Slaget om Fredens Havn viser, vi ikke tager ansvar for dem, der behøver det
Da sangen ”Smuk som et stjerneskud” vandt det europæiske melodigrandprix, var Jørgen Olsen som den ene halvdel af Brødrene Olsen med til at samle Danmark. Men med sin medvirken i TV2-programmet “Slaget om Fredens Havn” får han det hele til at handle mere om individet end om fællesskabet.
Af: Torben Klitmøller Hollmann, sektorformand, FOA
I programmet bliver der sat fokus på den del af Danmark, vi lukker øjnene for. Her møder vi medmennesker som Storken og Esben, der er kommet skævt ind i livet. De lever ikke som os andre, og på den måde kommer de på tværs af dem, som lever det lykkelige liv på villavejene i dyre boligkvarterer.
Jørgen Olsen harcelerer i programmet over, at Storken, Esben og de andres hjem ødelægger den gode udsigt fra hans milliondyre bolig. Det er selvsamme Jørgen Olsen, som har haft misbruget tæt inde på livet, da hans bror, Niels Olsen, i en årrække kæmpede med misbrug. Måske Niels kunne være endt i Fredens Havn, hvis ikke han havde haft et godt netværk og blev mødt med forståelse. Niels fik hjælp, og det er vel et godt billede på, hvor stor en forskel det gør, hvilken social baggrund du har.
Venstres statsministerkandidat, Jakob Ellemann-Jensen, stiller sig i programmet i Jørgen Olsens hjørne, og siger om havnen at "det er noget forbandet svineri". Det er hans medmenneskers liv og hjem, han taler om. Medmennesker, som ikke har været så heldige at få samme plads i livet som de to herrer.
Når man ser udsendelsen, står det klart, at alle i Fredens Havn har levet et liv på godt og ondt. De passer simpelthen ikke ind i vores polerede samfund, men de har alle fundet et fællesskab i havnen, hvor der er plads til dem. Og det fællesskab har de haft brug for.
For det er kun, når det bliver for meget for naboerne, at de møder en reaktion på deres situation fra omverdenen og vores samfund. Den reaktion er et enormt hårdt og uretfærdigt pres, hvor de bliver rendt over ende af politi og embedsmænd fra kommunen.
I stedet for et system, der angriber de borgere, der har det sværest, kunne vi så ikke indrette et system, der hjælper de af vores medmennesker, der har mistet overblikket?
Der er mange ting, vi kan gøre. Vi kan give psykiatrien de midler, der er brug for. Vi kan styrke vores indsatser mod misbrug. Vi kan lave bedre planer for vores hjemløse.
Hvorfor accepterer vi, at velfærden kun er for dem, der i forvejen kan, og ikke for dem, der har brug for den? Hvorfor lader vi tingene stå til så længe, at den eneste løsning er tvang, bulldozere og oprydningshold?
Bragt Helsingør Dagblad, den 2. maj 2021