FOA: Omsorgsforsikringer er et sygdomstegn

Af: Torben K. Hollmann, sektorformand i FOA

Forsikringsselskabet Tryg har et godt tilbud til dig. For et overskueligt beløb – for nogle af os – kan du få en omsorgsforsikring, som blandt andet dækker hjemmepleje og rengøringshjælp efter hospitalsophold og transport til behandling efter sygdom.

Og mon ikke de har fat i noget? Om ti år vil vi have 150.000 flere danskere over 80 år. Samtidig stiger antallet af mennesker med kroniske sygdomme, mens antallet af hænder i den offentlige sektor ikke stiger med samme hastighed.

En ny undersøgelse produceret andetsteds i Tryg-koncernen viser, at lige godt halvdelen – 54 procent for at være præcis – af befolkningen over 40 år føler sig utrygge ved, om hjemmeplejen vil være tilstrækkelig i forhold til de ønsker og behov, man har.

Det er åbenlyst fristende for den enkelte borger at gribe muligheden og sige ja til en ekstra forsikring, der giver en ekstra god behandling efter sygdom eller indlæggelse. Navnlig hvis man ikke tror på, at bare det skrabede niveau vi har på velfærden i dag, er langtidsholdbart. Det er netop det, der er problemet. Det er den enkelte og ikke os – fællesskabet – der får hjælpen.

Symptom på et haltende velfærdssamfund
Det er en grundlæggende præmis i det danske velfærdssamfund, at vi alle er lige stillet og får den sammen hjælp, uden skelen til indkomst eller formue. Det er alt sammen noget, vi regulerer igennem skatten.

Men når store kapitalinteresser får lysten til at udbyde en sådan forsikring, er det jo et symptom på, at der er noget, der halter i vores velfærdssamfund. Der er et behov, der ikke bliver dækket.

Nogle gange kan man så diskutere, om det skal dækkes af fællesskabet. For der kan være behov, som ikke kan eller skal dækkes af fællesskabet.
Men i det her tilfælde er det altså helt grundlæggende og basale behov, vi som borgere skal have hjælp til. Hvis du bliver udskrevet fra sygehuset, eller har behov for hjælp til hjemmepleje, så skal fællesskabet stå til klar. 

Jeg tør ikke tage chancen
Risikoen ved at sige acceptere sådan en lille og uskyldig ting som en forsikring, der dækker hjemmepleje og rengøringshjælp efter hospitalsophold og transport til behandling efter sygdom, kan på sigt være, at velfærdssamfundet hæver barren for, hvornår man skal have hjælp, og at kommunen strammer på visitationen, så der skal mere til, før man kan få hjælp.

Det har vi set på det kommunale område, når vi snakker praktisk hjælp. Siden 2009 er der på landsplan forsvundet 7,5 millioner timers hjemmehjælp.
Det er der ikke rigtig nogen, der har sagt fra overfor. Behovet er dækket af det private marked – for dem, der har råd, vel og mærke. Andre må leve i deres eget skidt eller håbe på, at deres børn kommer forbi og gør rent.

Jeg tør ikke tage chancen. Jeg tror på et velfærdssamfund, der holder hånden under dem, der ikke kan selv. Dem, der ikke har midlerne, og dem, der ikke har familien. Dem, hvor FOA's medlemmer hver dag kommer forbi, og leverer hjælp til at få deres liv til at fungere.

Bragt i Altinget, den 4. maj 2021