Pressemeddelelse

Landets største velfærdstalenter hyldes på Christiansborg af statsministeren

Torsdag kårer PenSam og FOA de 100 største talenter inden for kernevelfærden i Danmark. De unge fejres på Christiansborg, hvor blandt andre statsminister Mette Frederiksen taler.

100 velfærdstalenter fra hele landet bliver i morgen hyldet ved et festarrangement på Christiansborg, når PenSam og FOA fejrer nogle af landets dygtigste og mest hårdtarbejdende unge mennesker, der til dagligt arbejder som bl.a. pædagogmedhjælpere, social- og sundhedsassistenter og rengøringsassistenter.

Talenterne er udvalgt blandt flere hundrede nomineringer fra borgere, pårørende, kolleger og arbejdsgivere. Fælles for de udvalgte 100 talenter er, at de alle besidder en høj faglighed og yder en ekstraordinær indsats for kernevelfærden i Danmark. 

I år sker fejringen af ’Velfærdens Talent 100’ med deltagelse af statsminister Mette Frederiksen. Blandt de unge talenter finder man for eksempel social- og sundhedsassistent Sandra Larsen. Hendes unikke bånd til 92-årige Vera Larsen betød, at hun var den sidste person, som Vera Larsen spurgte efter.

”Der skal mere fokus på det utroligt vigtige arbejde, som bl.a. social- og sundhedsassistenter, pædagogmedhjælpere, serviceassistenter og ambulancereddere hver dag udfører for Velfærdsdanmark. De besidder et unikt talent, som vi har brug for mere af. I PenSam er vi stolte af vores medlemmer, fordi de holder velfærdssamfundet i gang.” siger Torsten Fels, adm. direktør i PenSam.

”I Danmark bliver ”talent” ofte forbundet med at tjene millioner af kroner og gøre raketkarriere. Men talent er også evnen til omsorg og til at pleje vores ældre og syge. Talent er evnen til give et barn fra svære kår en god dag. Det er evnen til at berolige et andet menneske, redde et liv og lindre smerte. Og Velfærdens Talent 100 handler om at have talent for at gøre en forskel for andre,” siger forbundsformand i FOA, Mona Striib.

Læs om de 100 udvalgte talenter i magasinet.

Kontakt

Forbundsformand Mona Striib, telefon: 23 41 41 98

Hent billede i høj opløsning