Den 25. januar 2005 blev Danmarks største offentlige fagforbund med 215.000 medlemmer stiftet. Medlemmerne af Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) og Pædagogisk Medhjælper Forbund (PMF) stemte i december 2004 ja til fusionen af de to forbund, og den 25. januar 2005 gav 911 delegerede det nye forbund navnet "Fag og Arbejde".
Forkortelsen af "Fag og Arbejde" er stadig FOA - og dermed er der også en klar sammenhængskraft med historien og det indarbejdede navn, som 190.000 medlemmer af Forbundet af Offentligt Ansatte indtil i dag har kendt som "FOA".
Navnet Fag og Arbejde er valgt, fordi det flugter med de værdier, som det nye forbund er stiftet på.
Faglighed og tryghed er de to gennemgående værdier, som fusionsgrundlaget mellem de to forbund er bygget op om. Det nye forbund har en ambition om at sætte medlemmerne i centrum.
Nyt logo
FOAs nye logo skal udtrykke kernen i det, FOA står for.
Det centrale i FOA er de tre værdier, som blev vedtaget i forbindelse med fusionen af Forbundet af Offentligt Ansatte og Pædagogisk Medhjælper Forbund i januar 2005. De tre værdier er:
- Tryghed
- Faglighed
- Medlemmet i centrum
De brede former signalerer tyngde, soliditet og styrke. Det oversætter vi selv til den tryghed, som FOA altid skal være garanten for i forhold til medlemmerne.
Vores logo er både enkeltstående bogstaver og en grafisk helhed, der optræder i sammenhæng. Netop i kraft af rækken af detaljer får vi en enhed og helhed. Vi mener, at faglighed er summen af en lang række enkeltstående og erhvervede evner. Faglighed er helhed.
Vores logo har et klart centrum i det store favnende bogstav O. Det skal i FOA altid være medlemmet, der lige nøjagtig står i centrum. Er det for eksempel to øjne, der kikker nysgerrigt og ivrigt ud mod omverdenen?
FOAs nye logo er tegnet af chefdesigner Erik Ambjørn, og det blev vedtaget af FOAs hovedbestyrelse i februar 2005.