FOA: Chefstillinger i sundhedsvæsenet bør være fagneutrale
Den faglige baggrund bør ikke være afgørende for, hvem der besætter lederstillingerne i sundhedsvæsenet.
Af: Torben K. Hollmann, sektorformand i FOA
Titlerne på de ledende stillinger på afdelingerne i sundhedsvæsenet sætter en barriere op for, hvilke faggrupper der kan have den faglige og personalemæssige ledelse. Der er således tusindvis af ledende overlæger, cheflæger og afdelingssygeplejersker ansat i de danske regioner. Det giver mening i forhold til det faglige ansvar for behandlingen på de enkelte afdelinger, men hvorfor skal en leder med personaleansvar tilhøre en bestemt faggruppe?
Titler betyder noget i sundhedsvæsenet. Det kan jeg kun give formanden for Lederforeningen i Dansk Sygeplejeråd, Irene Hesselberg, ret i. Derfor er jeg også ked af, at Anders Kühnau (S) og Danske Regioner blankt afviser muligheden for at kigge på det.
Ledelsesgangen skal afspejle tværfaglighed
Faktisk bør det være en anledning til at kigge mere generelt på ledelsesstrukturen i sundhedsvæsenet.
Det er et levn fra fordums tid, at personaleledelsen er knyttet til bestemte faggrupper – der kan være gode ledelsestalenter gemt i andre faggrupper, som aldrig får lov at udfolde potentialet på grund af fagafgrænsningen.
Udover at udelukke faggrupper skaber det også en ensidighed i opgaveløsningen.
Hvorfor skal en leder med personaleansvar tilhøre en bestemt faggruppe?
Ledelsesgangen på hospitalet skal afspejle den tværfaglighed, der er på hospitalet. Det vil sikre, at de rette hænder bliver brugt til de rette opgaver – det er langt fra fagligheden alene, der er styrende for mange af de ledelsesopgaver og beslutninger en afdelingsleder, centerledelse eller en direktion tager på et hospital. Så derfor bør det heller ikke være en stillingsbetegnelse, der afgør ledelsesfeltet.
Vi skal have set på direktionerne
Min klare opfordring til Anders Kühnau er, at hvis man vil sikre en moderne organisation, som fremtidssikrer hospitalerne, så skal der ses på den måde, vi tænker ledelse på.
Man kan starte med at kigge på stillingsbetegnelserne i afdelingsledelser, centerledelser, direktioner og hvad der ellers er af ledelseslag på vores hospitaler.
Det må være den faglige indsigt kombineret med ledelseserfaring og uddannelse, der kvalificerer dig til en lederstilling på hospitalerne og ikke din faglige baggrund.
Bragt i Sundhedsmonitor, den 17. marts 2021