Private botilbud fastholder kommunerne i en kattepine, der kræver hjælp fra Christiansborg

Af: Kim Henriksen, formand pædagogisk sektor i FOA og Tanja Nielsen, formand social- og sundhedssektor i FOA

Ser man det opstillet i et søjlediagram, danner udgifterne til specialområdet over de seneste år en trappe, som trin for trin går opad. To milliarder kroner er udgifterne til det specialiserede voksenområde mere konkret steget med på bare tre år, så beløbet i 2021 landede på 37,9 milliarder. Og stigningen ser ud til at fortsætte med samme takt.

Der er ellers kun sket en beskeden stigning i antallet af voksne borgere med behov for en særlig indsats indenfor specialområdet. Næsten en stagnering, faktisk, og slet ikke nok til at forklare de heftigt stigende udgifter.

Til gengæld bliver flere og flere af borgerne henvist til private botilbud - og det er sket samtidig med, at især de i forvejen dyreste private tilbud har skruet priserne op. Botilbud tegner sig for hele 1,7 milliarder kroner af de forhøjede udgifter siden 2018. Af dem er de 1,3 milliarder, 80 procent, brugt på private botilbud.

Kommunernes kattepine

At området er en udfordring for den enkelte kommune, blev tidligere på året illustreret tydeligt ved, at 9 ud af 10 økonomiansvarlige i kommunerne i en rundspørge, som Altinget stod bag, netop pegede på det specialiserede socialområde som det, de får allersværest ved at overholde budgettet for til næste år.

For med høje priser skal der bare én borger med behov for plads på et botilbud til at sprænge budgetrammen.

Det er der desværre en stor risiko for sker i en lang række kommuner. For selv om antallet af borgere, som på grund af psykiske lidelser, handicap eller sygdom har behov for en specialiseret indsats ikke stiger eksplosivt, bliver de problemer, den enkelte borger har, mere og mere komplekse.

Det bekræfter en undersøgelse, som KL har gennemført blandt 22 kommuner. Blandt andet har de oplevet en stigning i antallet af borgere med både autisme- og ADHD-diagnoser på 112 procent siden 2015. Også kombinationer som misbrug og autisme eller udviklingshæmning eller psykisk sygdom presser kommunerne i stigende grad.

Vi taler altså om meget sårbare borgere, som lider af flere udfordringer på en og samme tid. Det er klart, at de skal have den rette hjælp og rette støtte. De skal favnes af højt specialiserede bo-og støttetilbud, hvor de ansatte har de rette faglige kompetencer og den rette faglighed til at håndtere borgere med svært komplekse problemer, så vi hjælper borgerne til at få den bedst mulige tilværelse og det mest værdige liv

Men ofte findes de meget specialiserede tilbud ikke i den enkelte kommune, som derfor må finde et privat tilbud, som kan rumme borgeren. Et tilbud, hvor den private udbyder sætter prisen. Højt. Det er denne kattepine, som Dansk Erhverv i sit indlæg i Altinget onsdag, ikke har blik for.

Kommunerne har nemlig ikke mulighed for at øge udgifterne til området for selv at skabe det rette tilbud til den enkelte borger. For så overskrider kommunerne den ramme for samlede serviceudgifter, som er aftalt med regeringen.

Uanset om kommunen selv opretter et tilbud eller køber et privat, bliver konsekvensen, at de stigende udgifter kun kan dækkes med de penge, som ellers også skal gå til andre velfærdsområder. De ældre. Børnenes skoler og dagtilbud. 

Allerede i dag udgør udgifterne til det samlede specialiserede socialområde for børn og voksne en større andel af kommuners udgifter, end ældreområdet eller skolen, nemlig 19 procent mod henholdsvis 18 og 17 procent.

Et kompetenceløft er nødvendigt

En forudsætning for, at vi kan få sat en stopper for, at udgifterne på det specialiserede socialområde fortsætter med at stige med galopperende fart, er, at kommunerne på egen hånd – og også gerne sammen og med regionerne – kan tilbyde relevante tilbud af høj faglig kvalitet, hvor de ansatte har de rette kompetencer til at møde borgere med specifikke og komplekse problemer.

Med andre ord er der brug for, at den nye SVM-regering genoptager arbejdet med at få gennemført den specialiseringsplan, som blev fremlagt tilbage i maj måned af S-regeringens socialminister Astrid Krag. En specialiseringsplan, som en grundig evaluering af det specialiserede socialområde peger på, at vi har stærkt behov for.

En specialeplanlægning nævnes da også i det nye regeringsgrundlag. Men at der er behov for, at det arbejde iværksættes i en fart, kan ikke understreges nok, når nyudnævnte socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil nu tager hul på på sit nye resortområde

En såkaldt genspecialisering kaster desuden endnu en opgave af sig for den nye regering. Nemlig, at der skal ske en opkvalificering af personalet på området. For det er klart, at en højere grad af specialisering stiller større krav til faglighed, og i dag er alt for stor en andel af de ansatte på området ufaglærte.

Og uanset hvor gode intentioner, man møder ind med, er det ikke nok til at møde borgere med komplekse problemer, som måske også er udadreagerende, eller måske bliver de det, fordi de ikke mødes af den rette hjælp.

Det fortjener hverken de sårbare borgere, de øvrige beboere i botilbud eller for den sags skyld de ansatte. For det fører uvægerligt til flere utrygge situationer. Så også et kompetenceløft er der brug for, at en ny regering bidrager til at sikre.

Planen er klar

Til opmuntring kan vi minde om, at der i forvejen er udarbejdet en plan for hvordan en specialeplan kan blive realiseret.

Forarbejdet er lavet, og det gælder om at sætte den i værk, for det er en mangeårig proces og ikke en snuptagsløsning.

Men det gælder måske også om at indse, at der er behov for at investere i området for at sikre det nødvendige løft, så de sværest ramte borgere mødes af personale, som med den rette stærke faglighed kan møde dem med omsorg og støtte, og så bliver behovet for hjælp måske mindre hen ad vejen.

Bragt i Altinget fredag d. 16. december 2022