Stop vaccine-udskamning af medarbejderne i sundhedsvæsenet

Debatten om den lave tilslutning til influenzavaccinen blandt sundheds- og plejepersonale er enøjet og placerer det fulde ansvar hos den enkelte medarbejder. Det er udtryk for manglende respekt for medarbejderne i en i forvejen presset hverdag og i øvrigt nytteløs, hvis man ønsker bedre resultater.

Af: Torben K. Hollmann, sektorformand i FOA

Selvfølgelig har den enkelte et ansvar, når man arbejder tæt på udsatte borgere, men myndighederne skal gøre sit til at sikre en høj tilslutning gennem oplysning på arbejdspladsen og gøre det så let som muligt at lade sig vaccinere. Ellers bliver det svært at nå målsætningen om 95 procent tilslutning.

Særligt professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen retter en utvetydig kritik mod medarbejderne, hvor han er uforstående overfor, at »personer med en sundhedsfaglig indgang ikke kan se, hvilken situation de bringer samfundet i ved ikke at tage vaccinen«, og fortsætter med at tale om de ansattes pligt og konsekvenserne ved sygemeldinger.

Lad mig lige slå fast: De medarbejdere, social- og sundhedsassistenter, -hjælpere, læger, sygeplejersker, jordemødre, portører og ambulancereddere er dem, der ved mest om konsekvenserne ved et stigende tryk på sundhedsvæsenet – de ser det hver dag med egne øjne.

De har stået forrest, siden covid-19 spredte sig, lukkede plejecentre ned og fyldte sygehusene med patienter. De har fulgt retningslinjer til punkt og prikke, når de har været tilgængelige og har arbejdet med masker, visir, sprit og har ladet sig teste og vaccinere mod covid-19 i arbejdstid og fritid, så de kan udføre deres livsnødvendige arbejde.

De har ikke brug for at blive belært om, hvilken situation samfundet bliver bragt i. De har set det og har taget ansvaret på sig og ageret derefter.

Alligevel skal de finde sig i mistænkeliggørelse, når smitten stadig er til stede på plejecentre – på trods af, at stort set alle medarbejdere er vaccineret mod covid-19.

Savner løsningsforslag

Nu er det en lav tilslutning til influenzavaccinen, de er skyld i. Jeg savner en debat, som præsenterer løsningsforslag, og som kigger på rammerne for, at vi kan nå en bedre tilslutning.

Tilbuddet om influenza til sundheds- og plejepersonale er ikke nyt. Også sidste år blev personalet tilbudt vaccinen. Dengang som nu var forventningen fra Statens Serum Institut, at vaccinationen kan finde sted på arbejdspladsen.

Det var altså midlet til at opnå målet om 95 procent vaccinerede. Men mig bekendt er forventningerne ikke fulgt op af en praksis – jeg har hørt om vaccination i kantinen på sygehuse, men indsatsen i kommunerne har ikke været tilstrækkelig.

Jeg har ikke hørt om et eneste tilfælde, hvor medarbejdere på plejecentre eller i hjemmeplejen er blevet tilbudt vaccinen på arbejdspladsen.

 

Der er en forventning fra samfundet om, at de medarbejdere, hvor corona fylder en stor del af både arbejdslivet og privatlivet, også følger med i pressemeddelelser fra sundhedsmyndighederne, tjekker deres private e-boks for tilbud i forbindelse med deres job og herefter frivilligt booker en tid hos lægen til endnu en vaccine.

Kan vi ikke hjælpe lidt til som samfund? Kan vi ikke gøre det så let som muligt at tage imod vaccinen? Har vi ikke lært noget af de trods alt gode erfaringer med udrulning af test, værnemidler og vacciner, hvor kommunikationen har været klar og adgangen let?

Jeg mener, at vi skylder de ansatte i sundheds- og plejesektoren at løfte blikket en smule og rette kritikken mod dem, der kan løse udfordringen på tværs af kommunegrænser.

Bragt i Sundhedsmonitor, den 25. november 2021