• Læs op
• Udskriv

Kate Henckel Brander, 59 år, social- og sundhedsassistent, Bispebjerg Hospital, Vikarkorpset

Jeg har boet i samme ejendom på Godthåbsvej i 35 år. Vi startede i en toværelses, men nu har vi en lejlighed på 130 m2, som vi er ved at renovere.

Jeg arbejder på Bispebjerg Hospital som fastansat vikar på fuld tid. Her har jeg været i snart to år.

Jeg kom fra et plejehjem med mange demente, som burde have været på en skærmet enhed. Vi blev slået meget, så chefen mente, at jeg skulle have nogle psykologtimer, så jeg kunne lære at være i det. Men jeg vidste bare, at dér skulle jeg ikke være. Jeg har fået nok af det kommunale bureaukrati, forretningsgange og ledere, der ikke lytter.

Jeg er rigtig glad for at være i vikarkorpset. Jeg har ca. fem aftenvagter om måneden, og resten er dagvagter. Jeg behøver ikke at planlægge min ferie og fridage så lang tid i forvejen, og der er ikke noget med, at man skal sidde i et forum med kollegerne og lade sig presse til at holde fri uden for højsæsonen, fordi man ikke har små børn. Jeg behøver heller ikke at forholde mig til snak i krogene. Det passer mig godt.

Jeg savner patientkontakten, fordi jeg som regel kun ser patienterne en enkelt dag og ikke kommer tilbage dagen efter og følger op. Men ellers er der ikke noget negativt ved at være vikar. Det er spændende at være på forskellige afdelinger med forskellige specialer, og jeg har været næsten alle steder.

Jeg får lov at bruge mine kompetencer, fordi de kender mig på afdelingerne og ved, hvad jeg kan. Jeg har ikke fået medicinkompetence, men det har jeg det helt fint med, for så kan jeg bruge tiden sammen med patienterne i stedet for.

Men mit bedste job var på et rehabiliteringscenter, som desværre lukkede, da jeg havde været der i fem år.

Vi havde et rigtig godt kollegaskab, og vi lærte borgerne at kende, fordi de var hos os i fire uger. De kom direkte fra hospitalet, og mange af dem kunne ikke noget, når de kom. Men de kunne en hel masse, når opholdet var færdigt.

En af de borgere, jeg særligt kan huske, var en kvinde, der på grund af en infektion havde fået amputeret det ene ben og en arm. Hun havde så meget vilje og så meget at leve for. Hun kæmpede virkelig, og vi fik hende trænet op, så hun kunne klare sig og få et relativt godt liv.

Jeg er oprindeligt uddannet i Kvickly, hvor jeg var i 16 år. Men så fik jeg en chef, som kørte på mig psykisk. Jeg ved egentlig ikke, hvad der skete, for jeg var jo bare i det. Men en dag gik jeg ned ad en trappe og tog mig selv i at tænke, at det ville være godt, hvis jeg faldt, for så skulle jeg ikke på arbejde i meget lang tid.

Det var jo ikke nogen god tanke, så dagen efter sagde jeg op og gik hjem og skrev en ansøgning på tre linjer til et handicapcenter i hjemmeplejen. Og så fik jeg jobbet, selvom jeg jo ikke anede, hvad det gik ud på.

Jeg blev mere og mere glad for det, og så besluttede jeg mig for at læse til assistent. Det har jeg aldrig fortrudt, og jeg bliver ved, til jeg kan gå på pension. Eller måske lidt efter. Jeg synes jo, jeg gør en forskel.

Anette Bernhardtsen, 62 år, sygehjælper, Plejeboligerne Østervang

Jeg bor meget tæt på min arbejdsplads, Plejehjemmet Østervang. Jeg har været der i 17 år, og jeg er ikke kun blevet der, fordi det er tæt på. Det giver mig meget at gå på arbejde med gode gode kolleger, som jeg har kendt i rigtig mange år. Mange af os er  over 60 år, og nogle har været der i 20-30 år, så det er jo blevet lidt ligesom ens anden familie.

Inden jeg blev sygehjælper gik jeg på Handelsskolen. Det var min far, der syntes, at det var en god ide. Men jeg kedede mig simpelthen så meget. Alt det der med debet og kredit sagde mig ingenting. Der går simpelthen et kedsomhedsfilter ned, når det er noget med tal.

