personale er mindre end i resten af landet, og andelen af ufaglærte er meget lav. FOA SOSU er taget til Vallensbæk på jagt efter en forklaring.

En gammel talemåde siger, at græsset altid er grønnere på den anden side.

Måske er det sådan, de har det i de andre hovedstadskommuner, når kigger ind over kommunegrænsen til Vallensbæk og får øje på en ældrepleje med færre rekrutteringsproblemer, en højere andel af faglærte og et sygefravær, der dykker. 

Hvad er det, de kan i Vallensbæk, der får både græsset og medarbejderne til at gro?

Medlem af politisk ledelse Eva Lorenzen, der har det politiske ansvar for Vallensbæk Kommune i FOA SOSU, er ikke i tvivl: ”Det handler om en nærværende ledelse, der ser og anerkender sine medarbejdere og evner at sætte retning”, mener hun.

FOA SOSUs fællestillidsrepræsentant i Vallensbæk, Nihal Tükenmez, remser op:

”Her er fokus på uddannelse”.

”Der bliver set på helheden og fagligheden, ikke på titler”.

”Alle har mulighed for kompetenceløft og faglig udvikling”

”Vi har formuleret kerneopgaven sammen”.

”Medarbejderne bliver anerkendt”

”Man er villig til at forhandle lokalløn til medarbejdere, der gør en ekstra indsats”.

”Der er tid til eleverne”.

Listen er endnu længere, men skal Nihal Tükenmez slå den sammen til én enkelt sætning, ender hun samme sted som Eva Lorenzen: Nærværende ledelse - personificeret ved ældrechef Susanne Ormstrup.

Fælles kerneopgave

Da medlemsbladet FOA SOSU besøger Susanne Ormstrup, understreger hun, at hun i høj grad leder gennem andre – de lokale ledere på de enkelte arbejdspladser. Men hun vil gerne sætte nogle ord på sine målsætninger og værdier som den, der sætter den ledelsesmæssige retning.

Susanne Ormstrup kom for fire år siden til Vallensbæk fra en tilsvarende stilling i Greve Kommune og tog som noget af det første fat på sammen med medarbejderne at få formuleret en fælles kerneopgave, fortæller hun.

”Vi var jo enige om, at vi var her for borgernes skyld, men sammen fik vi sat mange flere ord på, hvad det betyder. Vi endte med en kerneopgave, der siger, at vi gennem værdige relationer og høj faglighed sammen med borgeren skaber mulighed for, at det enkelte menneske kan leve det bedste liv hver dag”, fortæller Susanne Ormstrup.

”Så tog vi dialogen om, hvad betyder ’værdige relationer’, hvad mener vi, når vi siger ’høj kvalitet’ og så videre”.

Fokus på sygefravær

På væggen på Susanne Ormstrups kontor hænger et billede af et skib, der skal illustrere arbejdet med kerneopgaven.

Skibet sejler i et politisk farvand. Skroget er rammer og ressourcer, og på de fire sejl står det, der er fokus på for at nå sikkert frem til kerneopgaven: Dokumentation, sygefravær, personcentreret omsorg og faglig kvalitet.

Når sygefravær er et af de fire fokusområder, er det fordi Vallensbæk har haft et højt sygefravær sammenlignet med de fleste andre kommuner.

Sådan er det ikke længere. Det skyldes blandt andet – mener Susanne Ormstrup – at der med formuleringen af den fælles kerneopgave er skabt en kultur, hvor man i højere grad løfter i flok og føler et fælles ansvar.

”Men vi skal blive ved med at arbejde med sygefraværet, for når vi holder vores sygefravær nede, er der også plads til faglig udvikling”, mener hun.

De allervigtigste

Da medlemsbladet er på besøg i Vallensbæk, har kerneopgaven lige haft fødselsdag, og dagen blev fejret med kagemænd til medarbejderne, fortæller Susanne Ormstrup.

Alle anledninger skal nemlig bruges til at holde fokus på den fælles retning, mener hun.

”Vi skal huske hinanden på, at det var det her, vi var enige om, og at der ikke er nogen, der er mere vigtige end andre i løsningen af opgaven”.

”Men når det er sagt, så er dem, der står derude hos borgerne dag efter dag og aften efter aften, jo nok alligevel de allervigtigste. Og det ved de godt, for det har jeg sagt til dem”.

Uddannelse af ambassadører

Som en del af kerneopgavens ord om ’høj faglighed’ har medarbejdere haft mulighed for at uddanne sig til demensambassadører. På samme måde har ordet ’værdighed’ udmøntet sig i, at der nu også er sat gang i uddannelsen af et hold værdighedsambassadører.

Ambassadørerne skal ude på de enkelte arbejdspladser være med til at inspirere deres kolleger og holde fokus på den fælles retning og et fælles sprog.

”Jeg synes, jeg i mange år har smidt mange tusinde kroner ud ad vinduet ved at sende to afsted på det ene kursus og en afsted på det andet kursus. Her giver vi dem et fælles fundament og et fælles sprog, så man ikke alene selv bliver dygtigere; man gør også sine kolleger dygtigere”.

Det er vigtigt at få mulighed for at udvikle sig fagligt. Ikke kun af hensyn til borgeren, men også så man føler sig set og hørt som medarbejder, mener Susanne Ormstrup.

”Jeg tror grundlæggende på, at mennesker gerne vil være dygtige til det, de laver, og at det er vigtigt at give mulighed for udvikling for at få mennesker til at trives”.

”Selvfølgelig kan der være tidspunkter, hvor man ikke har behov for at gå på kursus og blive dygtigere – for eksempel hvis man har små børn. Så skal der være plads til, at man bare passer sit arbejde, som man er god til. Vi skal se de enkelte medarbejdere, ligesom vi skal se de enkelte borgere”.

Med i marken

Når ledelsen i Vallensbæk beskrives som ’nærværende’, skal det tages bogstaveligt.

Fordi kommunen er lille, har Susanne Ormstrup haft mulighed for at komme rundt på alle arbejdspladser i forbindelse med arbejdet med kerneopgaven, og hun går heller ikke af vejen for at trække i arbejdstøjet og rykke ud til borgerne.

Under corona-pandemien forlod både hun og flere andre af forvaltningens medarbejdere rådhuset for at give insulin eller gøre rent, når der manglede personale; og hun kan stadigvæk finde på at køre med en medarbejder ud for at hjælpe en borger i bad, give en hånd med rengøringen eller være med til at give medicin.

”Jeg vil gerne kende min organisation, så jeg kan lave den rigtige strategi for, hvordan det bliver en god organisation. Jeg vil vide, hvordan de arbejder. Om det nytter noget at sidde på min pind – har det en effekt derude? Virker det? Tager de det til sig?”

”Det gør de”, slår Susanne Ormstrup fast.

 

Færre ufaglærte

På landsplan er næsten hver fjerde medarbejder på social- og sundhedsområdet ufaglærte, men i Vallensbæk er det kun 11 procent. Vallensbæk ligger langt under nabokommunerne Albertslund (20 procent), Høje-Taastrup (29 procent) og Ishøj (19 procent).

Af de 18 kommuner, der udgør FOA SOSUs område, er det kun i Brøndby, at andelen af ufaglærte (9 procent) er lavere end i Vallensbæk.

Kilde: Kommunernes- og regionernes løndatakontor (krl.dk) samt FOAs beregninger, 2022.