Lad nu kommunerne sætte solceller op
Det er tudedumt, at statslige regler forhindrer kommunerne i at sætte solceller op på de kommunale idrætsfaciliteter
Af: Reiner Burgwald, sektorformand, FOA
Kommunale idræts- og svømmehaller har økonomiske kvaler på grund af de høje prisstigninger på energi. Det er dyrt at varme vand og luft i store haller, og vi mærker alle den galoperende inflation.
Men kommunerne ligger, som staten har redt. Idrætsfaciliteter, skoler og plejehjem er vel uden sammenligning de mest oplagte steder at placere solcelleanlæg på bygningernes tage, og dermed selv producere en stor del af den energi, de forbruger.
Det er der desværre snedige regler vedtaget i Folketinget, der forbyder kommunerne at gøre, og det er helt uforståeligt og tåbeligt.
Lav nu de regler om. Lad nu kommunerne gå foran som gode eksempler, og sørg for, at hver gang der skal repareres eller skiftes tag på en kommunal institution, så opsættes der samtidig solcelleanlæg.
Bragt i Jyllands-Posten, den 18. august 2022