Ved siden af skolen havde jeg et fritidsjob på et plejecenter, og når jeg kom derind, havde jeg det meget sjovere. Der var en afdelingsleder, der syntes, at jeg var god til det, og så tænkte jeg, at jeg jo lige så godt kunne tage den uddannelse.

Jeg er er et godt sted. Jeg går glad hjem fra arbejde, og jeg tror, jeg bliver ved, så længe jeg kan. Hvis man ikke synes, man har leveret et godt stykke arbejde, fordi man ikke har haft tiden til det, ville man blive fuldstændig drænet for energi. Det har jeg også prøvet.

Jeg synes faktisk, at mit arbejde er kommet til at give endnu mere mening med årene. Da jeg var ung, syntes jeg, det kunne være lidt stillestående og overvejede, om jeg skulle være på en hospitalsafdeling, men dér når man jo ikke at lære patienterne at kende, før de er ude igen.

Her lærer jeg menneskene og deres familierelationer at kende. Jeg synes, at mennesker er interessante, og jeg får lov at opleve alle mulige sider af det at være menneske.

Jeg synes ikke altid, at de pårørende behandler os med respekt. Det sjove er, at det er de pårørende, som bidrager mindst selv, som har de største forventninger til, hvad vi skal kunne.

Det med værdighed synes jeg er rigtig vigtigt, og jeg er med i et værdighedsrejsehold under Sundhedsstyrelsen, der skal forebygge forråelse. Men vi skal også selv behandles med værdighed.

Vi skal have den drejet, så de pårørende ved, at vi også har forventninger til dem. Så kan vi bruge mere tid på de beboere, der ikke har pårørende. Der er en tendens til, at man kommer til at lægge energien dér, hvor der er kontrollerende pårørende for at undgå ballade. Og det er ikke rimeligt over for de andre, der måske har endnu mere brug for os.

Den største stressfaktor i mit arbejdsliv er de pårørende, men vi har selvfølgelig også rigtig mange søde pårørende, som møder os med anerkendelse og forståelse.

Jeg synes, det er betydningsfuldt at være med til at øge livskvaliteten for de mennesker, man arbejder med. Men det er der jo ikke meget prestige i. De, der passer på vores penge, får meget mere  i løn end dem, der passer på vores mennesker. De faggrupper, vi arbejder sammen med - læger, sygeplejersker, fysioterapeuter osv. – har respekt for det, vi kan. Men omverdenen har ikke. Det er først, når de selv bliver syge - så er der ingen grænser for, hvor dygtige vi er.

Bouchra Zarigh, 47 år, social- og sundhedsassistent, Frederiksberg Hospital

Jeg er vokset op i Marokko i en familie fuld af omsorg for de ældre, hvor jeg boede i en lejlighed med min mor, min far og min farfar og mormor.  

Jeg arbejdede på et hospital i Agadir, hvor jeg brændte for at give al den omsorg, jeg havde med mig fra min barndom, til de mennesker, der var syge. Lægerne opfordrede mig til at uddanne mig til sygeplejerske, fordi de mente, at jeg ville være god til det, men man skal selv betale sin uddannelse i mit hjemland, og det havde jeg ikke råd til.

Da jeg havde arbejdet på hospitalet i fem år, mødte jeg min mand. Han boede i Danmark og var på ferie i Agadir. Vi blev gift, dagen efter vi havde mødt hinanden.

Seks måneder senere var tilladelserne på plads, så jeg kunne flytte til Danmark.

Jeg er god til at bage småkager, så min mand foreslog, at jeg skulle uddanne mig til bager. Men jeg ville hellere arbejde med mennesker, og min sagsbehandler foreslog SOSU-skolen.

I første omgang blev jeg social- og sundhedshjælper og så -assistent. Jeg har prøvet det hele, plejehjem, hjemmepleje og hospital.

Men målet var stadig sygeplejerske, så jeg begyndte på sygeplejeuddannelsen efter to år som assistent.

Jeg havde to job. Hver anden uge arbejdede jeg i hjemmeplejen som aftenvagt og hver anden uge på plejehjem. Jeg har to teenage-døtre, men jeg var der ikke for dem. Jeg gik hjemmefra om morgenen og kom tilbage ved midnat, og når jeg havde fri, skulle jeg læse. Jeg nåede til 4.  semester, men så kunne jeg ikke mere. Min yngste datter savnede mig og havde problemer i skolen, så jeg besluttede mig for at stoppe på sygeplejeuddannelsen.

