Er vi bare usolidariske, eller hvorfor pokker støtter vi ikke aktivt sygeplejerskerne og varsler sympatikonflikt?

Af: Mona Striib, formand, FOA

Hvad er egentlig op og ned i den debat?

Lad mig starte med at slå fast: 

Sygeplejerskerne er ikke alene om at kæmpe for en retfærdig løn – det er også din og min kamp.

Hvordan er det dog blevet til en helt håbløs situation?
Debatten om løngab, uligeløn og det faktum, at den oprindelige tjenestemandsreform indplacerede fag og efterfølgende blev taktstokken for, hvordan nye fag og uddannelser blev indplaceret, er helt på sin plads, og det er slet ikke en ny debat. Den har vi rejst på kryds og tværs af organisationer gennem mange år. Vi har også brugt konfliktvåbnet i FOA. Skuffelsen har været stor mange gange, især dengang Christiansborg i 2007 meldte sig klar med 5 milliarder på bordet. Det var bare ikke 5 milliarder ekstra, men en fremrykning af lønmidler til første år, så hunden blev fodret med sin egen hale. Det er også det, der kan ske nu. Det er lige præcis derfor, at hele Forhandlingsfællesskabet så stift i øjnene, at det først blev efter OK21, at det arbejde for alvor kunne komme i gang. Væk med Corona, gang i væksten og ikke mindst gang i lønforhandlinger på det private område. Der er ikke meget ved at strejke sig til et bedre lønresultat, og så betale gildet tilbage via reguleringsordningen.

Det er fakta, at de typiske kvindefag halter bagud på løn. Det er ikke noget, vi bare finder på til lejligheden. I mange omsorgsfag er mere end 90 procent kvinder, og der er et minus på 36 kroner i timen i forhold til fag, hvor 90 procent er mænd. Det fortæller VIVE i en rapport fra forsker Mona Larsen. Det bliver til mange lønkroner gennem et arbejdsliv.

Siden tjenestemandsreformen i 1969 har mange fag udviklet sig, arbejdsmarkedet har udviklet sig, krav til viden og uddannelse er vokset, opgaveglidning mellem fag har også haft stor betydning.

En sammenligning alene på uddannelseslængde er ikke det rigtige svar, en sammenligning alene på optagelseskrav til uddannelser er heller ikke det rigtige svar. Der er en myriade af komplekse spørgsmål som kalder på en lønkomite, som skal adskille sig væsentligt fra den tidligere lønkommissions arbejde. Selve værdisætningen af velfærdsfag spiller en stor rolle. Det har også stor betydning, at det ikke er alle svar der kan findes statistisk i historisk perspektiv. Eksempelvis er social-og sundhedshjælpere og social-og sundhedsassistenter indplaceret sammen i servicefag, ligesom der er faggrupper, der slet ikke findes med statistisk materiale bagudrettet.  Ambulancebehandlere og paramedicinere er også en autoriseret gruppe med en uddannelseslængde på 4 år og 7 måneder. Men erhvervsuddannelser tæller ikke på samme måde i uddannelseshierarkiet. Er det rimeligt? Nej, det synes vi ikke i FOA.

Det er et arbejde, der sættes i gang, når OK 21 for alle organisationer er afsluttet. FOA mener, at en ny lønkomite skal starte nu og ikke vente.

Kan man så ikke bare lægge fælles pres på, at sygeplejerskernes skal have et stort lønhop nu?
Pengene er der ikke hos arbejdsgiverne, og hvis der så kunne tilføres ekstra midler nu, så vil det ligge indenfor reguleringsordningen. Det kan man kun, hvis alle andre næsten 50 organisationer på deres medlemmers vegne siger ja til, at vi vil betale prisen via reguleringsordningen. Altså at fx social- og sundhedshjælperen siger ja til at betale af sin løn, for at sygeplejersken kan blive hævet. 

Det ville så komme oveni den såkaldte ”minus-regulering”, som vi måtte indregne i overenskomstresultatet for den samlede periode, og som på det regionale område har udviklet sig yderligere i negativ retning siden forhandlingerne. Så derfor er svaret, det kan vi ikke. Det er ikke løsningen.
Den form for solidaritet kan vi ikke vise.

I den korte form er situationen sådan her:
Resultatet ved OK21 er vedtaget med samtlige organisationers tilslutning, og organisationernes urafstemninger blandt medlemmerne gav også et markant ja - på nær sygeplejerskerne og radiograferne.

Alle organisationer havde inden forhandlingerne aftalt med hinanden, at hele løndannelsen i den offentlige sektor skulle op og vende, og vi skulle sikre tilslutning i hovedorganisationen, så det ikke bare udløste en krig mellem offentlige og private organisationer. 

Vi udarbejdede et politisk forståelsespapir med hinanden på det tidspunkt, og arbejdet er allerede i gang. Det, vi kunne blive enige om, var, at det skulle i gang efter OK21.

Kunne vi ikke bare have gjort det før?
Med til hele billedet hører, at vi som parter også har igangsat analysearbejde af det nye lønindex fra Danmarks Statistik. Et arbejde der først afsluttes i 2022. Resultatet heraf er en vigtig trædesten for, hvordan eksempelvis ændret sammensætning af personale har indflydelse på reguleringsordningen og løngabsdiskussionen mellem offentlig og privat.

Ved OK18 fik vi i fællesskabet afsat puljer til ligeløn og lavtløn, ved OK21 lykkedes det at øge størrelsen på lavtløns- og ligelønspuljer, det var godt, men uretfærdigheden er mere grundlæggende.

For FOA er målet klart:
Opgør med for lav værdisætning af velfærdsfag, løft af lavtlønnede, opgør med uligeløn mellem typiske kvindefag og typiske mandefag, og ikke mindst en ændring af måden vi aftaler de generelle lønstigninger på, og betragter reallønsudvikling ens for alle lønniveauer.  Så længe vi forhandler generelle lønstigninger i procenter, bliver vi ved med at øge uligheden mellem lavtlønnede og højtlønnede. Det er den helt store kamp, som vi burde være fælles om på tværs af alle fag. Og i det arbejde vil der uden tvivl være brug for kompromisser og langsigtede planer for ændringer.

Men det klares ikke uden Christiansborg, for der skal ganske enkelt løftes på låget til pengekassen, øremærket til formålet – opgøret med uligeløn - men forhandlet af parterne ved bordet. 

Løsningen kan ikke findes inden for rammen. 

Og PS…. så vil vi på det kommunale og regionale område have indflydelse på forhandlinger om rammens størrelse fremover.

God sommer

Bragt i Arbejderen, den 17. juli 2021