Det er svært at forestille sig, at nogen ville lave ældreplejen, som den er i dag, hvis man skulle begynde forfra

Af: Mona Striib, formand, FOA, Pia Olsen Dyhr, formand, SF og Kirsten Normann Andersen, ældreordfører, SF

Mit hjem er min borg, lyder en gammel talemåde. I hjemmet er vi sikre og trygge. Her slapper vi af. Her er det os der bestemmer, og inviterer dem vi har lyst til at se. Sådan har langt de fleste af os det. Men for tusindvis af ældre danskere, som er afhængige af hjælp fra fællesskabet for at få livet til at hænge sammen, er det et ofte dagligt vilkår, at en ny og ukendt person dukker op i deres hjem.  

Selvfølgelig er hjemmeplejen og de ansatte på plejehjemmene, til stede i den ældres hjem efter aftale. Og deres kompetencer og empati er i top, så de gør deres absolut bedste for at gøre situationen nemmere. Alligevel er der ingen tvivl om, at det er en kilde til unødvendig uro og utryghed, at der alt for ofte dukker mange forskellige ansatte op i hjemmet hos den ældre borger i løbet af en uge.

Sandheden er jo, at for mindre end en generation siden, så var det almindeligste faktisk, at fru Hansen kendte sin hjemmehjælper, som vi kaldte det dengang. Det var med andre ord et kendt, og ofte elsket, ansigt, der mødte op i hjemmet.

Men i en, efter vores mening, dybt skadelig og misforstået ”professionalisering” og ”effektivisering” er de ansatte blevet et stadig mere optimérbart instrument i regnearkets yderste forpost. Som ansat i hjemmeplejen kommer du på besøg hos de ældre, som har brug for hjælp i hverdagen. Men samtidig er den ældres hjem en arbejdsplads, hvor der er opgaver, der skal løses. Svaret på den udfordring har været stram styring på tid og opgaver. Og så bliver besøget ikke et besøg, men en opgave der skal løses.

Der er derfor for os at se slet ingen tvivl om, at det vil være et kæmpe fremskridt for vores ældre medborgere at sikre, at det bliver kendte ansigter, altså faste personaleteams, det varetager behovene for en gruppe af ældre.

Hvis det stort set er de samme social- og sundhedsmedarbejdere, der kommer i hjemmet på hvert besøg, så kender man hinanden og de udfordringer, hverdagen bringer. Og det langt bedre end visitatorer, som måske sidder på rådhuset. Derfor skal vi væk fra tids- og opgavestyringen. Og hen til en langt mere fleksibel hjemmepleje, der både imødekommer helt essentielle behov hos de ældre, og som gør arbejdslivet langt mere meningsfuldt for de ansatte.

Den ældre skal mødes af kompetente og nærværende medarbejdere. Hverdagen kan ikke skemalægges, og hver dag er ikke ens. I respekt for de ældre skal hverdagens opgaver formes efter de behov og ønsker, den ældre har.

Det kræver en ny måde at tænke visitation på ældreområdet. Visitationen skal ske i hverdagen og i mødet mellem den ældre og medarbejderne. Det dur ikke, at der går en til to uger, før man kan ændre på de ydelser den ældre får, fordi der skal revisiteres. Vi kalder det nær-visitation. Ikke noget dem-og-os, ikke mental og fysisk afstand mellem visitation og udfører, men en visitation integreret i hverdagen og om de konkrete behov og problemstillinger.

Det er svært at forestille sig, at nogen ville skabe et system, som det vi har i dag, hvis man skulle bygge det forfra. Og vi er helt med på, at det danske velfærdssamfund i sagens natur er under konstant forandring, og at man i bedste mening har forsøgt at justere, forbedre og forandre, som følge af større eller mindre problemer eller dysfunktionaliteter.

Men vi er også sikre på, at der er nogle dyder, som er gået tabt, under årtiers skiftende politiske og ideologiske vinde og forskellige ”skoler” i administration og bureaukrati. Og vi kan altså ikke fortsætte, som det er nu.

Først og fremmest fordi det faktisk ikke er værdigt og godt for de ældre – og det er jo trods alt for dem, at vi har etableret ældreplejen. Men også fordi det giver et tab af mening og et tab af glæde også for personalet. For nok er vores ansatte dybt professionelle og med ønsket om at gøre en forskel. Men arbejdsvilkår og rammer om udførelsen af arbejdet er kontraproduktivt. Og det svækker fastholdelse og rekruttering, og vel at mærke på et tidspunkt, hvor vi står foran endnu flere, længere levende og mere plejekrævende ældre i de kommende mange år.

Der ligger en helt basal tryghed i at kunne sige ”vi ses i morgen”. Genkendelse. Tillid. Tryghed. Og det er derfor et helt afgørende vigtigt sted at starte, hvis vi skal forbedre omsorgen for de ældre, som er afhængige af, at der kommer mennesker ind i deres hjem hver dag. En forandret og forbedre ældreomsorg er faktisk helt, helt afgørende for vores velfærdssamfund.

Bragt i Jyllands-Posten, den 11. august 2022