Et arbejdsliv på trods
Irene Nielsen er slidt ned og er blevet godkendt til seniorpension, men hun siger indtil videre nej tak. I stedet for kæmper hun sig på arbejde på Birkehøj Plejecenter et par timer tre gange om ugen i et fastholdelses-fleksjob.
Af: Anne Guldager
Social- og sundhedshjælper Irene Nielsen har arbejdet, siden hun var 13 år.
Her 50 år efter har kroppen stort set sagt stop, men Irene holder stædigt fast i, at det lidt, hun kan, det vil hun. Og det får hun lov til.
I stedet for at sige farvel tak, da Irene Nielsen ikke længere kunne bøje sig ind over en seng, gik arbejdspladsen ind i at skabe en funktion, så Irene kunne blive ved med at arbejde og dele ud af sin livsglæde og overskud til beboerne.
Derfor er hun nu ansat i et fastholdelses-fleksjob 7,5 time om ugen fordelt på tre dage. Et fastholdelsesfleksjob er et fleksjob, hvor man ansættes på den arbejdsplads, hvor man er eller senest har været ansat på almindelige vilkår.
Om mandagen triller Irene rundt med en lille vogn og tilbyder manicure. Onsdag holder hun hof i ”strikkeklubben”, hvor hendes røverhistorier fylder mere end strikningen. Og fredag deltager hun i den fælles brunch. Hun kan ikke bukke sig ned og dække bord, men hun kan sidde ned og skrælle frugt - og ikke mindst sørge for den gode stemning.
”Det eneste problem er, at jeg helst ikke må tage fri på en fredag”, siger Irene Nielsen med et smil. ”Det er nok fordi jeg fylder så meget. Hvis de bare sidder og kigger ned i bordet, så kan jeg finde på at stille mig op og synge en sag for dem, og så synger de alle sammen med”.
Tak, fordi I holdt fast
Det var Irene Nielsens leder, der tog initiativ til, at der måtte gøres noget, da Irene Nielsen fik det gradvist værre, indtil hun næsten ikke kunne stå oprejst.
Fællestillidsrepræsentant Brith Dorph Josephsen kom på banen, og efter møder med jobcenter og ledelse blev der strikket et fastholdelses-fleksjob sammen.
”Jeg troede, at jeg skulle have 15 timer eller sådan noget, men både Brith og min leder Jeanette var søde og holdt fast i, at jeg ikke kunne klare mere end det halve”.
”Du havde det svært ad helvede til med at erkende det”, indskyder Brith Dorph Josephsen.
”Ja, jeg havde det rigtig svært”, indrømmer Irene Nielsen. ”Jeg følte mig handicappet og tilsidesat. Jeg har altid været sådan en, der var med i alt, og så er det svært pludselig at være kommet i en kategori, hvor man bare er her”.
”Men jeg kan jo se nu, at det giver mig en hel masse alligevel, og jeg vil gerne sige tak for, at I holdt fast. Ellers havde jeg sagt, at jeg sagtens kunne tage 20 timer, men jeg kan jo ikke engang skubbe en kørestol”.
Vil blive ved med at arbejde
Irene Nielsen er 63 år og kan få folkepension, når hun fylder 67 år.
Så længe behøver hun dog ikke at vente, for da hendes arbejdsevne er under 15 timer om ugen, er hun blevet godkendt til seniorpension.
Men den godkendelse skal helst blive i skuffen, mener hun.
”Jeg vil altså helst arbejde, til jeg er 94. Jeg ville dø langsomt, hvis jeg skulle gå derhjemme. Jeg vil ud og snakke, og jeg vil give noget fra mig. Jeg synes, det er det bedste job, der findes i verden. Det har jeg altid syntes”.