Jeg er ikke en, der bare kan sidde derhjemme. Jeg elsker mit arbejde på Frederiksberg Hospital, hvor jeg arbejder med patienter, der kun har kort tid tilbage at leve i. Det passer til mig, fordi jeg så gerne vil yde omsorg. Mit hjerte kan ikke rigtig finde ud af det der med at sige til folk, at det, de kan, skal de selv gøre. Jeg vil hellere gøre det for dem. Det er det, der gør mig glad.

For et år siden blev min mand syg. Han fik en stor blodprop og blev halvsidigt lammet og mistede sit sprog.

Jeg ringede efter en ambulance med det samme, da jeg kunne se, at noget var galt. Men der gik 25 minutter, før han blev kørt på hospitalet, fordi ambulancefolkene ikke tog mig ikke alvorligt, da jeg sagde, at det var en blodprop, og at det skulle gå hurtigt.

Det samme skete på hospitalet. Jeg er sikker på, at skaderne efter blodproppen havde været mindre, hvis man havde lyttet til mig – både som fagperson med erfaring fra akutmodtagelsen og som den, der kender min mand bedst.

Det er mig, der passer ham om dagen.  Jeg var nattevagt på Herlev Hospital og aftenvagt på Frederiksberg Hospital. Nu er jeg blevet opsagt på Herlev, men arbejder som aftenvagt på Frederiksberg hver anden uge og som vikar ved siden af.

Kommunen betaler mig for at passe min mand, men kun 20 timer om måneden. Når hjemmeplejen kommer, er det hele tiden nye mennesker. De ved ikke, hvad de skal, og spørger bare min mand, hvad de skal hjælpe ham med.

Han har ikke noget sprog! Hvordan kan man gå ind i et hjem uden at have læst beskrivelsen først? Jeg synes, de har valgt en forkert uddannelse, hvis de ikke har hjertet med. De, der ikke tager deres arbejde alvorligt, efterlader et dårligt indtryk, og det smitter af på alle os, der brænder for vores arbejde.

Jeg har fået nok; jeg bliver nødt til at passe min mand selv, når jeg ikke er på arbejde. Nu kommer hjemmeplejen kun om aftenen.

Det er svært at leve af at hjælpe andre, når man ikke synes, at man selv får hjælp. Man skal huske at tage sig af de pårørende og ikke kun have fokus på at have omsorg for patienten. Som pårørende kan man have det ad helvede til – det ved jeg nu. Vi har brug for nogen, der krammer os og spørger, hvordan vi har det.

Jeg drømmer om at have bare fem minutter til mig selv, hvor jeg kan sidde alene med en kop kaffe, men jeg løber hele tiden.

Jeg undrer mig indimellem over, hvordan jeg kan klare det hele. Jeg er en sej dame, men jeg kan ikke blive ved. Min læge siger til mig, at jeg skal passe på mig selv – at jeg ikke kan holde til både at klare mand og børn og arbejde. Men hvad skal jeg gøre?

Det, der holder mig fast, er, at jeg elsker mit job. Jeg kan ikke bare stoppe, og jeg har ikke tid til at være syg. Jeg skal være rask, og jeg skal være glad. Jeg kan ikke vise patienterne, hvordan jeg har det. Syge mennesker har behov for smil - de har ikke behov for at høre min historie.

Martin Kristian Buhl, 41 år, social- og sundhedsassistent, Psykiatrisk Center Amager

Jeg kom havde ikke været ret længe i min psykiatripraktik, før jeg fandt ud af, at det var her, jeg skulle være, og nu har jeg været her i 7 år. Det er enormt givende at have med mennesker at gøre, som har det forfærdeligt, og så hjælpe dem op igen.

Det er spændende at arbejde med problematikker, som er meget forskellige fra patient til patient. Det er ikke sådan, at fordi du har en bestemt diagnose, har du også et bestemt sygdomsbillede. Der er tusind faktorer, der spiller ind. Nogle gange bor patienterne i en helt anden virkelighed end os andre, så jeg skal hele tiden have hjernen i omdrejninger for at forberede mig på det, som man ikke kan forberede sig på.

Jeg arbejder med forebyggelse af tvang og med at udvikle den kultur, der er omkring brug af tvang. Vi er 10-15 kolleger, som på skift har vagter, hvor vores eneste fokus er at holde øje med, om der er risiko for konflikt - og så sætte ind, inden den opstår, eller sørge for, at den bliver holdt på så lavt et niveau som muligt.

Hvis vi er i en situation, hvor tvang er nødvendigt, er det os, der sørger for, at det bliver gjort så nænsomt som muligt, og at der bliver fulgt ordentligt op på det, så patienten ikke oplever psykiatrien som et system, der er sat i verden for at være ond.

Jeg underviser også mine kolleger og er kulturbærer i forhold til, hvordan vi taler om patienterne, og hvilke ord vi bruger. For 50 år siden hed det tosser og sindssyge - nu hedder det mennesker med psykiske lidelser. For 30 år siden hed det narkomaner og junkier - nu hedder det mennesker med rusmiddel-problematikker. 

De ord, vi bruger, betyder noget for den måde, vi møder mennesker på. Forråelse er en stor kleppert af en modstander, men vi gør, hvad vi kan, for at undgå den ved at gøre hinanden opmærksom på, hvordan vi taler om vores patienter.

Politikerne taler meget om, at psykiatrien skal løftes, og at vi har fået en hel masse ekstra penge. Men jeg synes ikke, det er noget, vi kan mærke. Det er som om, at hver gang vi går flere penge, skal vi spare.

Inden for de seneste 5-10 år har vi fået en befolkningstilvækst i vores område på 25.000 mennesker med de nye byggerier i Ørestaden, Sydhavnen og ved Amager Strand. Statistisk set svarer det til, at vi har fået 1.250 flere patienter. Men vi har ikke fået så meget som et lille telt at lægge dem i. Og det er ikke, fordi vi havde tomme stuer før.

Der er nogle patienter, der kommer ind under huden. Men ikke på den dårlige måde - det er ikke sådan, at jeg tager deres problemer med mig hjem, men nogle gange skal jeg lige synke en ekstra gang.

Et eksempel kunne være ukraineren, som dukkede op og sagde, at han ikke vidste, hvad han skulle bruge resten af livet til, fordi hans kone og børn var blevet skudt i smadder af nogle russere. Det er jo ikke noget, man kan terapeute eller medicinere sig ud af, men jeg kunne være i den sorg og ulykke sammen med ham og rumme hans følelser.

I og med han kom så meget ind under huden på mig, betød det også ekstra meget, at han trods alt forlod hospitalet med en fornemmelse af, at han nok skulle klare den. Selv dem, der er nede i de allersorteste huller, kan man hjælpe. Jeg kan ikke være det samme for alle patienter, men jeg kan have den samme intention. Intentionen om, at jeg skal være med til at knække kurven og hjælpe dem op igen.

Jeg plejer at sige, at for at være i psykiatrien, skal man have nogle egenskaber, man ikke kan læse sig til. For eksempel ro. Man er nødt til at kunne gå til en oprørt situation uden at køre med på bølgen. Du kan godt læse om deeskalerende metoder, men du kan ikke mestre dem, hvis ikke du har det i dig.

Hvis man er en, der vil vinde enhver diskussion, kan man heller ikke være i psykiatrien. Diskussionen foregår jo ikke altid i den virkelighed, vi andre befinder os i. Du er nødt til at lægge dine egne ting på hylden og så lytte til patientens behov, selvom du ikke synes, de har ret i det, de siger.

Før jeg blev social- og sundhedsassistent, har jeg blandt andet været i brandvæsenet og i forsvaret og har også haft en kort karriere som lokomotivfører-elev.

 Jeg tror, at roen er noget, jeg har taget med mig fra brandvæsnet. At kunne give plads til lige at trække vejret, selvom det går stærkt. Hvis vi bruger tid på at forberede os, skal vi ikke bruge tid på at gøre det om, når vi har gjort det forkert.

Fra forsvaret kan jeg trække en linje til det at have magt over andre. Det er jo os, der har kontrollen og magten til for eksempel at udsætte patienterne for tvang. I forsvaret er det mig, der har geværet, men min fornemste opgave er at sørge for, at jeg ikke skal bruge det.

Jeg har indimellem tænkt tanken, om jeg skulle være gået en anden vej og for eksempel være blevet læge eller sygeplejerske, men hver gang jeg tænker over det, så lander jeg samme sted.

Jeg har arbejdet i alle mulige brancher, men jeg er aldrig gået så glad på arbejde - og så glad hjem fra arbejde - som jeg gør her. Og jeg er blevet gammel nok til at vide, at dét betyder mere, end hvad der står på bankbogen.  Man kan ikke købe for penge, at man går på arbejde med et smil.