”Det lyder måske af meget, at borgeren skal forholde sig til et team på 9 medarbejdere, men vi kender alle til borgeren, fordi vi dagligt har rigtig mange faglige snakke og er gode til at samle op”, siger Betina Hansen, der her sidder for bordenden til et teammøde.
Foto:
Mark Knudsen/Monsun
Der er ingen vej tilbage
Betina Hansen og Tina Rise Frederichsen fra Tårnby Hjemmepleje kan ikke længere forestille sig at arbejde i en hjemmepleje uden faste, selvstyrende teams.
Af: Anne Guldager
Alle kommuner taler om faste, selvstyrende teams i ældreplejen, der er en vigtig del af regeringens ældrereform.
Nogle kommuner er længere end andre og kan inspirere dem, der kun lige er gået i gang. Det gælder for eksempel Tårnby Kommune, der for halvandet år siden etablererede to faste, tværfaglige og selvstyrende teams.
Social- og sundhedshjælper Tina Rise Frederichsen og social- og sundhedsassistent Betina Hansen har været med fra begyndelsen, og de ryster begge kraftigt på hovedet som svar på, om de kunne forestille sig at vende tilbage til den gamle måde at arbejde på.
”Nej, jeg kan aldrig gå tilbage”, erklærer Betina Hansen.
”Før gik jeg på arbejde for at tjene penge. Nu går jeg på arbejde, fordi jeg har lyst til det”, siger Tina Rise Frederichsen.
Kender hinandens styrker
Indtil videre er to teams selvstyrende i Tårnby Kommune, henholdsvis et somatisk og et socialt hjemmeplejeteam.
Betina Hansen er faglig koordinator for begge teams, og Tina Rise Frederichsen er en del af det somatiske team.
Begge fortæller, at de mindre teams både har styrket det sociale og det faglige fællesskab.
”At vi har lært hinanden bedre at kende gør, at vi i højere grad kender hinandens styrker og ved, hvem der vil være god til, hvilken type borgere”, siger Tina Rise Frederichsen.
Men det er især det, at man kommer ud til færre borgere, der gør forskellen, mener hun.
”Før i tiden blev jeg sendt til højre og venstre. Jeg kunne komme ud til et hjem, hvor jeg aldrig havde været før, og hvor jeg ikke ville komme igen den næste måned. Så bliver det svært at tage ejerskab. Jeg følte ofte, at jeg bare slukkede brande, og at jeg ikke slog til”.
”Nu møder jeg ikke længere ind med bekymringen for, hvad jeg kommer ud til, og jeg kan gå hjem fra arbejde med en følelse af, at jeg har gjort mit arbejde ordentligt. Det betyder alt”.
I forbindelse med etableringen af de to teams har der været plads til kompetenceudvikling. Det betyder blandt andet, at social- og sundhedshjælperne i de to teams nu må udføre en række opgaver, de ikke havde før, fortæller Betina Hansen. For eksempel øjendråber, skylning af kateter, stomipleje og inhalation.
Sidder sammen med sygeplejerskerne
De to teams har generelt fået mere ansvar, og medarbejderne kan selv træffe beslutninger og henvende sig til visitationen uden at skulle igennem en leder.
Teamets sygeplejersker sidder i samme rum som social- og sundhedspersonalet, og der er en stor gevinst, mener Tina Rise Frederichsen.
”Jeg kunne godt føle, at det var lidt grænseoverskridende at gå ind til sygeplejerskerne før i tiden. Men nu kender jeg dem, og de er lige så meget mine kolleger som resten af gruppen, så der er en helt anden dialog nu”.
Betina Hansen tilføjer, at det tætte samarbejde med sygeplejerskerne giver en følelse af ligeværd.
”Ingen er vigtigere end andre, og vi har alle følelsen af, at vi har brug for hinanden for at kunne udføre et godt stykke arbejde”.
Sten i skoen
Betina Hansen og Tina Rise Frederichsen har ikke andet end godt at sige om deres nye arbejdsliv, men vejen derhen har ikke været uden sten i skoen.
”Det har ikke været lyserødt det hele. Der har været tårer, og man har spurgt sig selv, hvad det skulle ende med”, siger Tina Rise Frederichsen.
Det er heller ikke alle drømmene, der holdt til mødet med virkeligheden, tilføjer Betina Hansen.
”Jeg tror, at tanken fra starten var, at en borger skulle have en eller to medarbejdere, der kom der fast. Det kan ikke lade sig gøre, men at skulle forholde sig til 9 medarbejdere giver en langt bedre tryghed, end hvis der kommer 27 forskellige”.
”Det lyder måske af meget, at borgeren skal forholde sig til et team på 9 medarbejdere, men vi kender alle til borgeren, fordi vi dagligt har rigtig mange faglige snakke og er gode til at samle op, når vi mødes midt på dagen og til vagtafslutning”.
En anden ting, der ikke er blevet som forventet, er overgangen fra sygehus til hjemmepleje, fortæller Tina Rise Frederichsen.
”Det ville give sindssygt god mening, hvis vi kom ud og så borgen før udskrivelsen, men det har vi ikke kunnet nå i mål med. Man kan ikke forandre alting på én gang”.
Vil være de bedste
Undervejs i det halvandet år, projektperioden har varet, har de selvstyrende teams måttet vinke farvel til tre medarbejdere.
Ikke alle trives lige godt i store forandringer, og tillid under ansvar kan være svært, hvis man er vant til kontrol og kommandoveje.
De to teams øver sig stadig i at turde sige højt, når noget ikke er godt nok, eller hvis andre fylder enten for meget eller for lidt på møderne, fortæller Tina Rise Frederichsen.
”Vi er forskellige som mennesker, og for nogle kommer det først henad vejen. Det vigtigste er, at vi hele tiden husker at holde hinanden op på, at vi vil være de bedste”.
Mere om samme emne: