• Læs op
• Udskriv

Den 31. januar var det slut.

Social- og sundhedshjælper Helle Arvidsen gik efter 45 år for sidste gang ud ad døren i den københavnske hjemmepleje og kan nu kalde sig pensionist.

Dermed bliver hun ikke en af dem, der skal bære regeringens visioner på ældreområdet i mål.

Og måske gør det heller ikke så meget. For Helle Arvidsen har allerede oplevet det meste, og hun vil hellere fortælle om, hvordan det var, end gætte på hvad der venter forude.

Lærte at sy knapper i

Hjemmeplejen har ændret sig en hel del, siden Helle Arvidsen blev ansat som hjemmehjælper i 1978.

Tidligere havde hjemmehjælperne heddet "husmoderafløsere", og jobbet som hjemmehjælper var mere eller mindre det samme.

Sygeplejerskerne udførte den personlige pleje, mens hjemmehjælperne udelukkende tog sig af praktisk hjælp og havde ingen egentlig uddannelse.

”Nogle få skulle hjælpes med et bad, men ellers gjorde vi rent, købte ind, lavede mad, vaskede tøj, pudsede vinduer og sølvtøj og vaskede døre og karme. Vi fik et introforløb på fire dage, hvor vi fik lidt at vide om, hvad jobbet gik ud på. Vi snakkede lidt om mad og lærte at stoppe strømper og sy knapper i”, fortæller Helle Arvidsen.

”Om fredagen gik jeg én dag som føl med en, der var lidt ældre end mig. Jeg kan huske, at hun pudsede vinduer. Om mandagen fik jeg mine arbejdssedler. Og så var jeg alene. Men jeg havde selvfølgelig lidt med hjemmefra, fordi jeg var 20 år og havde et barn og min egen lejlighed”.

Tre gange to timer i ét værelse

”Det var dengang, man havde tid”, siger Helle Arvidsen.

”Jeg kom blandt andet i et hjem, hvor jeg havde to hele timer tre gange om ugen til vask, indkøb og rengøring – i en etværelses lejlighed. Når man gik ned og vaskede tøj, så sad man og kiggede på, at tøjet vaskede. Der var for meget tid dengang, og der gik i hvert fald 10 år på den måde”.

Helle Arvidsen ryster selv på hovedet af, hvor meget tid der var til rådighed, og hun ønsker sig på ingen måde tilbage til en tid, hvor samfundet brugte ressourcer på, at nogen skulle vaske den samme dør flere gange, fordi der ikke var andet at lave.

Men man er havnet for meget i den modsatte grøft, mener hun.

”Vi har alt for travlt, og det kan borgerne mærke. Det er hverken godt for borgerne eller godt for os”.

Kæmpede for frokoststue

Når Helle Arvidsen tænker tilbage, dukker også minder om arbejdskampe op. Blandt andet kampen for et sted at mødes og spise sin frokost.

”Vi var tvunget til at holde frokostpause, men vi skulle selv betale pausen, og vi havde ikke noget sted at holde den”, fortæller hun.

”Jeg var så heldig, at min mor og far boede i nærheden, men ellers var det jo noget med at mødes og holde pausen på vaskeriet eller på et gadehjørne – helst et hjørne med overdækning, når det regnede”.

”Men vi tog kampen op og demonstrerede. Jeg kan huske, at vi stod med bannere på Enghave Plads for at fortælle, at nu ville vi have frokoststuer. Og det fik vi så efter nogen tid. Hvis vi ikke selv havde krævet det, var de ikke kommet. Ikke dengang i hvert fald”.

Det var dog ikke alle kampe, der blev vundet af medarbejderne, mindes Helle Arvidsen.

”På et tidspunkt skulle der spares penge, og så ville politikerne indføre en indkøbsordning, for det var jo dyrt at have os til at stå i kø i supermarkedet. Jeg var tillidsrepræsentant, så jeg strejkede selvfølgelig ikke, men mine kolleger nedlagde arbejdet”.

”Set med nutidens øjne, er det lidt sjovt. Hvorfor kæmpede vi egentlig imod? Men vi syntes jo, det var synd for borgerne”, husker hun.

Gammel vin på nye flasker

Nu er det nogle andre, der skal tage kampen på borgernes vegne. Helle Arvidsen kan med god samvittighed trække sig tilbage og betragte hjemmefra, hvordan ældrereformen bliver foldet ud.

”Jeg ved ikke, om det er realistisk, at der skal være mere frihed til at planlægge ydelserne i samarbejde med borgerne. Der er jo ting, der skal gøres, og det er minimalt, hvad der er af tid at flytte rundt på. Og jeg kan da godt være bange for, at nogle borgere vil have noget andet end det, de trænger mest til”.

”Men det er jo fint, at politikerne vil afskaffe det minuttyranni, de selv har indført. Men mon ikke, det bare bliver gammel vin på nye flasker. Tid kommer der i hvert fald ikke mere af”.