Rul de seneste 15 års topskattelettelser tilbage og brug dem til at finansiere velfærden

Af: Mona Striib, forbundsformand i FOA

Hvordan finansierer vi velfærden i fremtiden?

Det er et spørgsmål, som de fleste partier – set fra min stol – driblede uden om i valgkampen og ikke gav særligt gode svar på.

De svar skal findes nu. Der er brug for en hånd under økonomien i velfærdssamfundet for at sikre genopretning efter tidligere besparelser.

Vi har en forventning om at leve i et samfund med et godt sundhedsvæsen, værdig ældreomsorg, kvalitet i børnepasning, en velfungerende psykiatri, et godt skolevæsen og så videre. Men den forventning harmonerer rigtig dårligt med den økonomiske virkelighed for de kommende år.

Som det ser ud lige nu, vil der – hvis løfterne holder – være penge til at opretholde det nuværende serviceniveau, i takt med at befolkningen vokser.

Og måske tænker du, at det er da fint nok. Men så skal du spørge dig selv, om du på alle områder mener, at vi kan være serviceniveauet og kvaliteten bekendt. Ikke rigtig, vel?

Syv milliarder til velfærden
Der skal være råd til en velfærd, der følger med tiden. Vi må ikke lukke øjnene for, at der er områder, der halter voldsomt bagefter. Eksemplerne er desværre mange og alvorlige. 

For at nævne bare et har det specialiserede socialområde haltet gevaldigt efter i mange år og har i flere år haft store budgetoverskridelser, hvorfor KL sidste år foreslog en stor plan for tilførsel på fem milliarder kroner til området.

Derfor er det ikke nok, at vi sørger for, at der er det samme beløb pr. borger om ti år, som der er i dag.

På det regionale sundhedsområde udgør det demografiske udgiftspres for eksempel i omegnen af én procent om året. Derudover er der behov for at tilføre cirka en ekstra procent, hvis man skal følge med de nye behandlingsmetoder og medicinudviklingen.

Så hvordan finansierer vi alt dette?

I valgkampen var svaret fra blå partier – som med en art tryllesang – privatisering, så bliver alt bedre og billigere.

Det rimer dårligt på flere forhold.

For eksempel rimer det dårligt på, at det er dyrere at bo på privat plejehjem, eller på at tilfredsheden blandt ældre på plejehjem er nogenlunde ens på kommunale og private plejehjem – faktisk en smule højere på de kommunale, som Jyllands-Posten har beskrevet.

Tryllesangen blev da også til en fortryllet mumlen, da Danmarks kirurger i Politiken beskrev, hvordan de mest syge patienter må vente i det offentlige, fordi der er sket en skævvridning, der suger ressourcerne fra det offentlige over i den private sundhedssektor, hvor man er optaget af at tage sig af de lette, ukomplicerede operationer.

Men hvis man ikke tror på tryllesangen om, at velfærden skal reddes ved at skabe endnu mere privatisering af vores velfærd, hvad er så løsningen?

I FOA har vi blandt andet foreslået, at vi ruller topskattelettelserne fra de seneste 15 år tilbage. Det ville give over syv milliarder kroner, som kunne bidrage til at redde velfærden. Når jeg siger sådan noget i politisk sammenhæng, får folk ofte lidt trækninger i venstre side af øjet. Men jeg tror, at mange almindelige lønmodtagere godt kan se fornuften i det.

Især hvis man fortæller, at det for eksempel svarer til, at vi frem mod 2030 kunne få et sundhedsvæsen, hvor der er råd til at følge med nye behandlinger og ny medicin. Eller råd til at løfte psykiatrien eller sikre værdig ældrepleje.

Omsorg frigiver arbejdskraft
Man kunne også indføre en skat på de enorme formuer, som samles på nogle få danskeres hænder.

Oxfam har for eksempel lavet en beregning af, at indførelse af en formueskat på én procent for personer med formuer over 35 millioner kroner vil medføre en forøgelse af det økonomiske råderum på 16 milliarder kroner.

I FOA har vi desuden et ønske om, at Finansministeriets regnemåde opdateres. Den har nemlig kæmpe betydning for, hvad vi tror er godt for samfundsøkonomien.

Investeringer i velfærd, der gør, at syge kommer hurtigere i arbejde, regnes ikke med. Til gengæld antages det, at skattelettelser og lavere dagpenge kurerer dovenskab og lediggang.

Tilbage i 2019 lavede FOA en undersøgelse af danskernes opfattelse af, hvad der kan have betydning for, hvor meget vi arbejder.

20 procent af pårørende til modtagere af ældrepleje sagde her, at de ville arbejde mindre, hvis deres pårørende modtog mindre hjælp og pleje.

Og 18 procent af dem, der var ramt af en længerevarende sygdom, sagde, at de ville arbejde mere, hvis de fik en bedre behandling.

For forældre, der havde børn i dagtilbud, var det 34 procent, der ville arbejde mindre, hvis der blev færre ansatte i dagtilbuddet til at passe deres børn.

Og nu kommer det interessante:

Da vi spurgte danskere i arbejde, om en lavere skat ville påvirke deres arbejdstid, sagde kun 11 procent, at de ville arbejde mere.

Samlet tyder undersøgelsen altså på, at forandringer i velfærdstilbuddene er vigtigere end en lav skat på arbejde. At man kan stole på et godt dagtilbud til sine børn, har større effekt på beskæftigelsen, end en ændring i skatten vil have.

Det er interessant, når den etablerede sandhed ellers ofte har været, at skattelettelser er vejen til mere arbejdskraft.

Dette må og skal Finansministeriet forholde sig til i de modeller, der ligger til grund for vores samlede økonomiske politik.

Galimatias i kommunerne
FOA foreslår også, at den kommende regering tager et meget tiltrængt opgør med budgetloven og den sanktionsmekanisme, der i mange år har lagt en kvælersnor om kommunernes og regionernes økonomi.

Det er afgørende for vores fremtidige velfærdssamfund, at vi får en fleksibel styringsmodel, hvor kommuner og regioner kan planlægge økonomien over flere år.

Og nu er det saftsuseme blevet et grumme kedeligt debatindlæg, fyldt med tal, og det er jeg den første til at undskylde.

Men sagen er, at der siden 2011 har været et gennemsnitligt underforbrug på cirka 2,5 milliarder kroner om året i kommunerne.

Mange af de penge ligger i kommunekasserne, men kan ikke bruges på grund af serviceloftet. Det er penge, vi skulle have brugt til borgernær velfærd. Det er da galimatias.

Allerede nu vender det røde fór ud af bukselommerne mange steder i det offentlige, og de stigende priser har tjent til at gøre ondt værre.

Så mens det fine kaffestel er på seriøst overarbejde på Marienborg, når det ene parti efter det andet går til forhandlinger om en ny regering, ser vi en række kommuner, der gennemfører kæmpemæssige besparelser.

Det betyder dårligere service for borgerne næste år. Mindre hjælp til børn og unge, mindre rengøring til de ældre, mindre omsorg og pleje.

Det betyder også, at der spares på antallet af medarbejdere – social- og sundhedshjælpere og -assistenter, dagplejere, medarbejdere i socialpsykiatrien, i rengøringen og andre steder.

Og hvis nogen skulle være i tvivl, så ser det i forvejen – sagt på godt jysk – ikke ligefrem prangende ud med antallet af medarbejdere i den offentlige sektor.

Lad os derfor håbe, at et kommende regeringsgrundlag har skarpt fokus på at holde hånden under økonomien til vores velfærd.

Bragt i Information, den 3. december 2022