Generalforsamling hvert andet år
FOA SOSUs bestyrelse stiller på en ekstraordinær generalforsamling den 10. september forslag om, at fagforeningens ordinære generalforsamling fremover afholdes hvert andet år. Også et forslag om ændring af fagforeningens navn samt forslag vedrørende valg af faggrupperepræsentanter er på dagsordenen.
Af: Anne Guldager
Opdatering: Artiklen er 28. august blevet opdateret med forslag vedr. dispensation fra bestemmelsen om valg til politisk ledelse.
Opdatering: Afsnittet om forslag vedr. ændring af fagforeningens navn er tilføjet til artiklen efter bestyrelsesmødet den 20. juni 2024.
Står det til FOA SOSUs bestyrelse, skal der fremover kun afholdes ordinær generalforsamling i fagforeningen hvert andet år.
En længere periode mellem generalforsamlingerne vil frigive ressourcer til at møde medlemmerne på en anden måde og give mulighed for at lytte til flere end dem, der traditionelt kommer til generalforsamlingerne. Desuden vil det give mere tid til at komme i dybden med generalforsamlingens beslutninger, og vedtagelsen af toårige budgetter vil gøre det muligt at arbejde mere langsigtet, mener bestyrelsen.
Formand Tina Græsted understreger, at bestyrelsens forslag ikke skal ses som en spareøvelse.
”Forslaget kommer ud fra et ønske om at rykke fagforeningen tættere på medlemmerne. Vi oplever, når vi holder uformelle arrangementer i huset, at det er en anden medlemsgruppe, der deltager. Det giver nogle andre samtaler om fag og fagpolitik, når vi kan se medlemmerne i øjnene i et uformelt forum, end når vi står på en talerstol til generalforsamlingen. Og hvis vi vil mere af det ene, så kan vi ikke også det andet”.
Tina Græsted tilføjer, at en længere periode mellem generalforsamlingerne desuden vil give mulighed for i højere grad at inddrage tillidsrepræsentanterne, når der skal træffes beslutninger.
”Det er de tillidsvalgte, der er tæt på medlemmerne i hverdagen, og som kan bringe medlemmernes synspunkter ind i fagforeningen. Formålet med det her er at styrke medlemsdemokratiet og brede dialogen ud, så den ikke kun foregår mellem de forholdsvis få deltagere på generalforsamlingerne”.
Kan ikke vente til november
Bestyrelsen har vedtaget, at beslutningen skal træffes på en ekstraordinær generalforsamling den 10. september 2024.
Når det ikke kan vente til den ordinære generalforsamling den 20. november, skyldes det, at timingen i forhold til FOAs kongres gør det nødvendigt at tilpasse valgperioderne til en eventuel ny struktur, inden valgene til bestyrelse og politisk ledelse skal finde sted på den ordinære generalforsamling.
”Det er en kompliceret tidslinje, som jeg nok skal uddybe på den ekstraordinære generalforsamling. Men det korte af det lange er, at hvis beslutningen skal træffes i år, er det nødvendigt med en ekstraordinær generalforsamling. Ellers bliver vi nødt til at vente i to år”, siger Tina Græsted.
Valg af faggrupperepræsentanter
Også et forslag vedrørende faggrupperepræsentanter skal op på den ekstraordinære generalforsamling.
Ifølge fagforeningens love vælger generalforsamlingen hvert andet år en repræsentant samt en suppleant for hver af fagforeningens faggrupper.
Valgene finder sted hvert andet år, men kun få stiller op, og langt de fleste pladser er i øjeblikket ledige.
I forbindelse med Forbundets kongres i 2025 er der overvejelser om at ændre på den nuværende struktur for faggrupperne. Derfor foreslår FOA SOSUs bestyrelse, at valget af faggrupperepræsentanter fjernes fra fagforeningens love. I stedet for beder bestyrelsen om mandat til at fastlægge en ny procedure for valg eller udpegning.
”Hvis ikke vi retter lovene til nu, skal vi vælge faggrupperepræsentanter til november. Det vil sige, at vi skal bede nogen stille op til en post, som med stor sandsynlighed vil ændre sig i løbet af valgperioden, hvis kongressen vedtager en ny faggruppestruktur”, forklarer Tina Græsted.
”De 32 FOA-afdelinger vælger eller udpeger faggrupperepræsentanter på alle mulige forskellige måder, og det er langt fra normen, at de vælges på en generalforsamling. Vi vil gerne have mulighed for at gøre det på den måde, der er mest hensigtsmæssig – både af hensyn til faggrupperepræsentanterne selv og de medlemmer, de repræsenterer”.
Nyt navn
Fordi der i forvejen er lovændringer på generalforsamlingens dagsorden, benytter bestyrelsen anledningen til at stille forslag om ændring af fagforeningens navn.
Ifølge de nuværende love er navnet "FOA Social- og Sundhedsafdelingen", men FOAs kongres vedtog i november 2023 at skrive ordet "afdeling" ud af forbundslovene, da der reelt er tale om selvstændige fagforeninger.
Fordi fagforeningen i daglig tale gennem mange er blevet benævnt FOA SOSU, foreslår bestyrelsen, at fagforeningens love ændres, så FOA SOSU bliver det officielle navn.
Dispensation fra bestemmelse i lovene
Janine Almy, medlem af politiske ledelse, har meddelt at hun ønsker at gå på efterløn med virkning fra den 31.december. Ifølge de nuværende love (§ 8, stk. 3) vil det kræve indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling efter den 31.december.
For at undgå behovet for en ekstraordinær generalforsamling foreslår bestyrelsen, at den ordinære generalforsamling den 20. november 2024 vælger et nyt medlem af politisk ledelse med tiltrædelse den 1. januar 2025. Det vil sikre en smidig overgang og kontinuitet i fagforeningens politiske ledelse og samtidig spare de ressourcer, der er forbundet med at afvikle en ekstraordinær generalforsamling.
Generalforsamlingen finder sted den 10. september kl. 16.30 i FOA SOSUs mødesal.