Fælles om arbejdsmiljø
Af: Arbejdsmiljøkonsulent Lene Flint Andersen
Arbejdsmiljø er et fælles anliggende, og det kræver ofte samarbejde mellem arbejdsmiljørepræsentanten, tillidsrepræsentanten og fællestillidsrepræsentanten for at løse arbejdsmiljøproblemer.
Mange problemer kan løses af AMR i det daglige, som fx lys på en trappe eller adgang til værnemidler. Det nyder vi alle godt af i vores hverdag. Men nogle udfordringer er mere komplekse og kræver en overordnet løsning.
Vi ved, at mange af vores kolleger går på arbejde med smerter, og vi ved desværre også, at en del ældre i faget bliver sygemeldt med en nedslidt krop. Der er også mange kendte problemer med det psykiske arbejdsmiljø - som stress, udadreagerende borgere og høje følelsesmæssige krav.
Der findes desværre ingen quickfix til disse komplekse problemer; det kræver både sammenhold og vedholdenhed. Derfor slår FOA SOSU et ekstra slag for den fælles indsats om arbejdsmiljøarbejdet.
Vi har brug for arbejdsmiljørepræsentanter, der ved, hvilke problemer deres kolleger oplever, og hvilke løsninger der vil kunne fungere i hverdagen.
Vi har brug for tillidsrepræsentanter, der er gode til at formulere svære problemstillinger på en god måde, og som sammen med arbejdsmiljørepræsentanterne kan formulere et punkt på et MED-møde og sikre, at kollegernes vurderinger bliver hørt og kommer til referat.
Vi har brug for fællestillidsrepræsentanter, der stiller de kritiske spørgsmål til ledelsen i det øverste MED-udvalg og holder dem op på, at de skal overholde arbejdsmiljølovgivningen.
Ude på arbejdspladserne har I brug for, at FOA SOSU klæder jeres tillidsvalgte godt på til opgaven.
Fagforeningen skal støtte de tillidsvalgte i at tage fat på de svære problemer, så vi sammen kan få skabt et godt arbejdsmiljø.
Et arbejdsmiljø hvor alle går lige så sunde og raske hjem fra arbejde, som de møder ind - beriget med faglig stolthed og kollegial opbakning.
Hvis du oplever problemer i forhold til arbejdsmiljøet, så husk at gribe fat i enten din arbejdsmiljørepræsentant eller din tillidsrepræsentant. De er der for dig.