Sådan skaffer vi 8.000 pædagogisk uddannede til minimumsnormeringer
Mens kommuner landet over frustreret konstaterer, at de ikke kan skaffe pædagogisk personale nok til at sikre de lovbundne normeringer, findes en del af løsningen allerede ude i daginstitutionerne blandt børnene.
Her arbejder nemlig i dag over 8.000 pædagogmedhjælpere, som har flere års erfaring i arbejdet med børn, og som derfor kan gennemføre den ellers godt tre år lange uddannelse til pædagogisk assistent på mindre end et år. Pædagogmedhjælpere, som er over 25 år gamle kan nemlig få merit for deres praksiserfaring og tage skoledelen på blot 42 uger.
Der er et enormt potentiale i at give disse mennesker en pædagogisk uddannelse. Vi taler om ansatte, som i forvejen arbejder dedikeret med at støtte børn i deres leg og udvikling. Med en uddannelse vil de få knyttet teoretisk viden til deres store bagkatalog af erfaring. Det er selvfølgelig fagligt tilfredsstillende for den enkelte ansatte. Men endnu vigtigere vil det give et varigt, fagligt løft, som børnene vil kunne mærke.
Det ikke bare en god idé. Det er nødvendigt.
Samlet er der i aftalen om minimumsnormeringer i år og i fjor sendt 1,3 milliarder kroner ud til kommunerne, så de kan ansætte mere personale og sikre en voksen per tre vuggestue- eller seks børnehavebørn. Men for at få del i de penge må andelen af uddannede i daginstitutionerne ikke dale. Kommunerne kan altså ikke skaffe hoveder og hænder nok ved at ansætte en masse nyt personale uden en pædagogisk uddannelse.
Samtidigt peger alle fremskrivninger på, at det stigende børnetal ingenlunde er ved at løje af. Tværtimod vil der over de næste 10 år blive behov for 40.000 ekstra dagtilbudspladser, end vi har i dag. Det betyder også, at der vil blive behov for 14.000 pædagogiske medarbejdere mere.
Problemet med at skaffe tilstrækkeligt personale vil altså kun vokse i de kommende år.
Derfor: Uddan nu de dygtige pædagogmedhjælpere. Det vil øge andelen af uddannede – og give plads til, at man i kommunerne kan ansætte mere personale. Flere kommuner er i gang. Et eksempel til forfølgelse er Odense Kommune, hvor 24 pædagogmedhjælpere er blevet sendt på skolebænken. Imens træder lige så mange ledige ind, som, man så håber, vil få smag for faget.
Andelen af pædagogiske assistenter er i stigning og udgør i dag omkring ni procent af de ansatte i dagtilbud. Men på mindre end et år kan vi øge andelen markant. Det bør vi gøre, så børnene hver dag kan være omgivet af flest muligt voksne med en pædagogisk uddannelse.
Bragt i Danske Kommuner, den 24. november 2021