I FOAs klageinstans er der en dommer, som er uafhængig af den institution, han skal vurdere. Han kan undersøge en sag og tage stilling til den, uden at være bundet af hensyn til den ene eller anden part i sagen.
Når FOAs dommer modtager en klage, vil han normalt bede den FOA-instans, der ansvarlig for sagen, og den person, der evt. klages over, om en udtalelse over klagen.
Du vil blive orienteret om dette forløb, og du vil modtage en kopi af resultatet af høringen. Du har derefter mulighed for at komme med yderligere bemærkninger inden for en kort tidsfrist. Sagen vil derefter muligvis på ny blive forelagt for den ansvarlige FOA-instans.
Dommeren vil eventuelt selv indhente flere oplysninger, som han anser for nødvendige for klagens behandling. Du vil få at vide, hvis dommeren finder oplysninger af betydning for afgørelsen. På det grundlag, der herefter er kommet frem, vil dommeren vurdere din klage og træffe sin afgørelse.
Dommerens afgørelse vil blive sendt direkte til dig og den/de FOA-instanser, der er blevet klaget over.
Klageinstansens dommer er udpeget af FOAs Hovedbestyrelse for perioden 1. april 2023 – 1. april 2026. Dommeren hedder Ulrik Finn Jørgensen og er byretsdommer og opmand i Arbejdsretten.