En tillidsrepræsentant er en kollega, der kan tale din sag. Tillidsrepræsentanten kan hjælpe med spørgsmål om løn og arbejdstid – alt det, der står i overenskomsten og aftaler. Men tillidsrepræsentanten kan også hjælpe, hvis du bliver syg eller får andre problemer, som har med dit arbejde at gøre.
Det er tillidsrepræsentantens opgave at arbejde for, at I har et godt samarbejde og en god arbejdsplads. Hvis I som kollegaer oplever problemer, kan tillidsrepræsentanten derfor også tage sagen op overfor ledelsen.
FOAs tillidsrepræsentanter bliver valgt af dig og kollegerne ude på arbejdspladserne. FOA sørger til gengæld for, at de bliver uddannet, så de altid er klædt på til kunne svare kompetent på spørgsmål om dit arbejdsliv eller hjælpe dig med at få kontakt til den rette ekspert i din lokale fagforening.