SMK, Døden og Moderen
Skulpturen ”Døden og moderen” starter en samtale mellem de to elever om betingelsesløs kærlighed og omsorg, sorg, empati, hjælp og død.

Omsorg i kunsten

Et samarbejde mellem SOSU H og Statens Museum for Kunst inviterer til samtaler om omsorg i kunsten - og ikke mindst om kunsten at yde omsorg.

Har du nogensinde besøgt Statens Museum for Kunst (SMK)?

Hvis ikke, lyder ideen om et besøg måske lidt kedelig og støvet, for hvad skal man dér, hvis man ikke interesserer sig for gamle malerier eller skulpturer?

Det har SMK og SOSU H et godt svar på, for de to institutioner har sammen udvalgt en række kunstværker, der på hver sin måde inviterer til samtale om begrebet omsorg.

Da medlemsbladet FOA SOSU kigger forbi museet, er 12 elever fra SOSU H på besøg.

De ledsages af en af museets medarbejdere, Amalie, og første stop er i skulpturgaden ved en abstrakt skulptur af et menneske.

”Det er en, der har svært ved at bevæge sig”, udbryder en af eleverne ved synet af den knudrede krop.

”Den ser lidt trist ud fra den her vinkel”, mener en anden.

”Det er det, jeg så godt kan lide ved at være sammen med SOSU-elever; I er vildt gode til at aflæse kropssprog”, siger Amalie.

Ikke bare en højborg

For SMK er det både naturligt og givende at indgå et samarbejde med en institution som SOSU H, forklarer Nana Bernhardt, som er undervisnings- og udviklingsansvarlig på museet.

”Vores typiske gæst er en midaldrende kvinde med en længerevarende uddannelse. Vi vil gerne henvende os til mennesker i alle aldre og med forskellig uddannelse og være et sted, hvor man ikke bare lærer om kunsten, men også gennem kunsten”.

”Vi skal vise, at vi ikke bare er en højborg for de skønne kunster, men at vi er relevante i en samfundsmæssig kontekst”.

Den ensomme mand

Amalie opfordrer igen eleverne til at bruge deres evne til at læse kropssprog, da de sammen stopper op ved et maleri af en mand, der sidder alene og stirrer frem for sig.

”Han er ensom. Han har ikke lyst til at snakke. Det kan man se”, siger en af eleverne, da hun ser den sammensunkne mand med de triste øjne.

Billedet ved siden af forestiller en syg kvinde, der ligger i sin seng, og med lidt hjælp fra Amalies fantasi, får eleverne talt sig frem til, at hun nok er terminal, og at manden på det første billede er kvindens ægtefælle.

Sammen taler de om, hvordan man som omsorgsperson kan få manden til at nærme sig kvindens seng og holde hende i hånden, selvom det kan føles så tungt, at det ikke er til at bære.

Faglig stolthed

Det aktuelle samarbejde mellem SMK og SOSU H tager udgangspunkt i seks udvalgte værker, som befinder sig i samme rum.

Men når man først er blevet sporet ind på, hvad det er, man er på udkig efter, er hele museet sprængfyldt med værker, der kan give anledning til samtaler om emner med relevans for SOSU-fagene.

De seks udvalgte værker ledsages af et særligt undervisningsmateriale med temaet omsorg, som giver anledning til samtaler om borgeres livshistorier, døden, empati og faglig stolthed.

Siden det første undervisningsforløb fandt sted i april og frem til udgangen af august, har ca. 700 elever og undervisere været igennem det to timer lange forløb, og der er ikke sat udløbsdato på, fortæller Nana Bernhardt.

Hun er helt tydeligt begejstret for samarbejdet – af flere grunde.

”Der ligger jo også en anerkendelse i, at vi interesserer os for faget et sted som her. Det har SOSU-fagene virkelig fortjent, for hvor er det vigtigt, det de kan. Og hvor er det vigtigt det, vi som kunstinstitution kan lære om verden gennem mødet med SOSU-fagene.

Døden og moderen

”Dér er min yndlingsskulptur”, lyder det fra en af eleverne ved synet af en skulptur midt i rummet.

Skulpturen er ”Døden og moderen”, som er inspireret af H.C. Andersens historie om en moder, der ofrer alt for at få døden til at give slip på hendes barn, men som ender med at erkende, at døden er uundgåelig.

For den almindelige beskuer er det den uhyggelige død med leen og spædbarnet i armene, der tiltrækker øjet, men eleven peger ned, hvor moderen ligger sunket sammen ved dødens fødder.

Sammen med en medstuderende kaster hun sig ud i en samtale om betingelsesløs kærlighed og omsorg, sorg, empati, hjælp og død.

For det er det, kunst kan, som Amalie sagde ved det indledende møde med eleverne:

”I bærer alle sammen på minder og erfaring, som kommer frem på en ny måde, når I ser på kunsten”. 

 


 

 

Udvider samtalen

Social- og sundhedsassistentelev Silas Snebang Møller har bidraget til materialet om omsorg med et lydspor, der kan inspirere til en samtale om omsorg ud fra et af de udvalgte værker.

Værket er en skulptur af en halvnøgen kvinde med ryggen til, der ser ud som om hun er ved at forsvinde ind i en stenblok.

På lydsporet hører man Silas henvende sig til kvinden:

Gravmæle smk

Har du brug for at dække dig mere til? Fryser du?”

"Jeg bliver nysgerrig på dit liv og din historie. Har du lyst til at fortælle mig lidt om dig selv?”

”Jeg vil bare gerne forstå, hvad du gennemgår og være hos dig. Kan jeg hjælpe dig med noget? Jeg er her, hvis du får brug for det”.

For Silas Snebang Møller er det ikke første gang, han besøger et kunstmuseum, for kunst har altid inspireret ham, fortæller han.

”Jeg synes generelt at kunst kan give nye perspektiver og udvide samtalen”.

Dette gælder også i dette tilfælde, hvor det er SOSU-fagligheden, som får et nyt perspektiv, mener han.

”Man får en anden form for samtale, når man kommer ud af klasselokalet. Vi kan lægge det, vi har lært, lidt til side og behøver ikke gå op i væskeskemaer, BMI og spørgeteknikker”.

”Jeg fik et skarpere fokus på det menneskelige og det eksistentielle, samtidig med, at jeg følte, at jeg havde fagligheden med mig. Det fokus, kan jeg bringe med tilbage i klasselokalet”.

Hør lydsporet her



Fakta

Samarbejdet mellem SOSU H og SMK undersøger begrebet omsorg gennem seks udvalgte værker med tilhørende undervisningsmateriale. Materialet omfatter blandt andet særlige lydspor, indtalt af elever og undervisere fra SOSU H.

Værkerne hænger i den almindelige udstilling, og materialet, samlet i en gratis folder, er sammen med lydsporene tilgængeligt også for museets øvrige publikum.